Familieretten kan ikke under tvangsfuldbyrdelse tage stilling til afhentningstidspunkt, TFA 2022/334 ØLK
Byrettens begrundelse: Bornholm
Det fremgår af præmisserne i dom af 21. januar 2022 fra Retten på Bornholm, at M2 afhenter B ved samværets begyndelse, og at M1 afhenter B ved samværets afslutning, når der ikke er tale om afhentning i B’s institution/dagpleje.
Retten lægger herefter til grund, at samværet påbegynder samme tidspunkt uanset, om B måtte befinde sig i dagplejen eller hos M1.
Af dommen fremgår vedrørende samværet i hverdagen, at M2 »afhenter B i institution/dagpleje«. Retten finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at afhentningstidspunktet er fastsat til kl. 15.00, men alene inden for dagplejens åbningstid, hvorfor M1 har misligholdt dom af 21. januar 2022 ved den 1. marts 2022 at have tilbageholdt B fra kl. 12 til kl. 15.
Byrettens resultat.
M1 har misligholdt dom af 21. januar 2022 fra Retten på Bornholm
Landsrettens begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 456 q, stk. 4, at familieretten i forbindelse med behandlingen af en sag om tvangsfuldbyrdelse af samvær kan ændre omfang, tid og sted for samværet og vilkårene herfor.
Da familieretten i den påkærede kendelse har truffet bestemmelse om afhentningstidspunktet i forbindelse med samvær, der gælder ud over fuldbyrdelsessagen, er der ikke hjemmel til den trufne afgørelse.
Landsretten bemærker i den forbindelse, at nærmere regulering af samværet henhører under Familieretshuset.
Landsrettens resultat:
Familierettens kendelse ophæves.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
Byretten forsøger sådan set ”bare” at rette op på en lidt håbløs domskonklusion fra samme byret og dermed at fortolke dommen udfyldende.
Det går ikke, siger landsretten.
Konsekvensen er, at man må starte forfra.
En ret håbløs retssituation.
Dommens egentlige budskab er, at både advokater og dommere skal være ekstremt opmærksom på de påstande, der nedlægges i forældreansvarssagerne.
Viggo Bækgaard
26. oktober 2022