Bopæl over 3-årig D hos mor og 9-5 samværsordning. Ikke tilladelse til kort før hovedforhandling i landsretten at nedlægge påstand om ophør af fælles forældremyndighed, ØLD af 10. december 2012, TFA 2013/276
ØLD
Problemstilling: Parterne har været fra hinanden fra før Ds fødsel. Turbulent samarbejde. M beskylder F for vold. F anfører, at der foreligger samværschikane. Der har periodevis været deleordning, og F har haft samvær også med Ms større særbarn, indtil sagen eskalerer.
Byrettens begrundelse:
Det bemærkes indledningsvist for så vidt angår indberetningerne fra læge JB i 2009, at det fremgår af sagen, at hans indberetninger alene er baseret på oplysninger fra F. X kommune indhentede på baggrund af indberetningerne en udtalelse fr Ds søster Ps børnehave, og denne udtalelse viste, at der ikke var problemer i forhold til P, og kommunen afsluttede herefter sagen. Indberetningerne findes herefter ikke at skulle tillægges betydning for afgørelsen.
Det fremgår af indberetningerne fra * Sygehus, at sygehusets bekymring vedrørte parternes evner til at samarbejde og ikke deres evner til hver især at tage vare på D.
Det fremgår af udtalelsen fra dagplejen i Y, at D trives, og at han er glad for begge sine forældre, og at begge forældre er med til at give ham tryghed, omsorg og forudsigelighed.
Efter oplysningerne i sagen må begge parter anses for egnede til at være bopælsforældre for D, og D ses at være knyttet til begge forældre.
D har siden samlivsophævelsen haft bopæl hos M. D trives, og der er ikke oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at hans bopælsforhold bør ændres. M gives derfor medhold i sin påstand om, at han fortsat skal have bopæl hos hende.
Der er ingen tvivl om, at D har godt af at være meget sammen med begge parter. En 7-7 samværsordning forudsætter imidlertid, at parterne har et godt fungerende samarbejde. Efter oplysningerne om, at parterne har svært ved at samarbejde, vil en 7-7 ordning ikke være i Ds tarv. Henset til hans mulighed for at bevare sin tilknytning til sin far, finder retten, at samværet bør fastsættes som en 5-9 ordning. For at undgå for mange skift for D, fastsættes samværet i en sammenhængende periode.
Feriesamværet fastsættes i overensstemmelse med parternes fælles påstand
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra F om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse eller indhentelse af en sagkyndig erklæring om forældrene.
Vedrørende Ms påstand om eneforældremyndighed bemærkes, at påstanden først er fremkommet i processkrift af 28. november 2012 og dermed ganske kort tid før hovedforhandlingen. Alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Dette kan ikke føre til, at der uden begrænsninger kan nedlægges nye påstande under anken. Landsretten finder, at påstanden, hvis den skulle være taget under påkendelse, burde have været fremsat tidligere under anken, jfr. rpl. § 383, stk. 3 og nægter derfor påstanden fremsat. Det forhold, at bestemmelsen i lov om forældreansvar om ophævelse af fælles forældremyndighed blev ændret ved lov nr. 600 af 18/6 2012, der trådte i kraft den 1. oktober 20012, kan ikke føre til andet resultat.
Af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten dommens bestemmelser om, at D skal have bopæl hos sin mor, og at samværet fastsættes som en 9-5-ordning i en sammenhængende periode. Ms påstand om start- og sluttidspunkter vedrørende dette samvær og vedrørende feriesamvær tages til følge som nedenfor bestemt. Landsretten finder, at det ikke vil være bedst for D, at sommerferiesamværet i 2013 skal afvikles således, at den ”løse” uge skal ligge inden for skolernes sommerferie. Ms påstand herom tages derfor ikke til følge.
kommentar:
Det formelle spørgsmål om stillingtagen til sen påstand om eneforældremyndighed er interessant og skal ses i lyset af en modsat rettet afgørelse i TFA 2012/138.
Uenigheden var stor om samvær. M ønskede en betydelig indskrænkning. F ønskede 7-7-ordning. Uenigheden om ferien handlede mest om, at M ønskede feriesamvær i skoleferien (for en 3-årig) af hensyn til særbarns skolegang.
I øvrigt er sagen mest interessant derved, at der endnu engang sker afvisning af at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse eller i øvrigt at forøge oplysningsniveauet i sagen.
Fs påstande om samværschikane bliver end ikke nævnt af landsretten.
Viggo Bækgaard