Fogedsag gennemført, da Statsforvaltningen havde truffet afgørelse om midlertidig bopæl til F over knap 3-årig D, TFA 2016/262 VLK
Byrettens begrundelse:
Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om midlertidig forældremyndighed, at der ud over risikoen for bortførelse er lagt vægt på B’s, alder, institutionens oplysninger om, hvem de anser for at være B’s primære omsorgsperson, og at institutionen ikke har betænkeligheder ved at overlade forældremyndigheden til F midlertidigt og på, at det findes bedst for barnet, at han hurtigst muligt kommer hjem i vante rammer, og at der kommer ro på hans situation, mens spørgsmålet om forældremyndighed behandles.
Fogedretten finder på den baggrund ikke grundlag for at afvise sagen, fordi det er Statsforvaltningen og ikke koordinationsenheden, der har truffet afgørelse i sagen.
Ifølge retsplejelovens § 537, stk. 4, skal en sag om fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt som udgangspunkt kortvarigt udsættes med henblik på gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning efter forældreansvarslovens § 32 a, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Fogedretten finder på baggrund af sagsforløbet, herunder at B ud over at være blevet fjernet fra sin far også er blevet fjernet fra sine vante omgivelser og har været taget med under jorden i næsten 1 måned, at der foreligger så særlige omstændigheder i sagen, at denne ikke skal udsættes kortvarigt på gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning.
Da der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om, at en overgivelse af B til F som midlertidig forældremyndighedsindehaver vil udsætte B’s sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, tages F’s påstand til følge.
Advokat B tilkendegav, at kendelsen påkæres, og at kæremålet ønskes tillagt opsættende virkning. Han henviste i den forbindelse til, at afgørelsen er truffet på grundlag af en undtagelsesbestemmelse, hvorfor det bør sikres, at landsretten er enig heri, før afgørelsen effektueres.
Fogeden besluttede at tillægge kæremålet opsættende virkning.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig i fogedrettens resultat og begrundelsen herfor. Det, advokat B har anført bl.a. vedrørende manglende partshøring, kan ikke føre til, at afgørelsen om midlertidig forældremyndighed tilsidesættes som ugyldig. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.