Fælles forældremyndighed over knap 13-årig D. Samvær fastsat til 10 timer hver anden lørdag samt 9 timer første søndag i måneden, Retten i Roskilde 10. januar 2022, utrykt.
Byrettens begrundelse:
Det er rettens vurdering, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag. Sagen bliver derfor ikke udsat på indhentelse af yderligere oplysninger, herunder børnesagkyndig undersøgelse.
Forældrene har haft fælles forældremyndighed over D, og D har haft bopæl hos sin moder, indtil Familieretshuset den 30. juni 2020 ophævede den fælles forældremyndighed og bestemte, at faderen midlertidigt skulle have forældremyndigheden alene over D. Det fremgår af forældreansvarslovens § 11, at hvis forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke er enige om forældremyndigheden, træffes der afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, 11 hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Det fremgår af forældreansvarslovens § 4, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Retten må lægge til grund, at forældrene har haft udfordringer med hensyn til at samarbejde omkring D. Retten kan dog også konstatere, at samarbejdet er blevet bedre, og forældrene har kunnet samarbejde om, at D begyndte at få regelmæssigt samvær med sin moder, ligesom forældrene sammen med D har deltaget i et skole/hjem-møde for nyligt. På denne baggrund og ud fra det indtryk, som retten under retsmøderne har dannet sig af parterne og det indtryk, som retten har dannet sig af D under børnesamtalerne, finder retten, at der ikke er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om D forhold til Ds bedste. Derfor skal der være fælles forældremyndighed over D, og D skal fortsat have bopæl hos sin fader, jf. forældreansvarslovens § 11 og § 17, jf. § 4. Det fremgår af forældreansvarslovens § 21, stk. 1, at der kan træffes afgørelse om omfanget af samvær, hvis der er uenighed om dette.
Det fremgår af § 21, stk. 2, at samværet skal fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold. En afgørelse skal efter lovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Efter at D i sommeren 2020 fik bopæl hos sin far, var der i en længere periode kun et meget begrænset samvær af få timers varighed med moderen. D gav under børnesamtalen i retten den 9. august 2021 udtryk for, at han selv ville bestemme, hvornår han skulle se sin mor, og at han ikke vil sove hos hende. Det blev under retsmødet den 9. august 2021 aftalt, at der skulle være samvær mellem D og hans mor hver anden lørdag fra kl. 11 til kl. 21.
Efter forældrenes forklaringer i retten den 7. december 2021 og indtrykket af Ds holdning under børnesamtalen samme dag, må retten lægge til grund, at dette samvær har fungeret tilfredsstillende og har været godt for D. D har under børnesamtalen fortsat givet udtryk for, at han ikke ønsker at overnatte hos sin mor. Retten finder efter en samlet vurdering, at samværet mellem D og hans moder hver anden lørdag skal fortsætte, men at samværet skal udvides, sådan at der ved hvert andet af samværene også skal være samvær den følgende søndag som nærmere bestemt nedenfor, jf. forældreansvarslovens § 21, jf. § 4. Der forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt.
(Resultat)
Fælles forældremyndighed.
Bopæl hos F.
Samvær hver anden lørdag mellem kl. 11 og 21. Efter første lørdagssamvær i hver måned tillige om søndagen mellem kl. 11 og 20.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
En af de lidt mere mærkelige sager, jeg har været involveret i. Jeg havde et møde med M tilbage i 2014 men får først kontakt med hende igen i januar 2021. På det tidspunkt har der været en løbende sag, som førte til, at hun har mistet forældremyndigheden over D i indtil 2 midlertidige afgørelser truffet i løbet af 2020. Den første afgørelse påklager hun til Familieretten, hvor den bliver stadfæstet. Af den dom fra 28. august 2020 kan man se, at kommunen har brugt sin initiativret efter familieretshuslovens §24.
Jeg bliver så involveret i den samværssag, som der nu er truffet afgørelse i.
Oftest oplever jeg, at det er muligt for mig som partsadvokat nogenlunde at ”diagnostisere” problemerne i en sag. Hermed mener jeg at gennemskue, hvad der er den reelle baggrund for henholdsvis fars, mors og barnets synspunkter. Det lykkedes faktisk ikke for mig i denne sag.
Vi har at gøre med et halvstort barn, som næsten er teenager. Det fremgår ikke af det citerede her, at D har en ældre ADHD-diagnose. Det fremgår heller ikke af det citerede men af dommen, at M har haft nogle kontroverser med kommunen, som hun har været kritisk over for.
Indtrykket kan godt være, at D har oplevet sig ”strengere opdraget” hos M end hos F.
Viggo Bækgaard
10. januar 2022