Børn skulle ikke tilbage til Bulgarien, selv om M havde børnebortført dem til Danmark, HD 14. december 2016, utrykt endnu
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
Børnene C og D, der i dag er henholdsvis 11 år og 9 år, flyttede i september 2015 med deres mor, A, til Danmark fra Bulgarien og har siden boet her i landet med deres mor og dennes nye ægtefælle. Sagen angår, om børnene efter reglerne i børnebortførelsesloven (lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv.) skal tilbagegives til Bulgarien, hvor deres far, B, har bopæl.
Under sagen er det et spørgsmål, om udrejsen til Danmark i september 2015 og det fortsatte ophold i Danmark udgør en børnebortførelse, der er omfattet af § 10 i børnebortførelsesloven. Hvis dette er tilfældet, skal det afgøres, om tilbagegivelse af børnene kan nægtes i medfør af børnebortførelseslovens § 11, nr. 2 og 3.
Børnebortførelseslovens § 10
Efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen om barnebortførelser (konvention af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser). Efter stk. 2 er en bortførelse eller tilbageholdelse ulovlig, hvis handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget. Børnebortførelseslovens § 10 gennemfører Haagerkonventionens artikel 3, som beskytter bl.a. rettigheder, der tilkommer en forældremyndighedsindehaver enten i fællesskab eller alene. Efter konventionens artikel 5, litra a, omfatter ”forældremyndighed” retten til at drage omsorg for barnets person og særlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo.
C og D boede indtil september 2015 med deres mor i Bulgarien. Det er derfor forældrenes rettigheder efter bulgarsk ret, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om der er tale om en børnebortførelse omfattet af Haagerkonventionen.
Det må efter erklæringerne af 5. januar og 14. marts 2016, der er afgivet af det bulgarske justitsministerium som centralmyndighed efter Haagerkonventionen, lægges til grund, at forældremyndigheden over børnene ved skilsmissen i 2011 blev tildelt moderen, mens faderen blev tillagt samværsret. Det må dog efter erklæringerne endvidere lægges til grund, at moderens rejse med børnene til udlandet krævede samtykke fra faderen, og at afgørelsen fra Sofia Byret, som trådte i stedet for et samtykke fra faderen, alene gav hende ret til at rejse midlertidigt til udlandet med børnene, men ikke til at flytte deres bopæl til udlandet. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af erklæringerne, at børnenes tilbageholdelse i Danmark skal betragtes som ulovlig, da den strider mod de bulgarske retsafgørelser vedrørende skilsmisse og om børnenes rejser til udlandet.
Højesteret finder, at B i kraft af sin ret til at modsætte sig, at børnene tager fast bopæl uden for Bulgarien, besidder rettigheder som indehaver af forældremyndighed i den forstand, hvori dette begreb anvendes i Haagerkonventionen. Dette gælder, selv om han i øvrigt kun har samværsret med børnene. Højesteret har herved navnlig lagt vægt på, at forældremyndigheden efter konventionens artikel 3 kan være delt, og at begrebet ”forældremyndighed” efter konventionens artikel 5, litra a, udover retten til at drage omsorg for barnets person særlig omfatter retten til at bestemme, hvor barnet skal bo. En ret til at modsætte sig, at et barn flytter til et andet land, må i den forbindelse anses for mindst lige så vigtig som retten til at beslutte, hvor barnet skal bo inden for bopælslandet. Endvidere har Højesteret lagt vægt på Haagerkonventionens formål, som bl.a. er på internationalt plan at beskytte børn mod de skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse. Højesteret har også tillagt det betydning, at der blandt de lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen, er sket en udvikling i retning af en bredere forståelse af, hvad der menes med en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn. I tråd hermed viser retsafgørelser fra mange af landene, at det anses for ulovlig bortførelse at flytte et barn til udlandet, hvis flytningen kræver samtykke fra den af forældrene, som ikke i øvrigt er tillagt forældremyndigheden, og flytningen er sket uden samtykke fra den pågældende. Se herved f.eks. House of Lords afgørelse af 16. november 2010 i sag [2006] UKHL 51 In re D (a child), dom af 17. maj 2010 fra US Supreme Court i sag Abbott v. Abbott (No. 08-645) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 6. juli 2010 i sag 41615/07, Neulinger og Shuruk mod Schweiz (storkammerafgørelse), præmis 69-74.
Højesteret lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at B på det tidspunkt, da børnene rejste til Danmark, udøvede og fortsat ville udøve sin ret til at modsætte sig, at de flyttede til Danmark.
På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at der er tale om en ulovlig børnebortførelse, og at tilbageholdelsen af C og D i Danmark er i strid med børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.
Børnebortførelseslovens § 11
Efter § 11, nr. 2, kan tilbagegivelse af børnene til Bulgarien efter § 10, stk. 1, nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for børnenes sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle. Efter § 11, nr. 3, kan tilbagegivelse nægtes, hvis børnene modsætter sig tilbagegivelsen, og børnene har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til deres mening.
Efter oplysningerne om forløbet af fogedforretningen den 30. juni 2016, hvor landsrettens afgørelse af 7. juni 2016 blev forsøgt tvangsfuldbyrdet, og af de grunde, som er anført i fogedrettens kendelse af 2. februar 2016, tiltræder Højesteret fogedrettens afgørelse, hvorefter tilbagegivelse af C kan nægtes i medfør af børnebortførelseslovens § 11, nr. 2 og 3, og at tilbagegivelse af D kan nægtes i medfør af lovens § 11, nr. 2.
Højesteret tager herefter As påstand til følge.