En julehistorie om den gode politiske korrekthed
af Viggo Bækgaard
Talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær,
advokat (H), Forum advokater, Roskilde
Denne historie stammer fra det virkelige liv og fik sin i al fald foreløbige afslutning lige inden jul 2013. Historien illustrerer, at også de tilsyneladende ret banale sager til tider behandles specielt og endda med succes.
Alligevel var der et par steder i forløbet, som måtte kalde på løftede øjenbryn. I andre sager kunne især rettens behandling have været en katastrofe.
Juridiske problemer i forbindelse med forældreskabets opbrud.
Sagen handler om et forældrepar, som har været sammen i ganske mange år. De bor i en mindre by på Sjælland og har en dreng på 8 år og en pige på 6 år. Skilsmissen var hans valg. Moren var oprindelig fra Midtjylland og tilkendegav fra starten, at hun agtede at flytte tilbage dertil. Hun havde tænkt sig, at børnene skulle med hende.
Separationssag og forældreansvarssag ved Statsforvaltningen.
De indleverede begæring om separation og anmodning om forældreansvarssag til Statsforvaltningen lige omkring 1. juli 2013.
Statsforvaltningen er ikke bare Statsforvaltningen, som man umiddelbart skulle tro. Separationssagen behandles på eet kontor og bopæls- og samværssager et andet sted. Møder i disse sager holdes lokalt.
Da begæringen blev sendt ind lige omkring den 1. juli, hvor der skete administrative ændringer, kom separationssagen til at trække gevaldigt ud. Derimod blev de forholdsvis hurtigt indkaldt til et møde i Statsforvaltningen om bopælen for børnene.
Faktisk var de på det tidspunkt ikke flyttet fra hinanden rent fysisk, hvilket gav nogle i praksis gevaldige problemer. Statsforvaltningen konstaterede på mødet med parterne, at de ikke var enige om, hvor børnene skulle bo, og de sendte derfor sagen til Retten i Næstved.
Forberedelsen ved Retten i Næstved.
Ved Retten i Næstved behandles sagerne efter en særlig ”Næstved-skabelon”. I familieretskredse er det velkendt, at der ved retterne findes en såkaldt ”nordsjællandsk model”, hvor der holdes et særligt forberedende retsmøde med deltagelse af både dommer og børnesagkyndig. Mødet er uformelt, og det aftales ofte, at den børnesagkyndige derefter taler med børnene. Først derefter gennemføres i Nordsjælland en hovedforhandling med egentlige forklaringer.
De fleste andre retter holder et mere traditionelt retsmøde og lader så bagefter en børnesagkyndig tage en samtale med børnene.
I Næstved gør de det på en helt tredje måde, som jeg vender tilbage til. Men først må jeg lige fortælle, hvordan de prøver at undgå sagerne centralt i retten.
Statsforvaltningen sendte som nævnt sagen til retten. Retten konstaterede i sin uendelige visdom, at parterne stadigvæk boede sammen. Derfor mente de ikke, at der var en sag, som skulle behandles i retten. Helt formelt havde Statsforvaltningen sendt sagen i retten på begæring af moderen. Jeg repræsenterede faderen.
På det tidspunkt var situationen altså, at forældrene var enige om at gå fra hinanden. De havde indleveret begæring om separation, der blot ikke var færdigbehandlet i Statsforvaltningen. Mor ønskede at flytte til Midtjylland og ønskede selvfølgelig en hurtig sagsbehandling, så det kunne blive afklaret, hvor børnene skulle bo. Far havde grundlæggende det samme ønske, da det for alle er ubehageligt med en stor usikkerhed i lang tid.
Retten valgte på det tidspunkt at afvise overhovedet at behandle sagen. Rettens mystiske begrundelse lød sådan:
”Da bestemmelsen i forældreansvarslovens § 17 synes at forudsætte, at parterne ikke har fælles bopæl, og da en afgørelse om bopæl for børnene hos samlevende forældre vanskeligt vil kunne fuldbyrdes, kan sagen ikke fremmes til dom på det foreliggende grundlag.”
Begrundelsen er efter min opfattelse udtryk for det rene volapyk. Den korte begrundelse herfor er, at det forudsættes i forældreansvarsloven, at retten kan træffe afgørelse om, hvor barnet skal bo, når forældrene er uenige om det. Parterne kan selvfølgelig have en rimelig retlig interesse i at få det spørgsmål afklaret, mens de endnu ikke fysisk er flyttet. Rettens ”fuldbyrdelsesbegrundelse” holder ikke.
Jeg valgte ikke at kære den forkerte afgørelse, som i øvrigt var truffet efter beslutning af mere generel karakter af den dommer, som samler forældreansvarssagerne ved retten det pågældende sted. I stedet bad jeg Statsforvaltningen om at sende sagen i retten på fars foranledning. Det ville give mig en bedre kæreadgang, hvis retten fastholdt det tåbelige synspunkt.
Moderen valgte samtidig at flytte hen til en veninde, så forældrene ikke længere havde fælles bopæl. Vi fik derfor aldrig prøvet rettens interessante afvisning.
Hvornår skal børnene til en samtale i retten?
Langt de fleste byretter har en fremgangsmåde, hvor man starter med at høre forældrene enten i det forberedende retsmøde i de nordsjællandske retter eller under hovedforhandlingen (det egentlige retsmøde) ved de andre retter. Derefter afholder retten en samtale med barnet. Loven siger nu, at det skal være en børnesagkyndig enten alene eller sammen med dommeren. Når så den samtale er gennemført, får parterne et notat fra samtalen, som man enten gennemgår på et nyt retsmøde eller kan knytte skriftlige kommentarer til.
Også på det punkt har retten i Næstved indtaget en særlig position. Her indkalder man forældre og børn samme dag. Forældrene skal typisk møde til et retsmøde kl. 09.30. Børnene skal så stille et par timer senere.
I retsmødet deltager både dommeren og den børnesagkyndige. Retsmødet gennemføres principielt som ved de fleste ikke nordsjællandske retter med almindelig afhøring af parterne.
Fremgangsmåden giver mig anledning til principielle betænkeligheder.
I forvejen er netop den dag, hvor forældrene skal i retten om forældremyndighed og/eller bopæl, en dag, som er meget belastende psykisk for de voksne. Hvem skal i praksis lige tage sig af børnene, mens mor og far sidder inde i retssalen ”og skændes”.
Helt principielt finder jeg fremgangsmåden direkte forargelig. Kun i landsretten gør man det på samme måde. Her har jeg jeg og flere kolleger beklaget os over det med samme begrundelse. Landsrettens forklaring er, at der jo er tre dommere, som skal finde tid i kalenderen, og at det derfor næsten er den eneste måde, man kan håndtere det på. Enkelte afdelinger i landsretten kan dog godt håndtere det, må jeg bemærke.
Morgenen i byretten.
Som advokat ser vi aldrig børnene, som sagen handler om. Vi får dem beskrevet af klienten og hører modpartens beskrivelse. Men ser dem gør vi ikke.
Denne morgen var som meget andet i denne sag en undtagelse. Forældrene kom stort set samtidig sammen med børnene. Jeg tror, at de havde deres moster med.
Jeg så et par børn, som virkede umådeligt afslappede. De løb fra den ene forælder til den anden og uddelte store knus og åbenlys begejstring for dem begge. Tonen mellem forældrene var også afslappet og usædvanlig behagelig omstændighederne taget i betragtning.
Vore veje måtte dog skilles fra børnenes, da forældrene jo skulle ind til dommeren, mens børnene måtte vente sammen med moster, indtil det blev deres tur.
Retsmødet.
Heller ikke retsmødet udviklede sig normalt.
Jeg var ret klart forberedt på, at vi skulle i gang med en sag, som handlede om mors ønske om at flytte til Midtjylland contra fars ønske om at blive boende i den lille sjællandske provinsidyl. Processkriftet fra mors advokat havde dog også talt lidt om, at far angiveligt skulle drikke for meget.
Generelt er det ikke usædvanligt, at man finder meget frem fra kritikbunken, når man skal i retten om børnene. Nogen gange er det ren mudderkastning. Til andre tider er det en fjer, der bliver til fem høns. Endelig er der selvfølgelig sager, hvor der er noget om kritikken.
Rigtig mange – især dommere og i et vist omfang psykologer – mener, at man ”skal se fremad” og ikke tilbage, ligesom man endelig ikke må grave grøfter.
Jeg er helt enig i, at man ikke skal grave unødige grøfter. Til gengæld sidder man sjældent i retten ”for sjov”. Der er noget, som man er uenige om, og som retten skal tage stilling til. Som advokat for en af parterne er man derfor nødt til at hjælpe med at få alt relevant frem. Det behøver ikke at være grøftegravning – men kan selvfølgelig godt opfattes sådan.
I denne sag blev parterne afhørt nogenlunde normalt og i en tilforladelig tone.
Det stor klart, at faktum var nogenlunde sådan, at forældrene havde haft et ret almindeligt samliv. Deres arbejde var sådan, at de begge arbejdede på fuld tid. Hun havde et job med aftenarbejde, mens han havde et travlt job i dagtimerne og til tider også i weekenden. I 70erne var der en børnesang, hvor omkvædet var dette: ”Når far kommer hjem, er min mor lige gået – Når mor kommer hjem, så sover min far”. Det var ikke helt sådan men dog så meget, at jeg kom til at tænke på sangen, da jeg sad der i retten.
Sagen var i al sin enkelhed, at begge forældre havde taget sig usædvanligt meget og lige af børnene. Det var der sådan set enighed om.
Det fremgik også af afhøringen, at skilsmissen var fars valg, og at mor faktisk ikke havde syntes, at det var en god ide, at familien skulle opløses. Der var bestemt ikke megen snak om øl eller ølforbrug under afhøringen
Dog opstod der en lille episode under afhøringen, som var lidt speciel.
Mors advokat spurgte mod afslutningen af sin afhøring af faren, om denne på et tidspunkt havde haft mistet kørekortet. Det spørgsmål udløste et mindre skænderi mellem mors advokat og dommeren. Dommeren afbrød lidt småhidsigt advokaten og hvæsede, at han ikke ville tillade det spørgsmål, som absolut ingen relevans havde for sagen. Advokaten pippede, at det kunne dommeren sådan set ikke vide, før spørgsmålet var stillet og besvaret. Dommeren fastholdt og spurgte meget vredt, om advokaten ville have en kendelse på det.
Det frafaldt pågældende. Jeg skulle selvfølgelig ikke i den givne situation gøre andet end at smågnække over episoden. Dybest set havde jeg jo en interesse i, at der ikke blev boret videre i spørgsmålet, hvis svar jeg stadig ikke kender.
Men helt principielt må jeg da mene, at man som advokat ikke skal finde sig i at blive forhindret i at få sagen oplyst bedst muligt. Der ville da være sager, hvor et sådant spørgsmål godt kunne have betydning for vurderingen af forældrenes forælderevner.
Alt i alt efterlod afhøringerne et indtryk af to forældre, som var særdeles kompetente og også almindeligt fortravlede i deres respektive jobs.
Forældrene havde praktiseret en deleordning efter samlivsophævelsen, som de havde fået til at fungere, og de var begge indstillede på at fortsætte med ordningen. Mor havde fået lejlighed i samme by, og far udtrykte, at han ville blive boende i byen, når huset var solgt.
Stemningen – og selvfølgelig bekymringen på fars vegne om, at mors beslutning om at blive i byen og ikke flytte til Jylland – fik mig til at tale om ”atomkapløbsmodellen” som en mulig løsning, hvor det ene barn får bopæl hos mor og det andet hos far.
Efter børnesamtalen.
Retsmødet blev herefter afbrudt, mens dommeren og den børnesagkyndige tog en samtale med børnene.
De kom tilbage efter ca. tre kvarter og fortalte, at de havde haft en meget usædvanlig børnesamtale. Begge hævdede, at de aldrig havde været ude for to så harmoniske børn til en børnesamtale, som i den grad gav udtryk for at elske begge forældre og have behov for dem i lige omfang. Nok oplever man loyale børn i forhold til begge forældre, men her sad man med et meget klart indtryk af, at det var ægte og dybtfølt for begges vedkommende.
Mens de fortalte om samtalen, genkaldte jeg mig børnenes meget harmoniske adfærd nede i forhallen.
Det fik mig til at slå til lyd for ”atomkapløbsmodellen” som den rigtige i denne sag.
Når man i øvrigt læser mine holdninger til forældreansvarssager og løsninger vil man vide, at denne sag er usædvanlig og i strid med det meste af det, som jeg i øvrigt siger.
Deleordninger er og bør ikke blive hovedreglen. Børn har som udgangspunkt brug for en fast base. Men ordningen er god, hvis forældrene er gode til at samarbejde og de bor sådan, at børnene kan have det samme børnenetværk til kammerater begge steder. Her fornemmer jeg, at forudsætningerne er opfyldt.
Deleordninger bør altid kunne ændres, hvis de ikke fungerer. Som reglerne er indrettet, kan man kun ændre ordningen i nedadgående retning for den, som ikke har den formelle bopæl. Faktisk har jeg lige for nylig haft en frygtelig lang sag, hvor alle ulemperne ved deleordninger og atomkapløbsmodellen viste sig fra den værste side.
Men min mavefornemmelse fortæller mig, at det i denne sag var en god løsning. Den skaber formentlig tryghed i al fald hos børn og far.
Endelig var der flere forhold under sagsbehandlingen, hvor jeg ville være gået op i limningen af raseri, hvis der havde været noget om, at forældrene havde andre reelle uoverensstemmelser end spørgsmålet om Jylland contra Sjælland.
Samlet håber jeg for de to forældre og de to søde børn, at resultatet var en god julegave, der kan betyde, at eventyret ender som alle gode eventyr med, at de levede lykkeligt til deres dages ende – på trods af skilsmissen.
Se dommen her.
Viggo Bækgaard