Det største svin vinder (en boganmeldelse)
- om forældreansvarsloven og hvordan man forsvarer sig mod spillet
en e-bog af Libbie Bouffon (pseudonym for en psykolog, som tilsyneladende både har prøvet systemet og oplevet mange cases professionelt)
anmeldt af Viggo Bækgaard, Formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator
Lad mig sige til indledning, at titlen er ærgerlig. Den virker afskrækkende på mig. Jeg har netop læst bogen og har siddet med meget blandede reaktioner. Irritation og oplevelsen af meget kraftig ensidighed fyldte rigtig meget i begyndelsen af læsningen. Genkendelse af stort set hvert eneste eksempel, som bliver oprullet i bogen overtog langsomt min oplevelse. Beskrivelse af den måde, systemet må opleves af brugerne, er rigtig. Bogen slutter med en fin liste over fænomener, som forfatteren kalder den lovlige chikane, der udøves af den, som ikke har børnene boende.
Hvis man kan tale om en handling i traditionel romanstil, handler fortællingen om en kvinde, som har dristet sig til at få barn med en personprofil, som i min normale forestillingsverden nærmest kan karakteriseres som psykopat. Han har i al fald den svingende personlighed, som går fra charmør til tyran. Hun er gennem årene blevet et karakteristisk offer for den adfærd, som jeg normalt betegner psykopatisk.
Forfatteren vælger at benævne faren som ”svinet” og moderen som ”staklen”. Det virker stærkt. For stærkt efter min smag. Især henset til, at fortællingens egentlige ”kamp” og handling slet ikke står mål med betegnelserne.
Det er til gengæld det stærke ved bogen. Der er ingen enkelteksempler, som tilnærmelsesvist når i nærheden af det værste, jeg gennem årene har oplevet. Det er summen af nederdrægtigheder, som suger sjælen ud af offeret. Hun kan aldrig vide sig sikker på noget som helst. Det er så almindeligt.
Læser man det enkelte eksempel, vil mange (mænd) tænke, at den eller den reaktion da er meget tilforladelig. Hvad galt er der nu i det eksempel? Men mønsteret, som Libbie Bouffon tegner, er tankevækkende.
Bogens målgruppe synes først og fremmest at være kvinder, som oplever sig som offer i det psykiske spil, der foregår mellem forældrene, når parforholdet stopper. Det sammenfattende råd kan vist bedst beskrives sådan: pas på dig selv og vær så forudseende som muligt.
Med viden om, at bogens forfatter er psykolog, der arbejde med området, sidder jeg som læser tilbage med en forundring over, at hun ikke giver nogle konkrete anvisninger på, hvad systemet kunne gøre bedre.
Nogle anvisninger på, hvordan en professionel psykolog (undersøger) i Statsforvaltningen kan afsløre ”svinet”, ville have løftet bogen så meget, at også de professionelle i systemet kunne læse bogen med udbytte. De bør bestemt læse bogen alligevel. Men deres reaktion vil desværre være, at her har vi (igen) bare gold negativ kritik af systemet.
Min personlige tese, som forhåbentlig skinner igennem det meste af, hvad I kan læse her på hjemmesiden, er, at den enkelte sagsbehandler – jurist og psykolog – gerne vil være professionel men ikke får rammerne og derfor indordner sig. De har brug for nogen udefra, som kritisk og konstruktivt fortæller, hvordan de opleves, og hvad de kan gøre bedre. Man kan også sig, at de skal have prikket il deres faglige stolthed.
Jeg har som advokat også brug for professionelle på psykologsiden, som kan give mig et vink om, hvordan jeg skal forsøge at lægge fokus for at blive hørt bedre. Hvordan afdækker jeg ”svinet”.
I slutningen af bogen er der et par sætninger, som jeg lige vil citere. De er på side 151 og 152:
”Forældreansvarsloven er som skrevet af et ægte Svin. Det er den, fordi den er ligeså dissocieret, som krænkerpersonligheden. Den er virkelighedsfjern og ude af kontakt med vores psykologiske anatomi.
……
Det største svin er slet ikke svinet i fortællingen. Det største svin er det system, der forsøger at tvangsopdrage en befolkning til at underkaste sig en politik, der krænker deres grundlæggende rettigheder; tvinger dem til underkastelse og tager børnene fra den forælder, som ikke indordner sig.”
Jeg læser bogen i påskeferien 2015. Den uge, som indeholdt to interessante hovedhistorier på et område, der ligger tæt op af emnet.
Den ene historie var den om faren, der fik forældremyndigheden over sine børn, mens han sad i fængsel for at have dræbt børnenes moder. Det fik han, fordi forældreansvarslovens hovedregel på det pågældende område i § 15 er, at sådan skal det være, med mindre afgørende grunde taler imod det. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde været opmærksom på den ret vanvittige hovedregel, før den dukkede op i pressen.
Ugens anden historie handler slet ikke om forældremyndighed og skilsmissebørn. Den kommer aldrig til det og er alligevel tankevækkende.
Der har været nogle historier i ugen om såkaldte solo-mødre. Det er mødre, der grebet af panik op mod det biologiske urs udløb, vælger at få barn ved insemination og dermed uden en juridisk far. Vi er i sommerhus, der kun kan tage DR1. Så vi så aftenshowet i aftes.
En mor skulle opliste nogle af fordelene ved hendes valg. Svaret var rammende og sandt. ”Mit barn bliver aldrig skilsmisse- og delebarn”.
Libbie Bouffon har på side 149 nogle tanker om, hvordan man undgår at komme i ”staklens” position. Et af de råd lyder: ”du kan få børn med dig selv”.
Helt vanvittigt er det slet ikke. En kvinde, som kommer i omstændigheder under et ”one night stand” vil ganske ofte gøre klogt i at hævde, at hun lever så promiskuøst, at hun ikke lige fik navnet.
I øvrigt har jeg mange gange til en gravid i statsforvaltningen sagt: hvordan tør du dog det med dit kendskab til statistik og problemer.
Sammenfattende synes jeg, at det er en læsværdig og anbefalelsesværdig bog. De fleste, som læser bogen, vil sidde tilbage med en oplevelse af ikke at være alene.
Bogen kan købes på saxo.com og er udgivet af forfatteren som selvudgivelse:
Viggo Bækgaard
31. marts 2015