Fogedforretninger om udlevering af børn.
Bør magt undgås?
af Viggo Bækgaard, talsmand Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator
Antallet af fogedsager i forældretvister er stigende. Det samme er antallet af sager, hvor det har været nødvendigt at anvende magt for at gennemføre udlevering.
Flere mener, at magtanvendelse i disse sager bør være ulovligt, fordi det går ud over børnene.
Intet i verden er sort/hvidt.
Det er hævet over enhver tvivl, at en dramatisk fogedsag ikke er godt for det barn, som skal opleve sig som centrum i sådan en begivenhed.
Hvad er en fogeds opgave?
Vores retssystem på “skilsmisseområdet” er bygget sådan op, at afgørelser om forældremyndighed og bopæl træffes af domstolene. Afgørelser om samvær træffes af Statsforvaltningen.
Det er altså de myndigheder, som bestemmer, hvad der er ret og pligt. Det demokratiske samfunds ideal er, at disse afgørelser er så objektivt rigtige som muligt. Når der er truffet en afgørelse, skal denne efterleves af parterne. Det er jura i al sin rørende enkelhed.
Nogle mennesker vil ikke efterleve en afgørelse. En mor, der nægter at udlevere et barn til samvær, når Statsforvaltningen har bestemt, at far skal have barnet i samvær – eller en far nægter at levere barnet tilbage efter samvær, overtræder den pligt, som Statsforvaltningen har fastsat.
I sådan en situation kan man få fogedens hjælp til at få gennemført afgørelsen. Fogeden skal gennemføre udleveringen, med mindre det er til skade for “barnets legemlige eller sjælelige sundhed”, som der står i loven.
Fogeden har mange andre sager end børnesager, så fogeden er ikke “specialist på børneområdet”. Det er Statsforvaltningen i al fald i princippet. Det har derfor formodningen for sig, at Statsforvaltningens afgørelse er “rigtig”.
Fogeden har flere muligheder for at gennemføre udleveringen. Ofte er det nok, at fogeden afsiger en kendelse om, at barnet skal udleveres. I sådan en kendelse er underforstået, at hvis ikke det sker, vil der være andre konsekvenser.
En konsekvens kunne være, at den genstridige forælder skal betale tvangsbøder, indtil barnet udleveres. Det virker nogen gange men er også med til at trække den uretmæssige stilling i langdrag.
Yderste konsekvens er, at fogeden med politiets hjælp kan gennemføre en såkaldt “udgående fogedforretning” hos den forælder, der tilbageholder barnet. Sådan en begivenhed kan være meget dramatisk og traumatiserende for barnet.
Jeg har selv nogle gange oplevet en dramatisk fogedforretning. Det har aldrig været sjovt. Det er forfærdeligt.
Det værste er næsten, at man i teorien kan forestille sig, at det samme skal ske igen om 14 dage, når næste udlevering skal ske.
Hvorfor stiger antallet af eskalerede fogedsager?
Efter min opfattelse er det helt afgørende i et retssamfund, at retsafgørelser træffes på et grundlag, hvor selv den tabende part har en oplevelse af forståelse for, hvorfor resultatet blev, som det gjorde.
Det kikser desværre for ofte især i Statsforvaltningen. Der er mange grunde til det. Den vigtigste er, at der ikke er ressourcer nok til at undersøge sagerne til bunds. Tiden er der ikke – og pengene til f. eks. at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse er for små.
Forestil dig, at en far har bopælen over barnet, som skal i samvær hos mor. Far ved, at mor er psykisk syg. Han ved, at der er en diagnose på det men har ikke adgang til papirerne, fordi de vedrører mor personligt og derfor er undtaget hans aktindsigt. Mor opfører sig normalt i Statsforvaltningen og benægter alt. Statsforvaltningen vælger ikke at tage fars bekymringer alvorligt og fastsætter uovervåget samvær. Man tænker ganske ofte i systemet, at det bare er mudderkastning og falske, uunderbyggede beskyldninger.
Sagen er ikke undersøgt godt nok. Statsforvaltningen har ikke lyttet til fars bekymring. Man sidder tilbage med en oplevelse af, at systemet tænker, at det går nok alt sammen.
Fars bekymring fjernes ikke, fordi Statsforvaltningen bestemmer, at sådan skal det være. Far ved bedre og tør ikke udlevere til samvær.
Du kan erstatte far med mor, fordi det her går begge veje. Du kan erstatte psykisk sygdom med voldelig, alkoholisk, seksuelt krænkende og alt muligt andet. Kun fantasien sætter grænser. Vi har set det i alle mulige afskygninger.
Det er ikke “syge og fortænkte eksempler”. Vi ser det hele tiden.
I sådanne sager skal fogeden faktisk gennemføre udleveringen, med mindre det udsætter barnets sjælelige eller legemlige velfærd for skade. Nok skal fogeden også lytte til signalerne, men fogeden må som udgangspunkt tro på, at Statsforvaltningen har gjort sit arbejde godt nok. Fogeden er ikke en klageinstans.
Det er således mit gæt, at en del af forklaringen på det forøgede sagsantal skal findes i for dårlig og utryg sagsbehandling i det retlige system i øvrigt.
Uden at have andet end empirisk belæg for det, føler jeg mig ret sikker på, at de fleste sager, som når så langt som til fogedens yderste konsekvens – fogedforretningen med magtanvendelse – skyldes en forælder, som ganske enkelt ikke vil acceptere den trufne afgørelse.
Nogle mennesker – også forældre – er uden for enhver pædagogisk rækkevidde.
Al fornuft siger selvfølgelig, at man skal efterleve en retsafgørelse. Samme fornuft siger, at man skal kunne få myndigheder til at lytte til relevante bekymringer. Min fornuft set fra en stol, hvor jeg oplever retssystemet indefra, siger lidt trøstende til de fleste, at selv om jeg ofte er meget kritisk over for systemet, er min grundlæggende retsfølelse kun sjældent så krænket, at jeg for alvor mener, at der trædes ved siden af.
Følgelig har jeg rigtig svært ved at se et system, som direkte forbyder fysisk gennemførelse af lovlige retsafgørelser.
Ført ud i yderste konsekvens ville synspunktet jo føre til, at politiet ikke skulle kunne gribe ind over for en person, som har kidnappet et barn og holder sig forskanset bevæbnet i et hus, hvor han truer med repressalier over for barnet.
Hvad skal man gøre?
I kidnappereksemplet uden for forældreansvarssagerne er det velkendt, at politiet bruger alle mulige metoder til at løse konflikten. Man har forhandlere, som er trænede i netop disse sager, og ingen er i tvivl om, at man gør alt for at gennemføre det så skånsomt som muligt.
Det bør man selvfølgelig også gøre i sager om udlevering af børn fra den ene forælder til den anden.
Jeg er selv både advokat og mediator. Selvfølgelig skal man forsøge at løse sagerne ved forhandling. Selvfølgelig skal magt undgås så langt som overhovedet muligt.
Allerede i dag er det sådan, at der i disse sager sker inddragelse af folk fra det sociale system til at sikre barnet.
Tiltag netop til at sikre barnet bør styrkes.
Men man må efter min opfattelse aldrig komme i en situation, hvor anarkien kommer til at råde i den forstand, at man bare skal kunne tilsidesætte en lovlig og gennemarbejdet retsafgørelse konsekvensløst.
Det vil nemlig også gå ud over barnet og kunne være traumatiserende.
Det forfærdelige svar på dilemmaet er, at man nogen gange må vælge mellem pest og kolera.
Altid – Altid skal løsningen findes på den måde, som vil være mindst indgribende for barnet.
Alle afgørelser, der vedrører børn, skal træffes efter og behandles, så det er bedst for barnet.
Viggo Bækgaard