Fælles forældremyndighed over 7-årig ophævet, og M tillagt forældremyndigheden, TFA 2023/28 ØLD
Byrettens begrundelse (Nykøbing F)
Forældreansvarsloven bygger på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre. Efter loven fortsætter den fælles forældremyndighed, selv om forældrene har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.
Efter forarbejderne til forældreansvarsloven kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der kan påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til barnets bedste. Det indgår i vurderingen, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne grundlag for et egentligt samarbejde. Fælles forældremyndighed forudsætter således, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet.
Det kan endvidere føre til ophævelse af den fælles forældremyndighed, hvis en forælder har udøvet vold, seksuelle krænkelser eller lignende mod den anden forælder, barnet eller andre i familien, eller en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse el. lign. Afgørelse vedrørende ophævelse af den fælles forældremyndighed skal i overensstemmelse med forældreansvarslovens grundprincip træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4, 1. pkt.
Efter de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at parterne gik fra hinanden i 2016, at B herefter havde samvær med F med 2-4 ugers mellemrum af i gennemsnit tre timers varighed og maksimal 5 enkelte overnatninger, hvorefter M fra juli 2020 nægtede F samvær med B, og at parterne stort set ikke har kommunikeret med hinanden i den efterfølgende periode.
Parterne har således forud for afbrydelsen af samværet været i stand til at kommunikere og etablere samvær efter aftale, og det er ikke er godtgjort, at parterne har været uenige om spørgsmål af betydning for B’s forhold.
På den baggrund finder retten, at der – uanset at F den 28. december 2021 fik et tilhold over for M – ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremover vil kunne samarbejde om B’s forhold til hans bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Resultat byretten (fortsat fælles forældremyndighed).
Landsrettens begrundelse
Landsretten lægger til grund, at parterne i hvert fald siden sommeren 2020, hvor F senest havde samvær med B, i al væsentlighed ikke har været i stand til at samarbejde om B’s forhold, herunder eventuelt samvær, hvilket må antages navnlig at skyldes den adfærd, som F løbende har udvist over for M, og som har resulteret i et tilhold, men også F’s manglende initiativ til etablering af et sådant samarbejde.
Herefter og efter parternes forklaringer samt sagens oplysninger i øvrigt finder landsretten, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at parterne heller ikke fremover kan samarbejde om B’s forhold til hans bedste, hvorfor den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. §§ 1 og 4.
Resultat. Fælles forældremyndighed ophæves og ene forældremyndighed til M – barnet født i 2015