Barnets tarv beskyttes ikke for de mest udsatte.
Vi stiller skarpt på Statsforvaltningens påstand om, at det er en myte, at børn udleveres til vold under samvær. Gennem statistiske oplysninger dokumenteres, at der er noget i den påstand, der ikke hænger sammen. Endvidere kædes problemet sammen med det aktuelle politiske fokus på voldtægtsanmeldelser generelt. Vi gentager et urgammelt krav om, at alle bekymringer tages alvorligt.
Der dukker jævnligt grusomme historier op om børn, der bliver udsat for grove overgreb og i nogle tilfælde drab udført af deres forældre. Sådanne overgreb rammer også børn, hvis forældre ikke bor sammen. Statsforvaltningen hævder, at det er en myte, at børn udleveres til vold under samvær.
Hvis vi kigger nærmere på tallene, er der noget der ikke hænger sammen.
Vold
Det er uklart, hvad statsforvaltningen definerer som vold, ligesom det er uklart hvad der forstås som barnets tarv (bedst for barnet).
Hvis barnets tarv f.eks. blot defineres som et fravær af (dokumenteret) fysisk og seksuel vold, kan vi kaste lidt lys på disse overgreb.
Der findes flere undersøgelser af omfanget af seksuelle overgreb mod børn. De mest konservative undersøgelser anslår, at omkring 5 % af børn og unge vil opleve seksuelle overgreb. Heraf vil 1-2% vil opleve seksuelle overgreb begået af deres forældre.
De mest konservative estimater på fysisk vold mod børn begået af deres forældre, ligger også omkring 5%. Andre undersøgelser peger på at op mod 20 % af alle børn, vil opleve fysisk vold i hjemmet.
Hvis vi kun går ud fra de groveste fysiske og seksuelle overgreb, som klart er i modstrid med barnets tarv, og de mest konservative opgørelser, er det minimum 6 % af alle børn der udsættes for fysisk og/eller seksuel vold.
Læs SFIs rapporter fra 2010 om vold i hjemmet.
Statsforvaltningens egne opgørelser
Statsforvaltningen oplyser, at omkring 90 % af alle skilsmisser/samlivsophør, selv finder en løsning på bopæl og samvær. De sidste 10 % søger hjælp i statsforvaltningen. Heraf finder 60 % en løsning med støtte fra Statsforvaltningen, mens de sidste 40 % afgøres af Statsforvaltningen og retten. De sager, statsforvaltningen behandler, svarer dermed til omkring 4 % af alle skilsmisser/samlivsophør.
Ud af de 16-18.000 sager som Statsforvaltningen behandler årligt, stoppes samværet i 7-800 sager. Heraf er 15 % begrundet i at der sker overgreb mod barnet. Se Statsforvaltningens hjemmeside om ”hvor tit stoppes samværet”. .
Det er altså 120 sager, hvor der menes at være fysisk eller seksuel vold. Det er under 1 % af de sager som Statsforvaltningen behandler.
Barnets tarv er…….
Vi ved altså, at det mindst er 6% af alle børn, der oplever fysisk eller seksuel vold udøvet af en deres forældre. Da vi ved, at danske par i gennemsnit får 1,7 barn, svarer det til, at minimum 3 % af skilsmisserne, må forventes at involvere børn, der udsættes for fysisk eller seksuel vold.
Nu bliver det lidt svært. For det er ikke muligt at sætte lighedstegn mellem de sager, der ender i statsforvaltningen og de sager, hvor der er vold mod børn. Vi ved fra andre undersøgelser, at højkonfliktsagerne ofte indeholder vold. Alene derfor er der god grund til, at Statsforvaltningen bør være ekstra opmærksom på højkonfliktsagerne.
Som det er nu, vil Statsforvaltningen som udgangspunkt ikke inddrage anklager om vold mod barnet, med mindre der ligger en dom.
Statsforvaltningens udgangspunkt er nærmest en skandale.
Det kræver et meget effektivt politi med en høj opklaringsrate, hvis barnets tarv skal være sikret. Denne type sager må ofte opgives eller føre til frifindelse på “bevisets stilling”. Overgreb finder sted i det lukkede rum, hvor kun offer og gerningsmand er til stede. Ord mod ord. Påstand mod påstand. Eller næsten værre sker der det, at barnet fortrænger eller fortier.
Det kan godt være, at der ikke kan ske strafferetlig forfølgelse. Men hvem skal tvivlen egentlig komme til gode.
Vi siger ubetinget barnet.
Anmeldte overgreb.
Der er omkring 1.100,000 børn i Danmark. Vi ved, at mindst 6 % vil opleve fysisk eller seksuel vold begået af en forælder. Det er omkring 66.000 børn. I 2015 var der under 100 anmeldelser af seksuelle krænkelser mod børn begået af en forælder. Der var under 1000 anmeldelser af vold mod børn. Det er således under 2 % af den fysiske og seksuelle vold mod børn begået af forældre, der anmeldes.
Så burde det være let bare at sparke til de forældre, der ikke anmelder den type overgreb. Men der er mange grunde til ikke at anmelde. Dels har flere en oplevelse af, at politiet vægrer sig mod den type anmeldelser, fordi det er vanskeligt at afhøre et barn, der er i en loyalitetskonflikt. Dels er det en stor belastning for et barn at skulle vidne mod en forælder som barnet på trods af overgrebene også elsker.
Man risikerer med andre ord både at traumatisere barnet og indirekte at ”frifinde” den forælder, der – måske – foretager overgreb, fordi politiet måske afviser at sigte vedkommende.
Den virkelige verden
Mange forældre vælger at holde hånden lidt over den forælder, der måske slår lidt vel meget i parforholdet. Grunden til det kan være misforstået loyalitet over for den anden forælder. Det kan være egen frygt i forhold til pågældende, og det kan være udtryk for en naiv forestilling om, at det ”ikke er så tit”, og at ”jeg kan få det stoppet” på anden vis. Ja der kan være mange grunde.
For mange kommer det så frem i forbindelse med parforholdets brud. På det tidspunkt indtager Statsforvaltningen ofte det standpunkt, at man ”trækker voldskortet”, der nok ikke har noget rigtigt på sig. Det er vi ikke enig i.
Så hvad nu?
Hvis Statsforvaltningen fastholder, at det er en myte, at de sender børn på samvær til vold, skulle alle de voldsramte børn findes i de fredelige skilsmisser – i hvert fald hvis vi betragter de tal og opgørelser, vi har gennemgået i det ovenstående.
Det er svært at forestille sig at det skulle forholde sig sådan. Faktisk er det mere nærliggende at tro, at der findes forældre, som har begrænsede forældreevner og forældre, der forsøger at beskytte deres børn mod overgreb. En del af højkonfliktskilsmissernes konflikt kan meget vel være en beskyttende forælder, der tvinges til at samarbejde med en krænkende forælder.
Hvis anklager om vold blev undersøgt til bunds, ville konklusionen oftere være vold end samarbejdschikane. Og løsningen ville dermed også være en anden end konfliktmæglingskurser, der giver meget lidt mening, når udfordringen er, at barnet udsættes for vold under samvær.
I virkeligheden ligger hele denne problemstilling nøje på linje med den diskussion, som justitsministeren netop har vagt til live om, at der bliver anmeldt (eller registreret) langt færre voldtægter, end man ved finder sted.
På ”vores” område må vi igen og igen holde fokus på et krav om, at alle de bekymringer, som kommer frem i sagerne fra parterne, bliver taget alvorligt i en sådan grad, at man konkret undersøger og forholder sig til de pågældende bekymringer.
februar 2016
Lisbeth Maria Hansen, bestyrelsesmedlem Landsforeningen Børn og Samvær og
Viggo Bækgaard, formand og talsmand Landsforeningen Børn og Samvær.