Dobbelt samvær; nemlig §20-samvær med Bs ”socialforælder”, selv om der er et vist samvær med biologisk (donor) F. Spørgsmål om ”konstrueret” samværsaftale med F. Om grundlaget for §20-samvær, TFA 2023/234 ØLD

Dobbelt samvær; nemlig §20-samvær med Bs ”socialforælder”, selv om der er et vist samvær med biologisk (donor) F. Spørgsmål om ”konstrueret” samværsaftale med F. Om grundlaget for §20-samvær, TFA 2023/234 ØLD

Byrettens begrundelse

Det fremgår af familierettens dom af 22. februar 2022, at sagsøgeren må anses for en social forælder for B, jf. forældreansvarslovens § 20 , stk. 2, ligesom familieretten fandt det bedst for B, at en tilknytning mellem B og sagsøgeren genetableres gennem en samværsordning. Dommen blev anket af sagsøgte, der senere frafaldtanken.

Familieretshusets overvågning af de fire gennemførte samvær mellem B og sagsøgeren er foretaget af fireforskellige børnesagkyndige, herunder en børnesagkyndig psykolog, der alle overordnet indeholder beskrivelser af blandt andet, at B og sagsøgeren i løbet af samværene hygger sig sammen, og at sagsøgeren er relevant og nærværende i kontakten til B. Ingen af samværsrapporterne indeholder oplysninger, der taler imod samvær mellem B og sagsøgeren på grund af forhold hos sagsøgeren. Derimod er der i samværsrapporterne beskrivelser af, at B kan fremstå som værende i klemme i sagsøgeren og sagsøgtes konflikt, ligesom hun er påvirket negativt af sagsøgtes vedholdende modstand mod samvær. Det beskrives endvidere, at en af tryghedspersonerne ikke støtter relevant op under samvær, men bidrager til en anspændt stemning.

Som følge af samværsrapporternes beskrivelse af relationen mellem B og sagsøgeren under samværene finderfamilieretten ikke i samværsrapporterne grundlag for at afbryde samvær mellem B og sagsøgeren som B’s sociale forælder.

Familieretten finder, at sagsøgtes egne lydoptagelser af B og bekymringer fra personer, der ikke har overværet samvær mellem B og sagsøgeren eller ikke indehaver (det står der faktisk!) samme uvildighed som Familieretshusets børnesagkyndige, der har overvåget samværene, ikke kan føre til, at samvær mellem B og sagsøgeren skalafbrydes.

Da der ikke er grundlag for at afbryde B’s samvær med sagsøgeren, skal familieretten herefter fastsætteomfanget af samværet mellem B og sagsøgeren.

Sagsøgeren og sagsøgte ophævede samlivet, da B var ca. 2-2½ år. Indtil samlivsophævelsen var sagsøgeren en fast omsorgsperson for B. Efter samlivsophævelsen havde B samvær med sagsøgeren frem til foråret 2021, hvor sagsøgte besluttede at afbryde samværet. Indtil da fandt samværene sted både på Bornholm og i Y-by med overnatning.

Efter en samlet vurdering finder familieretten det herefter bedst for B, at hun har samvær med sagsøgeren i en optrapningsordning som bestemt nedenfor, jf. forældreansvarslovens § 4, jf. § 20, stk. 2. Der er er vedsamværets praktiske fastsættelse taget hensyn til blandt andet kendte færgeafgange og skoleferier.

Familieretten finder ikke grundlag for at fastsætte, at samværene skal være overvåget. Familieretten lægger herved vægt på Familieretshusets samværsrapporters positive beskrivelse af relationen mellem B og sagsøgeren under samværene.

Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse medbekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.

Landsrettens begrundelse

I en situation som den foreliggende, hvor A som social forælder ikke har adopteret B inden samlivsophævelsen, og hvor barnets biologiske far er kendt, vil samvær skulle fastsættes efter forældreansvarslovens § 20, stk. 2.

Af de grunde, der er anført af familieretten, tiltræder landsretten, at det vil være bedst for B, at hun har samvær med A, jf. forældreansvarslovens § 4, jf. § 20, stk. 2, og at der ikke er grundlag for at fastsætte, at samværene skal være overvåget.

M har for landsretten gjort gældende, at der ikke kan fastsættes samvær med A efter forældreansvarslovens §20, stk. 2, fordi B har samvær med sin biologiske far. Bestemmelsen i § 20, stk. 2, fastslår:

»Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos, kan derefter anmodning fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til.«

Spørgsmålet er herefter, om forældreansvarslovens § 20, stk. 2, udelukker, at B har samvær med A som følge af et samvær med den biologiske far.

Den fremlagte aftale om samvær mellem M og den biologiske far, er i det væsentlige upræcist formuleret og efter sit indhold af meget begrænset omfang. Desuden har det aftalte samvær mere karakter af familiebesøg, idet det er aftalt, at M sammen med B mødes med B’s biologiske far, ligesom samværet i sommerferien angives som afholdelse af familiedage på Bornholm.

Desuden fremstår den fremlagte samværsaftale konstrueret alene med henblik på at udelukke samvær med A. Udover aftalens upræcise indhold har landsretten herved lagt vægt på, at der ikke forud for ankesagen har foreligget oplysninger om, at B havde samvær med sin biologiske far, og at aftalen om samvær først er indgået efter afsigelsen af familierettens dom. Desuden er det indgået i vurderingen, at M’s vedholdende modstand mod samvær og øvrige adfærd, herunder den negative påvirkning af B, har karakter af samværschikane. Endelig må det efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at det i hvert fald ikke oprindeligt var hensigten, at B’s biologiske far skulle være en aktiv del af B’s liv.

På denne baggrund finder landsretten, at den fremlagte aftale om samvær ikke er til hinder for, at B har samvær med A efter forældreansvarslovens § 20, stk. 2.

Landsretten stadfæster derfor familierettens dom således, at den fastsatte samværsordning optrappes som nedenfor bestemt.

Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse medbekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.

Kommentar:

Afgørelser, som jeg gengiver i kort form, bør virkelig læses i sin helhed for det fulde udbytte. Men de giver et udmærket grundlæggende overblik.

Denne sag indeholder mange ”spændende” ingredienser. Vi er i et lesbisk miljø med åbenbart kendt donorfar. Barnet er født i 2017 og var 2-2½ år, da mor og socialmor gik fra hinanden.

Dommen viser en betydelig kreativitet, der kan opstå i forældreansvarssager.

Afgørelsen får mig i øvrigt til at bemærke, at man skal være ret forsigtig med at aftale samvær med flere på hinanden følgende “pap-forældre”.

Viggo Bækgaard

20. juli 2023