Erstatningssamvær burde først afgøres efter møde i Familieretshuset og efter børnesamtale, TFA 2021/244-2, VLK
Byrettens begrundelse:
Fuldbyrdelse af samværsaftalen kan kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan endvidere kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.
Retten finder ikke, at sagen skal henvises til Familieretshuset, da parterne aftalte det nuværende samvær den 20. oktober 2020 i Familieretshuset. Det forhold, at M solgte sin bil i november 2020, kan ikke føre til et andet resultat.
Da parterne var til møde i Familieretshuset den 20. oktober 2020 og skal til møde igen i januar 2021, hvor der skal holdes en børnesamtale, vurderer retten ikke, at der i denne sag skal holdes en børnesamtale i medfør af rpl. § 456 r, stk. 2.
Endvidere finder retten efter det anførte af Familieretshuset i mødenotatet af 20. oktober 2020, at B er en stille pige, men en pige i generel trivsel, der er glad sammen med begge sine forældre. Det bedste for B vurderes derfor at være stabilt samvær sammen med F. Der skal derfor ske udlevering til samvær i medfør af samværsaftalen af 20. oktober 2020, således B udleveres i lige uger om fredagen kl. 15.30 på Aarhus Havn.
Retten har herved lagt vægt på, at samværsaftalen er ny, da den er indgået den 20. oktober 2020, at der ikke er sket nogen væsentlige ændringer i parternes forhold, udover M har solgt sin bil, men det finder retten ikke bevirker ændrede forhold, der medfører, at hun ikke skal udlevere B i medfør af samværsaftalen.
Adgangen for retten til at fastsætte erstatningssamvær omfatter alene samvær, hvortil der ikke er sket udlevering under fuldbyrdelsessagen. Eftersom K Kommune var nedlukket grundet regeringens restriktioner i uge 46, tildeles der ikke erstatningssamvær.
M har tilbudt F erstatningssamvær i uge 48 og uge 50 i overensstemmelse med sin forklaring i retten, hvor hun tilbyder at aflevere B senere om fredagen, eller F selv kan hente B. Retten finder ikke, at det opfylder kravene til erstatningssamvær, således at F’s afvisning skal medføre, at han ikke kan få erstatningssamvær. Retten finder på denne baggrund, at M har misligholdt samværsaftalen, og F har krav på erstatningssamvær, som fastsættes nedenfor.
Da M under sagen ikke har vist vilje til at udlevere barnet, fastsættes tvangsbøder som nedenfor bestemt, jf. rpl. § 456 r, stk. 3.
(resultat)
B skal udleveres til erstatningssamvær ….
Hvis B ikke udleveres til samvær den 8. januar og 5. februar 2021, skal M betale en tvangsbøde på 3.000 kr. pr. manglende udlevering.
Landsrettens begrundelse:
Sagen angår for landsretten erstatningssamvær med 8-årige B.
Familieretten har truffet afgørelse om erstatningssamvær uden at have afholdt børnesamtale i henhold til rpl. § 456 r, stk. 2. Familieretten har henvist til, at parterne var til møde i Familieretshuset den 20. oktober 2020, og skal til møde igen i januar 2021, hvor der skal holdes en børnesamtale.
Parterne skal efter det oplyste til møde i Familieretshuset den 11. januar 2021, og der skal i den forbindelse gennemføres en børnesamtale med B.
Landsretten finder på denne baggrund, at familierettens stillingtagen til erstatningssamvær bør afvente mødet i Familieretshuset.
Landsretten ophæver derfor den påkærede kendelse og hjemviser sagen til fortsat behandling ved familieretten.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.