En historie fra det virkelige liv om “upartiskhed”.
Jeg har modtaget en mail fra en af mine temmelig perifere facebookvenner. En mail med nedenstående indhold. Jeg har fået lov til at lægge det anonymt op med mine kommentarer efterfølgende.
Var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle lægge det op som et brevkassespørgsmål eller en artikel. Det er jo ikke spørgsmål men oplevelser.
Oplevelserne dækker uhyggeligt tæt, hvad jeg ganske ofte hører fortalt og sådan set også selv oplever.
Afsenderen ønsker at være anonym.
….
Jeg ville egentlig have lavet et skriv til BSVs hjemmeside med navn, fordi jeg ser mig selv som temmelig ressourcestærk og som en, der burde kunne tage nogle slag for dem, der ikke er så stærke.
Men jeg har været igennem et meget bizart forløb, og jeg har mistet troen på retternes upartiskhed og evne til at mægle/dømme.
Jeg mødte en retsassessor i fogedretten X-by, der gik meget langt over stregen. Jeg tør simpelthen ikke påtale det eller risikere at hidse hende op. Det er år siden, men jeg er bekymret for, at jeg kan ende med hende igen.
Jeg er endelig fri nu, og selvom jeg har været gennem mange retssager og fogedsager, så har jeg aldrig oplevet en der opførte sig så partisk.
Min advokat kunne ikke deltage i det sidste retsmøde. Så der var jeg alene. Retsassessoren fik hidset min x op til at søge fuld forældremyndighed og anbefalede ham at sende en underretning.
I øvrigt fortalte hun som sin mening, at jeg havde nedsatte forældreevner, og at barnet nok slet ikke burde bo hos mig. Dette på trods af, jeg var gået med til mægling, og at jeg havde overholdt det, som vi aftalte til mæglingen og i øvrigt opført mig ret pænt. Retsassessoren følte (som hun udtrykte det) at jeg burde have gjort mig mere umage.
Jeg har prøvet meget, men det her har givet mig en frygt, men også et ret ambivalent forhold til byretterne.
Før løste man konflikten ved at diktere en aftale. Altså ved afgørelse. Nu presser man parterne til forlig. Børnene bliver ikke set i det forlig. Jeg er en af dem, der rent intuitivt laver elendige aftaler, som jeg ved bliver nærmest umulige at tvinge børnene til. Bare for at få fred.
Bagefter forestiller jeg mig, at dommerne og advokaterne jubler lidt, fordi “mægling er jo det bedste”. “Så kan man sige til børnene at mor og far fandt ud af det sammen”.
Det er ikke bare hylende naivt, men også selvovervurderende og en hyldest til tidens trend om at “alle skal samarbejde”. Yes. Men det er ikke virkeligheden.
Da jeg var i retten og fogedretten for 10 år siden, var det mere reelt. De forsøgte lidt til med at mægle, men ellers lyttede de til forklaringer og fulgte retstilstanden. Man vidste ligesom, hvad man havde at gøre med og de afstod også fra den “voksenskældud” de fleste dommere og såkaldte børnesagkyndige efterhånden starter alle møder med.
Hallo: hvis vi kunne finde ud af det, så tog vi ikke i retten! Når man som jeg ikke kan få fri proces, koster virkelig mange penge.
Jeg tror ikke på, at de er opgaven voksen. De forsøger at mægle og når det går galt, bliver de så sure så de lader frustrationerne ramme i flæng. Denne gang gik det ud over mig. Der fulgte et langt forløb med flere anklager og opstart på retssager.
Man skulle næsten tro, at de havde en resultatkontrakt angående mægling.
De børnesagkyndige er socialrådgivere eller pædagoger. De har ingen autorisation at beskytte og meget lidt faglighed at byde ind med.
Til gengæld mener de, at et barn går i stykker, hvis det ikke har samvær. Og at det er den ene forælders skyld, hvis barnet ikke ønsker samvær med den anden.
Med autorisation mener jeg, at læger og psykologer med autorisation er underlagt visse faglige minimumskriterier, og hvis man ikke kan leve op til den faglighed, får man påtaler eller mister autorisationen. Der er mulighed for at klage, og hvis det var en psykolog, der havde lavet det makværk, så ville det give påtale.
Nu står jeg så eksempelvis med en lang faglig særdeles kritisabel erklæring fra retten om, at jeg er psykisk ustabil, og at den børnesagkyndige tvivler på, om jeg kan opretholde en normal hverdag. Det kan jeg ikke klage over.
Så jeg må trække på skuldrene og konstatere, at en socialrådgiver, der aldrig har talt med mig, synes jeg er en dårlig mor. Rent personligt rammer det ikke. Men hun havde så meget magt, at hun kunne sende den lange svada til kommunen. Her måtte jeg gentagne gange påpege, at jeg ikke havde talt med hende, og at hun blot var socialrådgiver uden anden børnefaglighed end det.
Kommunen så ingen problemer (hvilket man så kan indvende at de har et økonomisk incitament til at mene).
Der er gået 12 år med samme advokat nu. En advokat, som jeg er glad for og jeg anbefaler til veninder og venner, hvis de har brug for en advokat.
Jeg tror ikke helt, at advokaten så omfanget af den skade, som retsassessoren gjorde på os. Jeg skulle sidde på møder og høre modparten bede om, at jeg blev forældreevneundersøgt; høre ham fortælle om, hvor dårlig en mor, jeg er osv.
Jeg besluttede mig for intet at sige og se, hvor længe der gik før kommunen gennemskuede, hvad det gik ud på. Det tog 4 måneder.
Jeg havde påkaldt mig en retsassessors og børnesagkyndigs vrede, og derfor sad jeg der i kommunen uge efter uger og lyttede til modpartens uvilje og beskyldninger.
.
Der er næsten ingen grænser for, hvor langt systemet vil gå for at statuere et eksempel, når en part efter rettens mening er usamarbejdsvillig.
Byretsdommerne/retsassesorerne virker som små konger, som ingen tør sætte på plads. Ikke engang advokaterne.
Hvis jeg lander i fogedretten med samme dommer igen, vil jeg have en fremmed advokat med, der kan sætte lidt på plads. Jeg tror, at mange advokater kommer i klemme med humørsyge retsassessorer og dommere.
Det er ikke meget anderledes i mit fag, hvor man retter hierakisk ind. Og nogle gange kommer dem, jeg egentlig burde passe på, i klemme.
Kommentar:
Det er rigtig sørgeligt at måtte sige, at jeg langt hen ad vejen genkender den historie fra mit mere end 20-årige virke inden for forældreansvarsområdet.
Som antydet i indledningen, kender jeg pågældende yderst perifert. Således har vi aldrig mødt hinanden fysisk. Jeg kender heller ikke hendes sag særlig grundigt, men jeg har hørt om den på forskellig vis gennem en del år. Barnet er teenager nu.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mor er endog særdeles velfungerende. Hun har bopælen efter flere retssager. Jeg forstår, at der med jævne mellemrum har været fogedsager (i dag de ret håbløse tvangsfuldbyrdelsessager).
Læserne på vores hjemmeside vil også kunne genkende situationen enten fra deres egne sager eller bare ved at læse lidt på hjemmesiden.
Kritikken af systemet, som min FB ven beskriver, dækker til fulde mine oplevelser.
Med hensyn til frygten for ”resultatkontrakt” om mægling må jeg sige, at jeg kender den pågældende byret af omtale. Det er mange, mange år siden, jeg var der og kun en enkelt gang. Men retten er stærkt fokuseret på netop mægling.
Dommere er helt generelt af den opfattelse, hvor tankegangen er ”hvor svært kan det være”.
Det er en særlig udfordring, at dommerne i retsmøderne flankeres af ganske mange håbløse og særdeles politisk korrekte børnesagkyndige.
Der er et mantra i tiden gående ud på, at det vil skade børnene livslangt, hvis ikke de har kontakt med begge forældre så meget som overhovedet muligt.
I Landsforeningen Børn og Samvær siger vi nu på 23. år, at ”samvær er godt – men ikke for enhver pris”. Man skal altid tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for børnene. Man skal lytte til alle bekymringer. Alt skal undersøges sagligt til bunds.
Betragtningerne om advokaternes frygt for dommerne kan jeg desværre også genkende. Selv bliver jeg af familie og kolleger kaldet konfliktsky. Den betegnelse gælder ikke på retsområdet og slet ikke i børnesager.
Nogen må altså forfægte barnets reelle tarv.
Læserne kender mine holdninger. Jeg er til tider meget kontant og direkte i min omtale af systemet. Men der er også en del inden for systemet, som kan nikke genkendende til, at jeg roser, når de gør noget rigtigt.
Og her handler det ikke om ”til fordel for mine klienter”. De er trods alt heller ikke altid fejlfrie.
Tak til min FB-ven for indlægget.
Viggo Bækgaard