Der skulle holdes børnesamtale med 7-årig inden udlevering til beskyttet samvær, TFA 2016/111 ØLK
Byrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger finder fogedretten, at en udlevering til beskyttet samvær ikke vil være til alvorlig fare for A’s sjælelige eller legemlige sundhed, hvorfor A skal udleveres til M i overensstemmelse med Statsforvaltningens resolution af 4. september 2015, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6. Fogedretten har lagt vægt på, at samværet er beskyttet og gennemføres i Statsforvaltningens lokaler med deltagelse af børnesagkyndig overvåger. Fogedretten har endvidere lagt vægt på, at A ikke har haft samvær med sin mor siden 23. april 2015 i FABU. FABU har beskrevet, at der ved samværene var stor gensynsglæde mellem A og hendes mor. Det kan således ikke tilskrives M’s forhold, at A nu blandt andet af skolen beskrives som have ændret adfærd, da der ingen kontakt har været mellem A og M. Fogedretten har endelig lagt vægt på, at statsforvaltningen har ændret vilkårene for samværet i overensstemmelse med F’s anmodning og har taget de relevante hensyn til A’s skolegang.
Fogedretten finder, at barnets perspektiv er behørigt belyst. Fogedretten finder derfor ikke anledning til at afholde børnesamtale med A, jf. retsplejelovens § 537, stk. 2. Fogedretten har lagt vægt på, at der er fremlagt børnesagkyndig undersøgelse af 20. marts 2014, psykologisk rapport af 30. juli 2014, rapport af 11. september 2015 fra FABU vedrørende overvågede samvær og udtalelse fra – – – Skole af 5. oktober 2015. Sammenholdt med, at Statsforvaltningen senest har truffet afgørelse om samvær den 4. september 2015, og at der ikke har været samvær mellem A og M siden den 23. april 2015, finder fogedretten ikke grundlag for, at A skal til børnesamtale.
bestemmes
F skal udlevere A til beskyttet samvær med M i henhold til Statsforvaltningens resolution af 4. september 2015.
Landsrettens begrundelse:
Ifølge retsplejelovens § 537, stk. 2, skal et barn, som har den fornødne alder og modenhed, under en samtale have mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre det er til skade for barnet.
Henset til, at A er 7 år gammel, og at der ikke er oplysninger om, at hun ikke er alderssvarende, eller at en samtale vil være til skade for hende, finder landsretten, at fogedretten burde have afholdt en samtale med hende, før der blev truffet afgørelse om tvangsbøder og eventuelt erstatningssamvær.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er anledning til at indhente en børnesagkyndig erklæring må afgøres af fogedretten på grundlag af samtalen med A sammenholdt med sagens øvrige oplysninger.
– – –
På denne baggrund ophæver landsretten den påkærede kendelse og hjemviser sagen til fortsat behandling ved fogedretten, for så vidt angår den del af fogedrettens kendelse, som angår samvær med A.