Fælles forældremyndighed:
Et ofte misforstået ideal
af Helene Flendt, psykolog
Vores forestillinger om den lykkeligt skilte familie er i al for høj grad et glansbillede, som ikke har rod i virkeligheden. Selvom et par godt kan blive enige om de overordnede rammer lige når de går fra hinanden, ramler pænheden ofte i tiden der følger. Når aftalerne om børnene skal føres ud i praksis, når en ny kæreste viser sig på arenaen, når eks¹en pludselig flytter til Nørre Udby.
Alt for mange vælger fælles forældremyndighed efter en skilsmisse, fordi det ³gør man². Istedet burde de se alvorligt på, om de faktisk kan leve op til ordningens krav og pligter.
af Helene Flendt
I denne og den efterfølgende artikel vil jeg redegøre dels for juraen dels for nogle af de resultater inden for skilsmisser, fælles forældremyndighed og børns trivsel som både international og dansk forskning har tilvejebragt gennem de seneste 20 år. .
LIDT HISTORIE
I kølvandet på 1960¹ernes og 1970¹ernes frigørelsesprocesser fra kønsroller, ægteskab, kernefamilie m.v. begyndte debatten om samfundets juridiske konstruktioner vedrørende skilte familier. Resultatet i en række lande – inklusive Danmark – blev størrelsen ³Fælles forældremyndighed², som ugifte par kunne vælge, hvis de iøvrigt mente at kunne forvalte forældreansvaret sammen. Gifte par havde fælles forældremyndighed i kraft af ægteskabet, og kunne efter indførelsen af ordningen i 1986 vælge at fortsætte med den efter en skilsmisse.
SAMARBEJDE OG ENIGHED
Tanken bag loven var, at man derved kunne styrke samarbejdet og ansvarsfølelsen mellem de to forældre. Af samme grund var og er den erklærede forudsætning, at de to forældre skal kunne samarbejde og være enige om væsentlige forhold i barnets opdragelse – ikke mindst hvor barnet skal bo (hvis forældrene lever hver for sig). Hvis forældrene ikke selv kan nå til enighed , kan de få hjælp hertil via statsamternes tilbud om børnesagkyndig rådgiving. Og hvis de fortsat ikke magter at komme overens, er grundlaget for at forvalte forældremyndigheden i fællesskab ikke tilstede. Forældrene kan så enten 1) selv bestemme, hvem der skal have forældremyndigheden eller 2) slås om den i domstols-regi.
FORÆLDREMYNDIGHED:
AT BESTEMME OG BESKYTTE
Det er vigtigt at forstå at forældremyndighed ikke er en naturgiven følge af at være biologisk forælder. Det er en juridisk ret og ikke mindst pligt til på den ene sige at drage omsorg for barnet og bestemme over dets personlige forhold, på den anden sige at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling. (I 1997 er pligten præciseret til, at barnet skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling). Det er samfundets måde at sikre sig på, at der er enkeltpersoner, der sørger for tøj, mad, skolegang samt daglig omsorg og tryghed osv. for børnene. At det er (forældre)myndighedsindehaverens ansvar og ikke samfundets.
I de senere år har specielt den fælles forældremyndighed fået en anden betydning end den, der reelt ligger i den. En del forældre tror, at det f.eks. betyder, at barnet skal være sammen med begge forældre lige meget, eller de har en ubestemt følelse af, at man ikke kan være forælder uden også at have forældremyndigheden. Men myndigheden har principielt intet at gøre med biologi og slet intet at gøre med et nært, varmt forhold til sit barn. (f.eks. havde mænd indtil 1922 i ægtskabet eneret på forældremyndigheden over de fælles børn, hvilket næppe forhindrede kvinderne i at være gode, omsorgsfulde mødre….)
ORDNING MAN
SKAL LEVE OP TIL
Den fælles forældremyndighed betyder, at moderen og faderen sammen skal være istand til at løse eventuelle uoverensstemmelser og være istand til at blive enige om principperne for deres børns opvækst. Fælles forældremyn-dighed er derfor ikke en ³ret², men en ordning man skal kunne leve op til. Parterne skal både ønske og magte et fælles ansvar og de pligter, der ligger i forældremyndigheden. Kan de ikke det er det bedre – for barnet – at ophæve den fælles forpligtelse og overdrage myndigheden til den ene af forældrene. Dermed undgås mange opslidende og endeløse konflikter, som har en stærkt negativ effekt på barnet. Eneforældremyndighed udelukker på ingen måde et udstrakt samarbejde om barnet, men i tilfælde af uenighed er der klare linier.
Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har til gengæld ret til samvær og anden kontakt med barnet, hvorfor der altid er en praktisk mulighed for at opbygge et meningsfuldt forhold til sit barn, hvis forældrene ikke længere lever sammen.
Når forældre lever adskilt, er det som oftest på grund af stærke modsatrettede interesser. Det er derfor ikke så enkelt at forvalte en fælles forældremyndighed i den situation, som man måske lige forestiller sig.
FLERE SVÆRE
KONFLIKTSAGER
Det er idag blevet ³in² af have fælles forældremyndighed som ugift og ikke mindst som fraskilt. Faktisk anses det næsten som en falliterklæring, hvis man ikke har det. Det er imidlertid en trend, som har medført flere problemer end det modsatte. For i takt med det øgede antal forældre med fælles forældremyndighed ( fra ca. 55 % i 1993 til ca. 75 % i 1998) er antallet af problemer og svære konflikter steget. I hvert fald at dømme ud fra det antal henvendelser, myndighederne får med hensyn til samvær og børnesagkyndig rådgivning.
Det er endvidere det almindelige indtryk i statsamterne, at der er flere samværssager , hvor barnet/børn fremstår med alvorlige problemer i dag end tidligere, samt at uforsonligheden og hadet mellem forældre, der har alvorlige
konflikter, er stadigt større. Glansbilledet med de venskabeligt fraskilte forældre, fælles engageret i barnets skolegang og fritid er for en del fri fantasi. Virkeligheden er, at forældre ofte har meget svært ved at leve op til det ideal, der ligger bag den fælles forældremyndighed og istedet praktiserer en broget buket af skilte familieformer. Kun 25-50%1 kan med rette udfylde, hvad man forstår ved et egentligt fællesskab.
I 1990¹erne er der på dansk grund blevet offentligggjort en håndfuld rapporter, der på hver sin måde belyser skilsmisser og fælles forældremyndighed. (Se Nissen, Ottosen og Flendt i litteraturhenvisningen). Hver for sig konkluderer disse undersøgelser, at fælles forældremyndighed ikke i sig selv er fremmende for et mere udstrakt samarbejde forældrene imellem, At det er så krævende, at det ikke vil kunne fungere i en konfliktfyldt brudsituation, at mange ³humper² sig gennem med et minimum af forretningsmæssig kontakt til den anden forælder, og har det meg et vanskeligt med at skulle ³samarbejde² med et menneske, som man iøvrigt ønsker ude af sit liv.
NY DANSK UNDERSØGELSE
Den nyeste undersøgelse – som jeg selv har stået for – omfatter 47 skilte familier fra Jylland med børn i alderen 4-11 år. Gruppen af forældre i denne undersøgelse er en slags ³overskuds- forældre², dels fordi deltagelse i undersøgelsen var absolut frivillig, dels fordi næsten alle formåede af aftale såvel forældremyndighedsplacering som samvær uden statsamtets eller rådgiveres hjælp. Eftersom man antager, at omkring 25 procent ikke- samlevende forældre bruger myndighederne som konfliktløsningsinstans, må forældregruppen i min undersøgelse betegnes som bedre end normen til selv at løse uoverensstemmelserne.
Trods dette er samarbejdet forældrene imellem ikke bedre, når de har fælles forældremyndighed, end når de har ene-forældremyndighed. Over en trejdedel skændtes jævnligt – ellers endog ofte – med deres eks et år efter separationen, og 23 % opfattede forholdet til den tidligere ægtefælle som ret anspændt.
DELT KONTRA FÆLLES
Graden af forældrenes kontakt og udveksling omkring børnene var meget forskellig. Nogle respekterede hinanden meget og oplevede det som helt naturligt at ringe/mødes og fortælle hinanden om deres liv med barnet. Disse var også istand til at koordinere både opdragelsesstil og praktiske arrangementer. I den anden ende af spektret var der forældre, der havde svært ved at frigøre sig fra negative følelser over for deres eks og som følge deraf ikke ville snakke eller dele nogetsomhelst. Et ekstremt eksempel er en familie (med fælles forældremyndighed), hvor faderen havde fået hemmeligt telefonnummer uden at fortælle moderen om dette nummer, hvorfor hun var nødsaget til at videregive informationer på postkort, som barnet har med i tasken.
I nogle tilfælde havde samarbejdet i løbet af det første år ændret sig så drastisk eller havde løbende været så minimalt, at de involverede forældre følte, at grundlaget for fællesskabet var forsvundet.
Af forældrenes egne kommentarer såvel i spørgeskema som i interviews kan man også se, at opfattelsen af, hvad et samarbejde reelt indebærer eller hvad der skal til for at leve op til en fælles forældremyndighed, er forskellig fra den ene til den anden forælder i samme familie. Her har man altså ikke kunnet blive enige om, hvordan rammen »fælles forældremyndighed« skal udfyldes i praksis. Den »handlen i forening« som fællesskabet indebærer, er kun en realitet for et mindretal i denne som i andre undersøgelser. Det kan måske derfor ikke undre, at »fælles forældremyndighed« i folkemunde går under betegnelsen »delt forældremyndighed« – en betegnelse, der juridisk set er forkert – men betydningsmæssigt nok er mere dækkende for den praktiske virkelighed.
Af pladshensyn har jeg ikke her medtaget noget om børnene, men da konklusionerne stemmer godt overens med de resultater, der formidles i den følgende artikel ³Èn forælder i hånden ³, henvises interesserede til denne.
Helene Flendt har forsket i skilsmisser og fælles forældremyndighed siden 1992 heri indbefattet en dansk undersøgelse af 47 skilte familier (1996-99) .
Litteratur:
Civilretsdirektoratet: ³Samvær og børnesagkyndig rådgivning², 1999
Danielsen, Svend :³Lov om forædremyndighed og samvær², Jurist- og Økonomforbundets forlag 1997
Flendt, Helene: ³(Fælles) forældremyndighed i praksis², Jurist- og Økonomforbundets forlag, 1999.
Nissen, Morten :³Fælles forældremyndighed – illusion eller løsning², Nyt Nordisk Forlag 1993,
Ottosen, Mai Heide: ³Børn i sammenbragte familier², Socialforskningsinstituttet, 1997
Ottosen, Mai Heide: ³²Fælles forældremyndighed – hvordan fungerer den i praksis ?², Juristen nr. 2, 1995
Ottosen, Mai Heide: ³Børnesagkyndig rådgivning – evaluering af et forsøg i to statsamter², Socialforskningsinstiuttet, 1999
Ribe Statsamt: ³Adfærd og valg ved skilsmisse og forældremyndighed² ,1999