Forældreansvarsloven – (K)ærligt talt.
En ny debat- og håndbog om forældreansvarsloven ved Mette Bergmann.
Du kan købe bogen via dette link
Viggo Bækgaards tale ved receptionen i anledning af bogens udgivelse
Denne artikel er ikke en anmeldelse af bogen. Dertil har jeg selv været alt for tæt på bogen og processen. Jeg har skrevet et kapitel i bogen om det at være advokat i forældremyndighedssager. Artiklen er derimod mit meget let reviderede manuskript til den tale, som jeg fik lov at holde til receptionen i anledning af bogens udgivelse. Derfor ”du-formen rettet mod Mette Bergmann”.
Bogen er en debat- og håndbog, som forhåbentlig vil give enhver, der kommer i berøring med emnet forældremyndighed og samvær, et nuanceret billede af området – og en vejledning i, hvad der er bedst for børnene.
Bogen er på gaden fra den 12. marts 2012.
Kærligt talt – Bogens titel er intet mindre end fantastisk. I al fald dækker den mit eget forhold til forældreansvarsloven. Den man elsker tugter man.
Også forsidebilledet giver mig relevante associationer. En sød og uskyldig pige puster noget fra hånden. Er det ønskestøv – eller er det varm luft?
Mette! Du fortjener et stort skulderklap og en kæmpetak for dit initiativ til denne bog.
Hvorfor en bog?
Mange er blevet chokerede ved deres møde med forældreansvarsloven.
Hvad er det dog, der sker, tænker de. Jamen har vi slet ikke et retssamfund?
Hvorfor hører ingen efter? Nogle oplever et regulært myndighedsovergreb på børnene.
Andre – som du Mette, oplevede ”bare”, at en sag, der ”kun” handlede om tilladelse til udstedelse af et pas til barnet, skulle tage næsten et år – oven i købet uden ankeinstans involveret. At et så relativt ubetydeligt emne kan bruges – og bliver det – i kampen mellem forældrene.
Jeg fulgte dig det sidste halve år i den proces og ved derfor, at dine frustrationer var rettet nogenlunde ligeligt mellem
- selvfølgelig – som for alle – den direkte modpart,
- manglerne i selve loven,
- statsforvaltningen – og må jeg sige desværre også
- advokaterne, hvoraf en virkede ligeglad og apatisk og senere fik en bøde fra advokatsamfundet (din egen første advokat) eller overophedet engageret i at ”bruge” mulighederne i loven konfliktoptrappende (modpartens)
Nogle bruger deres chokerende oplevelser som afsæt til at stifte en ny forening eller træde ind i en eksisterende. Mette valgte i første omgang at gå i gang med en debatbog, der udkommer den weekend, hvor høringsfristen til udkast til lovforslag om ændringer til forældreansvarsloven udløber.
Den bog puster vi i gang i dag.
Mange nuancer med i bogen.
Vi talte helt i begyndelsen af processen en del om, hvem der skulle bidrage. Noget om konkrete personer og meget om, hvor vigtigt det var at komme hele vejen rundt.
Det er bestemt lykkedes for dig at komme hele vejen rundt.
Du har fået rigtig meget af ”lovens ånd” ind i bogen. Der er mange indlæg, som virkelig godt fortæller, hvad børn har behov for. Ja for den sags skyld også, hvad de voksne har behov for. Det er rigtig flot.
Når jeg læser bogen, sidder jeg lidt for meget med en fornemmelse af, at indlæggene er præget af det herlige ord, som jeg har tilegnet mig fra evalueringsrapporten – retsoptimisme. Selv har jeg længe brugt udtrykket ”myndighedsnaivisme”.
Samlet er det tankegangen, at hvis bare vi tit nok siger det rigtige, bliver det virkeligheden.
Men det afgørende er ikke, hvad du siger – men hvad du gør.
Med en enkelt eller måske halvanden undtagelse er jeg sikker på, at jeg er enig med mine medforfattere i langt det meste omkring forældreansvarsloven.
Personligt tænker jeg, at der er (for) langt imellem den nødvendige spanking til forældrene i indlæggene.
De fleste af os er med garanti enige om, at alt for mange forældre er voksenegoistiske.
Den læsende forælder vil måske tænke, at indlæggene er rigtige og lærerige.
Min frygt er, at for mange vil tænke, at det da også er sådan, de selv gør og tænker.
Hvis jeg havde fejl, ville jeg være den første til at indrømme det. Det er ”den anden”, det er galt med.
Når det er sagt, er det også de mange nuancer, der løfter bogen op over den rene debatbog. Jeg tror ikke, at den bliver uaktuel, når loven er ændret. En af grundene er, at loven slet ikke ændres ret meget.
Håndteringen af forældreansvarsloven fylder meget hos forældrene?
Man må gøre sig klart, at når håndteringen af forældreansvarsloven fylder så relativt meget hos forældrene, som det er tilfældet ude i den virkelige verden, skyldes det, at der ER mangler ved loven og administrationen.
Selv tænker jeg rigtig meget på, hvad det er vi er i gang med at gøre ved den næste generation. Jeg tænker, at mange slet ikke får lov at være barn på dets egne præmisser, mens forældrene jagter deres egen lykke.
Om evalueringen
Vi fik unægtelig en overordentlig fyldig evaluering af loven i 2011.
Hele evalueringsrapportsmaterialet er meget omfattende. Omkring 1000 sider. Det består af
- Selve evalueringsrapporten (Familiestyrelsen november 2011)
- En delrapport om belysning af barnets perspektiv (Justitsministeriets forskningskontor – juni 2011)
- Dom til fælles forældremyndighed (SFI – sommeren 2011)
- Børn i deleordninger (SFI sommeren 2011)
- Familieformer og skilsmisse (Børnerådets børne- og ungepanel – juni 2011).
Personligt er jeg altid rigtig glad for SFIs rapporter. De bekræfter mig som regel i det, som jeg godt ved i forvejen. Og det er slet ikke så skidt endda, for via SFI får den viden pludselig et forskningsmæssigt belæg.
Således hoppede jeg 3 meter op fra stolen af fryd, da jeg læste dette i SFIs domstolsrapport på side 18:
”Med den nye forældreansvarslov er samarbejdsnormen blevet tydeliggjort.
Tankegangen omkring indførelse af dom til fælles forældremyndighed var
efter lovens forarbejder båret af en vis retsoptimisme, nemlig at denne
konstruktion kunne fremme eller befordre et fornuftigt forældresamarbejde
om børnene og i nogle tilfælde endog have en konfliktdæmpende funktion.
Det indtryk, vi erhvervede gennem vores feltarbejde ved retterne, var,
at denne tænkning tilsvarende prægede en del af dommerne.”
Det har jeg bare i flere år kaldt dommernaivitet – eller myndighedsnaivitet, for det samme gælder i statsforvaltningen og Ankestyrelsen.
Loven og mange af dens administratorer er gennemsyrede af en fantastisk naivistisk tilgang til stoffet.
Alle kan sidde og kikke beundrende på en sagsbehandler, dommer eller børnesagkyndig og sige det samme. De kan nikke på de rigtige steder og se forstående ud, når det bliver fortalt, hvor vigtigt det er at kunne samarbejde.
Men da det ”jo” altid er ”den anden part”, der ikke samarbejder, bliver virkeligheden, at det sjældent er den samme virkelighed, der ses på af parterne.
Vi kommer ikke dybt nok ind i kernen. Og jeg tror desværre heller ikke, at det vil ske med ændringerne.
Der er lagt op til forbedring på flere punkter.
Min yndlingsfrase om, at lige som man ikke med held kan dømme til fred i Mellemøsten bør man heller ikke dømme til fælles forældremyndighed, er stadig aktuel. Lovforslagets stramning er velkommen – men ikke helt nok.
Hele evalueringsmaterialet skriger ud, at deleordninger kun fungerer under bestemte forudsætninger.
Det pakker man så ind i sætninger om myter om lovens indhold, som uimodsagt synes at sætte en forkert dagsorden for forældrene, hvis aftaler i nogen grad må antages motiveret af en fejlopfattelse af reglerne og praksis på området.
I mit univers er det naivt at tro, at man kan ændre noget bare ved at kalde det mytedannelser.
Tilsvarende er det naivt at tro, at man kan have fælles forældremyndighed, hvis samværet er stoppet eller suspenderet. Men det kan man godt. Tvunget endda, selv om det måske bliver lettere at få fælles forældremyndighed ophævet i fremtiden. MÅSKE.
Jeg synes også, at det er ærgerligt, at man ikke i lovforslaget placerer nogle flere kompetencer hos bopælsforælderen. Det var der faktisk enighed om i ekspertgruppen under evalueringen, men man har frygtet at udhule forældremyndighedsbegrebet for meget.
Generelt bør så meget som muligt omkring børn og samvær tilrettelægges, så det minimerer antallet af mulige konflikter. Det tror jeg, at alle er enige om – i teorien.
Jeg er som fagperson bekymret for en udvikling, hvor det bliver (endnu mere) gunstigt at agere ”svinsk” eller holde konflikten i live.
Derfor er det vigtigt, at man følger mange spor. Forhandlingssporet og uddannelsessporet men også et afgørelsesspor, hvor der sættes grænser og drages konsekvenser af dårlig adfærd.
Ikke naivt eller optimistisk men netop konsekvent.
Det gælder for eksempel dokumenteret og velundersøgt samarbejdschikane.
Muligheden for samvær i udlandet bør som et andet eksempel styrkes for at mindske konfliktmulighederne i generelt uproblematiske samvær. I aner ikke, hvor almindeligt det er at ”forbyde” den anden forælder at tage på indkøbstur til Puttgarten eller Flensborg – eller på charterferie til Mallorca.
Men en udvidelse med den vigtige tilføjelse, at reel bortførelsesrisiko vurderes sagligt, alvorligt og konsekvent.
Mette selv er et banalt eksempel på, hvor meget bare det at få et pas til barnet kan fylde.
Nu skal denne tale ikke udvikle sig til en gennemgang af hele evalueringen og lovforslaget.
Og mit forældreansvarssyn er – ærgerligt nok – ikke hele folkets – endsige hele lokalets.
Når jeg overhovedet kan se forsidebilledet sådan, at pigen puster varm luft, skyldes det selvfølgelig, at jeg synes, at forældreansvarsloven indeholder en del varm luft.
Lovforslaget, som er i høring, køler den varme luft en lille bitte anelse.
Jeg tror nu, at det er godt ønskestøv, hun puster.
Mit ønske er, at bogen må blive modtaget i netop den ånd, som Mette har tænkt projektet i.
Et kærligt ønske om, at alle forældre bliver klogere og bedre mennesker af at læse bogen.
At lovgivere, embedsmænd, sagsbehandlere, dommere, psykologer og advokater vil se og behandle forældreansvarsloven som et fundament for barnets fremtid og ikke kun som et givtigt brød.
Naivt ønske? Måske – men velment.
Viggo Bækgaard
advokat (H) – talsmand – landsforeningen Børn og Samvær