Familieretshusets ”tilbud”
I det forrige kapitel fortalte jeg om mødet i Familieretshuset. Hermed refererede jeg til det typiske startmøde. Når jeg lidt ironisk nu fortæller om Familiretshusets “tilbud” i anførselstegn, skal det handle om det nye (2015) opstartsmøde, børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling med mere, som i sin grundide er rigtig god, men også noget, som man i al fald kan forhold sig lidt kritisk til.
Udtrykket vejledningsmøde er allerede på grund af sit egentlige formål misvisende, idet det som nævnt i forrige kapitel er et møde, hvor der indsamles informationer, der kan danne grundlag til en afgørelse.
Systemet gennemsyres af plusord, der dels skal få folk til at tænke, at man her har med et system at gøre, som vil parterne “det bedste”. Man skal vist også helst glemme, at der godt kan være familier, hvor det ikke nødvendigvis er godt for børnene, at de bliver delt mellem forældrene.
Tværfagligt møde.
I de tunge røde sager indledes med et tværfagligt møde, hvor der deltager både en jurist og en børnesagkyndig fra Familieretshuset.
Møderne holdes som udgangspunkt med begge parter på samme tid. Men Familieretshuset må ikke må indkalde forældrene til at deltage i et møde sammen, hvis den ene forælder eller dennes barn har været udsat for voldelig adfærd fra den anden forælder, eller der er mistanke om dette.
Det gælder selvfølgelig ikke, hvis begge parter accepterer det.
Jeg oplever de tværfaglige møder som betydeligt bedre og mere effektive end de møder, hvor der kun er en jurist til stede. På en måde tænker jeg, at det er lidt mærkeligt, fordi juristerne jo gennem deres arbejde oparbejder en betydelig erfaring og indsigt i de samme forhold, som de børnesagkyndige fortæller om. I min egen selvforståelse synes jeg for eksempel, at jeg ved rigtig meget om børn i et teoretisk børnesyn, som jeg gennem årene har lært af de børnesagkyndige. Alligevel må jeg erkende, at de kan noget særligt, som jurister har rigtig svært ved at håndtere.
Når du deltager i et tværfagligt møde, skal du være bevidst om, at mødet er et sagsbehandlingsmøde, selv om der bruges megen tid på noget, der ligner børnesagkyndig rådgivning. Man kan sige, at alt det, som kommer frem under mødet, i virkeligheden kan bruges imod dig. Der er notatpligt til de tværfaglige møder.
Man forsøger på disse møder at holde aftalesporet åbent men alligevel ret stramt. Der kan træffes afgørelse om samværet, hvis parterne ikke bliver enige.
Børnesagkyndig rådgivning.
Familieretshuset er meget optaget af at fortælle, at de har mange tilbud på paletten. Et af disse tilbud er børnesagkyndig rådgivning, hvor formålet er at få forældrene til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Man vil gerne dæmpe konflikten mellem forældrene. Formålene er rigtige og ambitionerne gode.
Mødet finder fysisk sted i Familieretshuset og gennemføres af en af de børnesagkyndige rådgivere, som er knyttet til stedet. Desværre er ikke alle de børnesagkyndige psykologer. En del er socialrådgivere med en særlig børnesagkyndig vinkling i deres efteruddannelse. Man fortæller typisk ikke publikum, hvilken type børnesagkyndig, der er tale om.
Jeg oplever, at man ofte kan gennemskue, om der er tale om en psykolog eller socialrådgiver. Generelt er det min erfaring, at de fleste børnesagkyndige uanset baggrund er rimeligt kompetente og har et nogenlunde fornuftigt fokus på barnet.
Min bekymring er, at man er så fokuseret i hele systemet på, at der skal indgås aftaler i alle de tilfælde, hvor det overhovedet er muligt, og at det fokus hæmmer den rigtige rådgivning.
Det er alene den børnesagkyndige og forældrene, der deltager i mødet. Der er altså ingen jurist til stede.
Den børnesagkyndige laver ikke notat fra mødet, og der er vandtætte skotter imellem den børnesagkyndige og den sagsbehandler, som i øvrigt har sagen. Det siger de i al fald med hånden på hjertet, og jeg har personligt kun i et enkelt tilfælde for efterhånden mange år siden oplevet en sag, hvor det var tydeligt, at disse skotter var blevet nedbrudt.
Derimod er det ikke helt sjældent, at det lykkes den børnesagkyndige at overtale forældrene til at indgå en aftale. I så fald kan det være, at man tilkalder sagsbehandleren, som så formulerer en aftale.
Jeg er ret kritisk over for den manipulation, som finder sted helt generelt i Familieretshuset og dermed også i den børnesagkyndige rådgivning. Det er betænkeligt, at der under samme tag og med de samme medarbejdere finder sagsbehandling med afgørelseskompetence sted, samtidig med, at man skal forestille at rådgive parterne.
Rådgivningsmødet tager typisk en time til halvanden. Det er muligt men som udgangspunkt ikke nødvendigt at have bisidder eller advokat med til mødet. Jeg har selv deltaget nogle få gange i de mange år, jeg efterhånden har beskæftiget mig med området.
Rådgivningen sælges ind af systemet som rådgivning, og man understreger formålet, som jeg har beskrevet foran. Mange opfatter det derfor som helt harmløst at møde op til sådan en rådgivning.
Jeg synes, at det er rigtig vigtigt for dig på forhånd at være opmærksom på, at du på mødet vil blive manipuleret til at indgå en aftale. Problemet for mange er i virkeligheden, at man ikke har forsvarsmekanismerne på plads og derfor bliver overrumplet til en aftale.
Husk, at det er godt for dit barn, hvis forældrene formår at indgå en aftale, som de også efterfølgende kan efterleve. Det er altså ikke selve forliget, der bekymrer mig, men det forhold, at en manipuleret aftale måske slet ikke har et fremadrettet virkningspotentiale.
Under rådgivningen vil du selvfølgelig få mange gode og relevante råd om, hvad der er bedst for Jeres barn. Mange forældre har ikke en klar og relevant fornemmelse af, hvordan børn i de forskellige aldersgrupper i virkeligheden tackler den situation, de er bragt i ved forældrenes konflikt.
Konfliktmægling.
Familieretshuset tilbyder konfliktmægling. Det er lidt underligt for mig at være kritisk over for konfliktmæglingen. Jeg er selv uddannet mediator, som i virkeligheden er det samme som konfliktmægler. Med den baggrund er jeg selvfølgelig som udgangspunkt positiv over for de principper, der ligger bag konfliktmæglingen.
Kært barn har mange navne. I Familieretshuset hedder det konfliktmægling. I domstolssystemet kaldes det retsmægling. Hvis man gennemfører den samme proces i andre sammenhænge (typisk privat), bruger man det engelske udtryk mediation. Princippet er nøjagtig det samme, uanset hvad det bliver kaldt. Jeg bruger de tre udtryk i flæng.
Tankegangen bag mediation er, at man med en helt særlig fremgangsmåde giver konflikten tilbage til parterne, som med hjælp fra mediator får mulighed for at nå frem til en aftale.
Kort fortalt foregår en mediation på den måde, at parterne møder alene eller med en bisidder/partsrepræsentant. I Familieretshuset er man meget optaget af, at det er parterne alene helst uden partsrepræsentant. Den officielle forklaring er vist, at det er parterne selv, som skal nå frem til et resultat, og at partsrepræsentanter alt for let kan forplumre mulighederne for at nå frem til en aftale.
I retsmægling og i mediation i øvrigt er det hovedreglen, at man har sin advokat (partsrepræsentant) med. Det er både retsmæglerne og parterne oftest vældig glade for.
Mødet foregår på den måde, at den ene part først får mulighed for at forklare sit syn på den konflikt, man har. Mediator gentager, hvad der bliver sagt og giver derefter ordet til den anden part.
Til forskel fra især retsmøder men også i nogen grad fra møderne i Familieretshuset, er der i princippet ingen grænser for, hvad man kan inddrage som tema. Ofte er det nemlig noget helt andet end den formelle konflikt, som er det reelle problem. Blot som eksempel kan en konflikt om børnene formelt handle om, hvor de skal bo. Reelt kan det være økonomien, der er den reelle årsag. Man kan derfor godt forestille sig, at man kommer til at diskutere andet end børnene i al fald under en ægte mediation.
Mediationen har flere faser. På et tidspunkt går man over til at skitsere forskellige løsningsmodeller for at afslutte med en forhandlingsfase.
I Familieretshuset er der en tidsmæssig begrænsning, som jeg opfatter som et virkeligt stort problem. Man får 3 timers konfliktmægling og ikke mere. Nogle steder har jeg hørt, at man er helt nede på 2 timer. Den snævre begrænsning forhindrer en ægte mediation.
Ved mødets start tænker mange, at 3 timer er lang tid. Erfaringen fortæller, at man efter 2 timer typisk kun lige er kommet i gang og nået ind til kernepunkterne. Parterne bliver stressede og ukoncentrerede.
Familieretshusets konfliktmægling er baseret på, at der typisk skal være to konfliktmæglere. Hvis der kun er en, kan du være sikker på, at den anden er sparet væk. Ressourceproblemerne er store i systemet.
Udover tidsproblemet er det et reelt problem, at konfliktmæglerne helst skal kunne melde tilbage om en succesfuld konfliktmægling. Det ser pænt ud i skemaet og i statistikken.
Sandheden er derfor desværre, at man i en sag om forældremyndighed og bopæl stiller sig tilfreds med en aftale om, at parterne skal blive bedre til at samarbejde og kommunikere med hinanden. Jeg har ikke tal på de konfliktmæglinger, der er endt med en aftale om, at parterne skal maile sammen i stedet for at sms’e, og at de skal tale pænt til hinanden. Det er et lidt fattigt resultat, når det i virkeligheden handler om, hvor børnene skal bo.
Du kan muligvis fornemme, at jeg er skeptisk over for Familieretshusets konfliktmægling, hvorimod jeg er langt mere positiv over for både retsmægling og mediation i andre fora.
Et særligt problem med mediation i forældreansvarssager er, at sagen handler om noget, som det kan være rigtig svært at nå til enighed om på det tidspunkt, hvor uenigheden opstår. Barnets bopæl er rigtig vigtig i manges bevidsthed. Det opleves tit svært at nå til enighed på det punkt. Jeg kommer senere tilbage til betydningen af bopælen, når jeg fortæller om juraen og forældreansvarsloven.
Fordelen ved især privat mediation er, at man lettere kan få mødet opdelt i flere møder. Et mediationsmøde er meget krævende, fordi man selv som part er på hele tiden.
Det er ikke alle sager, som Familieretshuset vil henvise til konfliktmægling. De er meget skeptiske over for de højkonfliktede sager som for eksempel dem, hvor der er vold involveret. Det er lidt ærgerligt, fordi min erfaring faktisk er, at en del af de sager, som på overfladen er højkonfliktede for eksempel omkring vold, i virkeligheden fint lader sig løse ved mediation. Men jeg må selvfølgelig indrømme, at det kan være svært at nå det på tre timer.
Der er dog en enkelt gruppe af sager, hvor jeg oplever mediation som vanskelig. Det er sager med etniske problemstillinger. Jeg ved, at man godt kan mediere i disse sager men tror ærlig talt, at det kræver en mediator, som helt ind i huden forstår den kultur, som de pågældende kommer fra. Personligt oplever jeg, at der er kulturer, hvor forholdet til det, som man måske kunne kalde den objektive sandhed, er et helt andet end det, der følger af den danske kultur. Evnen til at afkode det, der siges, kræver en dybere indsigt i kulturen, end i al fald jeg besidder.