Forældremyndighed over B på 13 år blev efter Ms død tildelt mormor. Ikke samvær med F, TFA 2024/23 VLD
Byrettens begrundelse: (Aarhus)
Familieretten lægger til grund, navnlig på baggrund af børnesamtalen, at B i forhold til sin alder er moden og har en høj grad af integritet. Hun har selvstændigt, uden at være præget af andres opfattelser, udtalt sig klart om sin modstand mod at have kontakt med F. Hendes modstand bunder både i følelsesmæssige forhold og i F’s adfærd. Herunder har hun beskrevet det utilbørlige pres, som F udsatte hende for, da han under det sidste samvær opfordrede hende til at kontakte Familieretshuset. Det fremgår af F’s egen forklaring, at han har meget ringe empati i forhold til B.
Familieretten finder herefter, at det vil være bedst for B fortsat at være undergivet MM’s forældremyndighed, således som det er B’s udtrykkelige ønske. Det indgår endvidere i familierettens vurdering, at B er i god trivsel hos MM.
Efter det anførte om B’s holdning til F er der, som bestemt ved denne rets dom af 1. oktober 2021, fortsat ikkegrundlag for at fastsætte samvær med F.
Familieretten følger således MM’s påstand om forældremyndighed og bestemmer, at der ikke skal være samvær mellem B og F.
Landsrettens begrundelse:
F har ikke boet sammen med sin datter, B, der er 13 år, og han har ikke haft del i forældremyndigheden over hende. Han har haft samvær med datteren frem til ultimo juni 2020, hvor samværet, der var af nogle timers varighed hver 14. dag, stoppede.
F’s ret til samvær blev ophævet ved dom af 1. oktober 2021.
B er elev på X-skole. Det må på baggrund af de foreliggende skoleudtalelser lægges til grund, at hun trives på skolen. Skolen har i august 2022 til Familieretshuset oplyst bl.a., at skolen ikke kan samarbejde med F.
B har siden moderens død den … 2022 boet hos sin mormor, og hun har givet udtryk for, at hun ønsker at blive boende hos sin mormor. Efter de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at B trives hos sin mormor, der siden morens død har varetaget funktionen som primær omsorgsperson og herunder varetaget de særlige omsorgsbehov, der er affødt af moderens død.
Efter en samlet vurdering tiltræder landsretten herefter, at det vil være bedst for B, at hendes mormor har forældremyndigheden over hende, jf. forældreansvarslovens § 15, stk. 3, jf. § 4.
B har i flere år vedholdende – senest ved børnesamtalen den 23. februar 2023, hvorunder der medvirkede børnesagkyndig psykolog – givet udtryk for, at hun ikke ønsker kontakt til sin far. Den børnesagkyndige har bl.a. anført, at det er indtrykket, at B udtaler sig i overensstemmelse med egne ønsker og behov, samt at hun vil opleve et samvær med sin far så voldsomt, at oplevelsen vil være at sidestille med et overgreb.
Herefter og efter en samlet vurdering af parternes forklaringer og de i øvrigt foreliggende oplysninger finderlandsretten, at det for tiden må anses for bedst for B, at hun ikke har samvær med sin far. De foreviste videosekvenser, hvor B umiddelbart fremtræder tilpas sammen med sin far i forskellige sammenhænge, kan ikke føre til en anden vurdering.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.