DR2-serie om skilsmissebørn december 2014
DR 2 sender de første 4 mandage i december. Det virker ikke som en udsendelsesrække, der udspyer ren julestemning.
Jeg vil løbende kommentere lidt på udsendelserne. I praksis bliver det simpelthen dette indlæg, som jeg “fylder på” løbende, med mindre der dukker noget op, som kræver en selvstændig kommentar.
Du har mulighed for at kommentere ved at skrive dine kommentarer neden under artiklen. Den mulighed har eksisteret ganske længe på vores hjemmeside men bliver brugt ganske lidt i forhold til de mange, som faktisk læser artiklerne. I praksis vil du ikke kunne se din kommentar med det samme, da den skal godkendes først. Det er ikke udtryk for censurering. Men der er nogle hackere, som hele tiden forsøger at kommentere med rent udenlandsk intetsigende vrøvl.
Første udsendelse: Faren fra Læsø og det tvangsfjernede barn.
Udsendelsen var bygget flot op med stigende spænding og “den gode afgørelse” til slut. Det var der da lidt julestemning over.
Problemstillingen var som følger: Forældre går fra hinanden med et lille barn. Jeg husker det som en to-årig. De boede sammen på Læsø, hvor far blev boende. Mor flyttede til Aalborg.
Mor får i første omgang bopælen. Statsforvaltningen klokker tilsyneladende gevaldigt i nogle formaliteter om, hvem der formelt bor hvor og hvorfor.
Barnet mistrives i en sådan grad, mens det er hos mor, at det anbringes uden for hjemmet i to omgange hos to forskellige plejefamilier. Ved anbringelser uden for hjemmet, går fastsættelse af samvær over til kommunen fra Statsforvaltningen. Far får temmelig behersket samvær.
Statsforvaltningen synes ikke at træffe den logiske afgørelse, der ville være at placere bopælen hos far. Man synes tilsyneladende ikke engang seriøst at overveje, om far var en alternativ løsning til en anbringelse hos en plejefamilie.
Kommunen har jo ikke kompetence til at ændre bopæl. Kommunen kunne derfor enten vælge som sket at anbringe uden for familien eller at netværksanbringe hos far.
Far må indbringe spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl for retten.
Byretten giver mor bopælen. Landsretten giver far bopælen.
Hele opbygningen af udsendelsen tager fars parti.
Kritikken rettes mod Statsforvaltningen, der sjusker i sagsgennemgang og undersøgelse. Desuden synes de at sjuske med formaliteter. Neutral og kyndig advokat, der indtil for nylig har været formand for Danske Familieadvokater bekræfter kritikken.
Kritikken rettes også mod kommunen og mod det forhold, at kommunen og Statsforvaltningen ikke trods fine hensigter formår at samarbejde om problematiske sager som denne.
Det tilbagestående spørgsmål er, hvorfor man dog ikke forholder sig til far i sådan en situation.
Det er bestemt et godt spørgsmål.
Anden udsendelse: moren i Aalborg, der myrdede barnet.
Anden udsendelse viste en helt klassisk problemstilling om samvær. Forskellen til den almindelige problemstilling var, at moren endte med at kvæle barnet. Myrde barnet!
Det fremgik meget klart af referatet, at Statsforvaltningen har klokket ganske gevaldigt i det undervejs. Det er desværre almen kendt blandt fagfolk, at netop Statsforvaltningen i Aalborg har haft kæmpe sagspukler i en længere periode. Det blev direkte sagt i udsendelsen, at sagen havde ligget længe uden behandling. Da sagen blev omtalt i pressen ved juletid sidste år (2013), fremgik tydeligere end i udsendelsen, at faren var meget bekymret for morens psykiske situation, og at Statsforvaltningen erkendte, at de var advaret om det helt op til drabet – uden at reagere på det f. eks. ved henvendelse til de sociale myndigheder.
Den klassiske historie, som vi ser hele tiden var denne:
Forældrene går fra hinanden, da barnet er ganske lille. Mor vælger at flytte til Aalborg fra København, fordi hun har sit netværk der. Altså en klassisk flytteproblemstilling. Det kan jo være en udmærket og naturlig løsning for en mor i den situation.
Systemet tilsiger så, at der skal være samvær. Samvær med et lille barn skal helst være hyppigt i kortere tid af gangen. De konkrete forældre kunne åbenbart i starten håndtere et samvær, der foregik i morens hjem. Sådan gør mange, når børnene er små. Men det er med sikkerhed en svær øvelse for begge forældre. Der er jo altid en grund til, at de går fra hinanden. Mange kan ikke håndtere et samvær i hjemmet i ret lang tid.
Det kunne Rasmus’ forældre så heller ikke.
Far fløj fra København til Aalborg hver uge og skulle nu have samvær på gaden, efter at mor havde sagt fra til samvær i hjemmet. Heller ikke det er usædvanligt. Men uholdbart. Indtrykket var så, at far fandt et sted i Aalborg, hvor han kunne være med Rasmus, når han havde samvær.
Alt dette er samvær classic.
Det bekymrende set professionelt er så, at sagens gang i Statsforvaltningen trækker ud i en uendelighed.
Mor indtager tilsyneladende det standpunkt, at der helst ikke skal være samvær. Begrundelsen fortoner sig i udsendelsen. Hun påstår tilsyneladende, at drengen lider af allergi. Det tjekkes ikke af myndighederne men medvirker øjensynligt til at trække tiden. Senere – efter barnets død – viser det sig, at påstanden ikke var sand.
Jeg sidder med en fornemmelse af, at der mangler nogle relevante oplysninger i sagen.
Som jeg ser det, er der flere muligheder set fra den klassiske sag.
a: konkrete bekymringer.
Mor kan have haft nogle konkrete bekymringer, som man ikke vælger at fortælle i udsendelsen. Hvis det er tilfældet, burde vi vide, om disse er kommet frem i Statsforvaltningen. Vi burde også få at vide, hvad Statsforvaltningen har gjort for at afdække disse bekymringer. Måske kom oplysningen frem i udsendelsen, hvor den så er blevet stærkt nedtonet. Der blev nemlig nærmest i en bisætning nævnt noget om, at faren var dømt for noget rufferi.
En venlig sjæl har sendt mig et link til en artikel, som har været i Ekstrabladet tilbage i 2010. . Den pågældende artikel vedrører angiveligt faderen i sagen.
Ekstrabladet er ikke en kilde, der skal afgøre noget som helst i en kompliceret sammenhæng. Intet overhovedet legitimerer selvfølgelig et drab på et barn.
Det synes at fremgå af udsendelsen, at Statsforvaltningen har været klar over faderens fortid og har vurderet hans personlighed i relation til hans evner som far.
Men det er ikke en helt usædvanlig situation, at en mor er bekymret for barnet ud fra egne erfaringer om farens personlighed, herunder eventuelle voldelighed.
Der skal mere til end en artikel i Ekstrabladet om en straffedom for at kunne vurdere samværsspørgsmålet.
Er en sådan vurdering reelt foretaget?
Noget tyder i al fald på, at moren ikke er blevet bibragt den tryghed, som altid er nødvendig, hvis samvær skal fungere.
b: en mors ejerfornemmelse
Den anden klassiske tilgang er, at mor mener, at barnet er mere hendes end faderens, og at det er en ubærlig tanke for hende, at drengen skal holde jul med far. Det virker som udsendelsens tilgang til det. Der har jo været samvær med overnatning, og Statsforvaltningen har besluttet samvær i julen.
Det er unægtelig et ultimativt skridt at dræbe barnet.
Udsendelsen antyder, at mor med sin advokats hjælp trækker sagen bevidst i langdrag dels ved udeblivelser, dels ved afbud.
Udsendelsens anden vinkling var, at den kolde jura kan få alting til at gå af sporet.
Den vinkling er utvivlsomt rigtig. Mediation, retsmægling eller konfliktmægling, der alle er udtryk for det samme, er kommet for at blive. Det samme er de kurser, som blev omtalt i udsendelsen, og som gennemføres af forskellige private organisationer med betydelig offentlig støtte.
Man skal huske, at der er flere faser i forbindelse med en skilsmisse. Meget går erfaringsmæssigt lettere, når der gået lidt tid efter bruddet, og der er kommet styr på dagligdagen.
Det gjorde det så ikke for Rasmus.
Tredje udsendelse: De beskidte tricks
Den tredje udsendelse havde oplysningens karakter.
Man gennemgik de forskellige uheldige adfærdsmønstre og fik dem kommenteret af folk på gaden og af forskellige såkaldte eksperter.
Udsendelsen forekom uinteressant, uengageret og uden kant.
Selv som medvirkende i udsendelsen og med betydelig viden på området, forekom den uspændende.
Meget handlede om den nye skilsmissepakke, som endnu ikke er vedtaget. Læs vores høringssvar om den her.
Fjerde udsendelse: Forældrepagten
Udsendelsesrækken mundede ud i absolut ingenting.
Selvfølgelig er det rigtigt og godt, hvis forældre på forhånd aftaler, hvordan de skal opføre sig, hvis de går fra hinanden.
Det blev en sej gang politisk korrekthed.
Håbet er det bestemt godt at holde fast i.
Glædelig jul.
Viggo Bækgaard
artikel opdateret 24. december 2014
Trist historie med en tilsyneladende happy ending. Det er dog temmelig forudsigeligt hvem der entydigt blive udråbt som den gode forælder i DR2’s programrække under titlen “Har mor altid RET?”. Jeg tænker ikke at det er nødvendigt at gennemse alle fire programmer for at besvare det enkle spørgsmål.
Der kunne anlægges mange vinkler på en programserie om skilsmisser og udfordringerne ved at fordele bopæl og samvær. DR2 har så valgt entydigt at trutte til kønskamp og dokumentere at der forekommer fejlvurderinger, forhalinger og falske beskyldninger i komplekse sager, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse. Fokus er lagt an på højkonfliktsagerne, men det ligger implicit at sagerne med vold mod kvinder og børn, ikke rigtig kan rummes under en program titel med navnet ”Har mor altid RET?”. Det kunne være interessant at høre Børn og Samvær om de finder vinklen i DR2 serien repræsentativ.
DR2 har udeladt mange vinkler i udsendelsen, herunder:
• Hvad kan der gøres for at opkvalificere området, så fejlbehandling og sagsbehandlingstid reduceres og anklager om vold undersøges grundigt?
• Er den nye skilsmisse pakke et skridt i den rigtige retning, eller vil den øge konflikterne?
• Hvad er årsagerne til at konflikterne på skilsmisse området tilsyneladende er eskaleret gennem de sidste år? Har konflikterne afsæt i lovgivningen, fælles forældremyndighed eller en aggressiv samfundsdebat der med et sandkasse logisk afsæt forsøger at opdele børn i to lige store portioner, for at tilgodese begge forældre lige meget?
Der er med andre ord nok at tage fat på, men desværre vælger DR2 at relancere deres omdiskuterede programserie fra foråret, under samme arbejdstitel. Vi skal således igennem tre afsnit for at påvise at mor ikke altid har ret, hun har faktisk ikke engang en stemme i det første afsnit.
Kære Lisbeth.
Jeg tror, at du er relativ ny her på Børn og Samværs hjemmeside.
Langt de fleste af dine spørgsmål har jeg behandlet tidligere og i mange sammenhænge.
Således skrev jeg et indlæg her på siden, da den første udsendelsesrække skulle være vist i maj. Den kan du se her:
http://boernogsamvaer.dk/har-mor-altid-ret-en-tv-dokumentar-der-er-udsat-flere-gange-og-endnu-ikke-vist-paa-dr2/
Generelt mener vi, at ligestillingsproblematikken fylder alt for meget. Børnenes perspektiv alt for lidt. Det på trods af, at det formelt fylder frygtelig meget.
Om skilsmissepakken henviser jeg til vores høringssvar, som du kan se her:
http://boernogsamvaer.dk/hoeringssvar-skilsmissepakken-2014-samarbejdschikane/
Det korte budskab her er, at det nok er et skridt på vejen men ikke tilstrækkeligt.
Et andet virkelig tungt spørgsmål går på, hvor problematisk det er at projektere konkrete mennesker og børn i TV. Også det har vi berørt ganske tit her på hjemmesiden.
Se for eksempel artiklen “om at anke til TV-avisen”:
http://boernogsamvaer.dk/pressen-som-sidste-appelmulighed-at-anke-til-tv-avisen/
I den artikel gør jeg mig lystig over pressens behov for, at der er “lig på bordet”, før der sker noget.
Siden har vi så haft den ulykkelige sag fra fogedretten, hvor en advokat blev dræbt og en far hårdt såret. En af de sager, som vist kommer i denne omgang bringer desværre også et eksempel på “lig på bordet”.
I Landsforeningen Børn og Samvær har vi som gennemgående hovedsyn, at meget i forældreansvarsloven er godt nok, hvis man læser loven og hensigterne.
Der følger imidlertid ikke ressourcer med til det, som Statsforvaltningen forventes at gøre. Medarbejderne er for unge og uerfarne, og kravene til effektivitet overstiger mulighederne for ordentlig sagsbehandling.
Jeg oplever ikke, at konflikterne i virkeligheden er blevet voldsommere de senere år. Men det er ubestrideligt, at der bliver flere sager.
Dine konklusioner mener jeg langt hen af vejen er korrekte.
Sammenfattende mener vi, at en børnedomstol vil være en god løsning. Sagerne skal behandles hurtigt og grundigt. De skal oplyses meget bedre, end det normalt sker i dag.
Hilsen
Viggo Bækgaard
De nedenstående betragtninger har rod i, at jeg har en Facebook-ven, som jeg har lært at kende som en noget rabiat feminist med rod i en af de indædte mødregrupperinger, som vist grundlæggende mener, at mænd kun dur i selve produktionsøjemed men derudover burde holdes væk fra børn. Overdrivelse fremmer forståelsen, som alle ved. Men hun har nu normalt også en nogenlunde fornuftig afvejning.
Den kørte af sporet, da hun uden at kende den anden udsendelse, angreb en avisartikel, som kaldte en fars drab på et barn for en familietragedie. Han var ifølge den pågældende FB-ven en simpel morder.
Da så anden udsendelse løb af stabelen, var det pludselig faren, som var skurken og ikke moren, som dræbte barnet.
Det løb der så lidt FB-snak i på pågældendes FB-side.
Mit seneste indlæg i den debat ser du her:
Jeg må for det første erkende, at jeg arbejder med emnet skilsmissebørn samtidig med, at jeg har en klokkeklar holdning til emnet.
I den sammenhæng forklarer jeg (på trods af en egentlig kristen tilgang til livet) verden ud fra et Darvinistisk synspunkt. Der er forskel på kønnene, og der er forskel på “moderdyret” og “faderdyret”. Den forskel giver sig utvivlsomt udtryk hos de små børn, som biologisk også uden for selve fødsels- og amningsprocessen har en større tilknytning til moderdyret end faderdyret.
Forskellen på menneskedyret og de andre dyr er, at vi i al fald teoretisk er i stand til at handle og reagere intellektuelt som reflektion på tanke.
Det burde så føre til den logiske konsekvens, at der aldrig var krig, og at man skulle kunne dømme til fred i Mellemøsten direkte overført til, at man skulle kunne dømme skilsmisseforældre til at samarbejde om deres børn.
Samtidig med alt dette skal man gøre sig klart, at nutidens forældregeneration er et produkt af de lilla bleers ligestillingskamp i 70erne.
Fædrenes reaktion er derfor en i det mindste forståelig reaktion på, at de kræver “noget for noget”, når de i parforholdet aldeles rimeligt stilles over for krav om en øget ansvarlighed for dagligdagen – herunder dagligdagen med børnene.
I 15 år har jeg ved siden af mit arbejde som skilsmisseadvokat været talsmand og nu formand for Landsforeningen Børn og Samvær (www.boernogsamvaer.dk).
I den egenskab forfægter jeg nogle helt grundlæggende principper:
Samarbejde mellem forældre ER som udgangspunkt godt og vigtigt
Børn har som udgangspunkt godt af (og ret til) kontakt med begge forældre. Samvær er med andre ord som udgangspunkt godt og rigtigt men ikke for enhver pris.
Alle de bekymringer, som forældrene kommer med i forbindelse med en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær, skal vurderes og tages alvorligt i den forstand, at man må have så mange oplysninger og eventuelle undersøgelser frem for at vurdere omfanget af kontakten mellem forældrene.
Systemet arbejder i øjeblikket efter loven ud fra et princip om, at alt skal afgøres efter, hvad der er bedst for barnet. Det sker i for ringe omfang i den virkelige verden, hvor et ligestillingsprincip har for stor gennemslagskraft.
Når jeg nu kommenterer på NNS facebookside er forklaringen, at jeg tidligere er stødt på hende som deltager i en (hvad jeg opfatter som meget aggressiv feministisk gruppering) men også vurderer, at hun trods alt er “nogenlunde fornuftig”. Ja faktisk synes jeg, at jeg ofte er ikke så uenig endda.
Morsomt bliver det så i mit univers, når nogen falder totalt igennem enhver fornuftig reaktion.
Hvis en far slår et barn ihjel er det fuldstændig ukritisk ham, som er en gal morder. Hvis mor gør det samme, har der nok været en nogenlunde fornuftig grund. I al fald var faren forfærdelig.
Det klinger så hult, at det får mig til at undre mig over, at højt uddannede mennesker kan være så unuanceret.
Skulle nogen have lyst til at læse mere om emnet i en nuanceret vinkling, henviser jeg til hjemmesiden, hvor jeg også lægger dette indlæg ind som forlængelse af artiklen om netop den løbende tv-serie.
Viggo Bækgaard
formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
11. december 2014