Beslutning i byretten om begrænsning af advokaternes tidsforbrug i sag, der på advokaternes begæring er besluttet sambehandlet, Retten i Glostrup beslutning 7. februar 2024, utrykt
Problemstilling:
M og F har to børn sammen, nemlig D på knap 13 og P på 9. Fælles forældremyndighed og bopæl hos M med en samværsordning 11/3.
Grundet uoverensstemmelser af ”forældremyndighedskarakter” om D, starter M en sag op i Familieretshuset alene vedrørende D, som hun påstår, at hun skal have forældremyndigheden over.
Den sag behandles nogenlunde traditionelt i Familieretshuset herunder med en børnesamtale med D i juli 2023, og overføres til Familieretten i oktober 2023,.
I efteråret 2023 indsender F en ansøgning til Familieretshuset om bopæl for begge børn.
Familieretshuset vil opstarte den sag med fornyet børnesamtale med begge børn.
Advokaterne er helt enige om, at det er forplumrende og uhensigtsmæssigt at fortsætte sagen om forældremyndighed til M og opstarte en sag forfra om bopæl for begge børn. Det ”skændes” advokaterne i skøn samdrægtighed med Familieretshuset om. Advokaterne er således enige om, at der ikke skal afholdes nye samtaler i Familieretshuset med børnene. De fortæller Familieretshuset, at den nye sag skal overføres til Familieretten, hvorefter advokaterne vil begære sambehandling af de to sager.
Meget modstræbende accepterer retten sambehandling og træffer i forbindelse hermed en beslutning.
Familierettens beslutning
Familieretten bemærkede, at parterne har anmodet om sambehandling af sagerne
i medfør af retsplejelovens § 448 c.
Familieretten besluttede, at sagerne – trods det forhold, at sagen BS-1960/2024 ikke er belyst ved Farnilieretshusets behandling – sambehandles, jf. retsplejelovens § 448 c.
Familieretten bemærkede, at det vil være nødvendigt med yderligere belysning af sagen BS-1960/2024 under Familierettens behandling af sagerne. Da sagen kunne have været belyst i Familieretshuset, kan advokaternes tidsforbrug til yderligere oplysning af sagen ikke forventes dækket af den fri proces.
Kommentar:
Det bliver med sikkerhed et spørgsmål, vi kommer til at slås med Familieretten om.
Jeg repræsenterer M i sagen. F er repræsenteret af en advokat, som har en helt ærlig dygtig og kompetent fuldmægtig til at forberede sagen. Hun virker virkelig inde i systemet og procesgangen.
Der er flere problemer i det.
En beslutning af denne type kan man ikke indbringe for landsretten under sagen uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det giver ikke mening på nuværende tidspunkt.
Beslutningen er truffet i forlængelse af et telefonisk retsmøde, der på flere måder var ret usædvanligt.
Jeg kan ikke dy mig for at citere fra mit eget interne notat fra det telefonmøde:
” Telefonisk retsmøde:
(en dommerfuldmægtig, undertegnede og en advokatfuldmægtig FM for modparten
En ualmindelig ”træls” repræsentant for retten. Jeg kender hende ikke på forhånd. Hun synes efter min bedømmelse overhovedet ikke at have forståelse for problematikken omkring Familieretshuset og sambehandling af sagerne.
FM fik skældud for at deltage i mødet, da det er en advokat, der er beskikket. (Bagefter fandt jeg ud af, at FM får bestalling til februar). Til den tid kan hun jo så ”bare søge beskikkelse”.
FM var venlig og imødekommende grænsende til ”underdanig” i forhold til den mærkelige ”dommer”.
Rettens repræsentant var bestemt ikke indstillet på sambehandling.
FM argumenterede rigtig fint for det ”procesøkonomiske” i at sambehandle sagerne. Ingen har jo interesse i, at alting trækkes ud. Jeg var lidt bister og tilkendegav, at en kendelse om ikke-sambehandling nok bør forsøges påkæret, selv om det kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Spørgsmålet er selvfølgelig i sidste ende, om det dybest set er Ms interesse at trække sagen i langdrag for P. Det må vi overveje.
….
Jeg tilkendegav, at det var et rigtig ubehageligt telefonisk retsmøde.”
At beslutningen lægges op i dag hænger i virkeligheden sammen med, at Statsrevisorerne netop i dag har kritiseret sagsforløbet i det familieretlige system. Det er ganske vist en kritik, som primært er rettet mod Familieretshuset men altså også mod Familieretten.
Alle – åbenbart lige med undtagelse af rettens repræsentant i denne sag – er helt bevidste om, at især Familieretshuset er langsommelig. Vi er også bevidste om, at retterne oftest ønsker en børnesamtale, selv om der er afholdt en sådan i Familieretshuset. Det kan sagtens være, at der i en sag som denne burde være afholdt en børnesagkyndig undersøgelse, da sagen formentlig nu er blevet til en højkonfliktsag. Men vi ved også, at Familieretshuset er meget tilbageholdende med at iværksætte sådanne trods det formelle krav herom i Familieretshusloven.
Sagen ville således med nogenlunde sikkerhed alligevel være endt i retten uden anden supplerende oplysning end en samtale, der ligeså godt kan afholdes i rettens regi.
Værst er egentlig, at retten ikke har forståelse for det aldeles uhensigtsmæssige i at have to sideløbende sager mellem de samme forældre om de samme børn.
Jeg håber, at min vrede over ”beslutningen” også deles af Fs advokat, så vi midt i ”krigen om børnene”, som vi selvfølgelig langtfra er enige om, vil kunne stå sammen om denne ret mystiske ”fri procesbegrænsning”, der jo i praksis kommer til at betyde, at vi begge må sende supplerende afregning til klienterne i en fri proces sag. DET er dybest set et skråplan.
Viggo Bækgaard
21. februar 2024