Bedst for barnet – en gummibestemmelse i børnelovgivningen.
Af Viggo Bækgaard, advokat (H) – mediator – formand for Landsforeningen Børn og Samvær
I artiklen gennemgår jeg ret grundigt det begreb, som fylder uendelig meget grænsende til alt især i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. I en lidt særlig forældreansvarssag har jeg fundet det relevant at reflektere dybt over begrebet i et processkrift.
Biologien spiller en ret stor rolle i det almindelige syn på ”bedst for barnet”.
Konklusionen er, at begrebet reelt ikke tilføjer noget som helst, som man kan bruge til noget i juraens verden. Men man bruger det alligevel uden at reflektere over det.
Alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes efter, hvad der er ”bedst for barnet”; lovens § 4 stk. 1.
Ærlig talt er det et regulært gummikriterium. Jeg tror, at vi alle nikker begejstrede og tænker, at selvfølgelig skal det være bedst for barnet.
I dagligdagen oplever vi det formuleret af inkarnerede far-freaks på den måde, at selve sædcellen nærmest fra dag et giver anledning til krav om ”deleordning”. For det er da bedst for barnet.
Når vi reflekterer over det bare en lille smule, ved vi godt, at det faktisk er et gummibegreb. Det har jeg i årevis under foredrag gjort mig til talsmand for uden rigtig at blive modsagt. Ofte har jeg tænkt og også foreslået, at ”nogen” sætter sig ned og reflekterer lidt dybere over begrebet.
Det blev en konkret så anledning til.
Til indledning fortæller jeg kort problemstillingen i den konkrete sag og understreger, at sagen er i sin indledende fase, hvorfor der langt fra er en afgørelse. Betragtningerne er temmelig generelle og let genkendelige for de fleste.
Sagen handler om et ganske lille barn P på nu 3 år, der er avlet som donorbarn, da A ikke kan avle børn. A og M underskriver en omsorgserklæring, hvorved A utvivlsomt bliver juridisk far til P.
Det er i sagen utvivlsomt, at A for mange år siden har krænket en tidligere samlevers lille barn.
Disse grundlæggende fakta fik mig til at reflektere grundigere over bedst for barnet, herunder biologiens eventuelle betydning.
Betænkningen Barnets perspektiv.
Jeg startede med at hente betænkning 1475 Barnets perspektiv fra 2006 og slog i søgefunktionen ”bedst for barnet” op. Det står hele 359 gange i betænkningen.
Spørgsmålet er så, om der findes en brugbar definition af begrebet. Her citerer jeg nogle af de for mig at se mest relevante steder.
På side 33 under et afsnit om ”afslag på og ophævelse af samvær”:
Udvalget er grundlæggende enige i intentionerne bag den nuværende lovgivning, hvorefter det anses som bedst for barnet at bevare kontakten med begge dets forældre. Udvalget mener, at praksis kan rummes inden for kriteriet ”barnets bedste”, jf. § 4 i udvalgets lovudkast og udvalgets overvejelser i denne forbindelse i afsnit 4.6.2.”
På side 83 ff er nogle generelle betragtninger om udvalgets overvejelser og forslag til ”barnets bedste.” Fra side 84 citeres:
”Om barnets perspektiv og dets indhold henvises til afsnit 4.1.2. og 4.1.3. Det anføres her, at kernen i begrebet er ”hele barnets liv, som det opleves af barnet.
I forhold til barnets perspektiv har begrebet ”barnets bedste” et bredere indhold. I dette begreb vil – udover ”barnets perspektiv” – indgå overvejelser fra samfundets side af, hvad der er bedst for barnet.
Begrebet er ofte et udtryk for den indsats, samfundet gør for børn og unge, når f.eks. en myndighed træffer afgørelse vedrørende barnet. I en bedømmelse, der henviser til barnets bedste, indgår der således ofte andre elementer i beslutningsgrundlaget end et rent barneperspektiv.
Der kan f.eks. være foretaget undersøgelser/vurderinger, der er baseret på et alment erfaringsgrundlag under stadig udvikling. ”Barnets bedste” som kriterium vil lige som indholdet af ”barnets perspektiv” udvikle sig over tid.”
Fra betænkningens side 85:
På denne baggrund er der i udvalget enighed om, at det yderligere vil tydeliggøre og styrke myndighedernes beslutningsgrundlag, hvis det i lovteksten præciseres, at alle afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Dette fører til, at der ikke længere i materielle enkeltbestemmelser foretages forskellige nuanceringer af kriteriet. Dette vil også medvirke til at imødekomme den kritik, der er fremkommet fra FN’s Børnekomitee for Barnets rettigheder, hvor det er påpeget, at det er betænkeligt, at det generelle princip om barnets tarv (artikel 3 i FN’s Børnekonvention) ikke er anvendt fuldt ud og behørigt indarbejdet i Danmarks politikker og ordninger. Se ovenfor under afsnit 4.1.1.
Det har i udvalget været overvejet, om formuleringen af ”barnets bedste” i højere grad bør afspejle formuleringen i FN’s børnekonventions artikel 3, hvor udtrykket ”a primary consideration” i den danske oversættelse er blevet til ”skal barnets bedste komme i første række”. Kriteriet barnets bedste er ikke nærmere defineret i børnekonventionen. Det analyseres til stadighed i teorien, og i praksis ændres indholdet med tiden og barnets alder. Også i de finske og norske regler, der udtrykker grundsætningen, anvendes vendinger, som udtrykker tankegangen i konventionsteksten, i Finland med ordene ”framför allt” og i Norge ”først og fremst”.
Efter udvalgets opfattelse vil formuleringen ”barnets bedste” ikke hindre myndighedernes mulighed for ud fra de foreliggende oplysninger at foretage en bredere bedømmelse af, hvad der er bedst for barnet og dets fremtidsudsigter – både i et kortere og i et længere tidsperspektiv, og under hensyntagen til respekten for familielivet, som det anføres i den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 8. Udvalget mener således, at formuleringen ”barnets bedste” kan rumme mangeartede forhold og hensyn – alt afhængigt af barnets situation, og at denne formulering ligeledes vil være i overensstemmelse med konventionsteksten.”
På side 175 i afsnittet om ændring af samvær, herunder afslag og ophævelse:
”En afgørelse om samvær kan ændres, hvis ændringen er bedst for barnet. Kriterierne for at ændre et samvær er således de samme som ved spørgsmål om forældremyndighed og bopæl, jf. afsnit 5.3.1.
Det er lovens udgangspunkt, at et samvær kan nægtes, hvis samværet med en rimelig grad af sandsynlighed vil være uheldigt for barnet.
Dette kan blandt andet være tilfældet, hvor der er familievold, også selvom barnet ikke selv har været udsat for volden, hvor der er andre negative egenskaber hos samværsforælderen, f.eks. dennes mentale tilstand eller misbrug, og hvor forældrenes konfliktniveau er meget højt.
Det fremgår af loven, at retten må afgøre, at der ikke skal være samvær mellem barnet og en forælder, hvis samværet ikke er til det bedste for barnet.”
I et afsnit på side 185 ff gennemgås nogle synspunkter, der lå i 1994-udvalgets betænkning refereres til behovet for kendskab til rødderne.
Side 186:
” 94-udvalget understregede, at det overordnede hensyn ved afgørelser om samvær er hensynet til, hvad der er bedst for barnet.”
Sluttelig citeres fra betænkningens side 223:
”Udvalget er grundlæggende enig i intentionerne bag den nuværende lovgivning, hvorefter det anses som bedst for barnet at bevare kontakten med begge dets forældre. Udvalget mener, at praksis kan rummes inden for kriteriet ”barnets bedste” og skal henvise til udvalgets forslag til § 4 i udvalgets lovudkast.”
Lovforslaget 2006 til forældreansvarsloven.
Lovforslaget til den oprindelige forældreansvarslov er 2006/1 LSF 133.
Laver man en tilsvarende øvelse og søger på ”bedst for barnet” kommer det ”kun” frem 108 gange. En del er selvfølgelig gengangere fra betænkningen, som jo var grundlaget for loven.
Fra punkt 1.2 citeres:
”Et andet grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Kriteriet tager udgangspunkt i artikel 3 i FN´s Børnekonvention og må til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for hvert enkelt barn og bero på en individuel vurdering af netop dette barns forhold – herunder barnets egen indstilling – sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig rådgivning. Ved at fremhæve dette princip direkte i loven imødegås også den kritik, der er fremkommet fra FN´s Børnekomitee for Barnets rettigheder, hvorfra der har været peget på, at det generelle princip om barnets tarv i Børnekonventionens artikel 3 ikke er anvendt fuldt ud og loyalt indarbejdet i Danmarks politikker og ordninger.
…
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter lovforslagets § 4, skal statsforvaltningerne (nu Familieretshuset) og domstolene efter lovforslaget anlægge et fremtidsorienteret perspektiv.
Fra punkt 2.1.14 om Ministeriet for Familie- og forbrugeranliggenders overvejeler citeres:
”Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender er enig i, at det i en ny forældreansvarslov i lovteksten skal præciseres, at alle afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at barnets egne synspunkter skal indgå i alle forhold vedrørende barnet. Minister iet finder det af afgørende betydning, at ”barnets bedste” ikke alene er et bærende princip i praksis, men også afspejles i lovgivningen.”
…
”Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender kan derfor tilslutte sig, at der ikke længere i materielle enkeltbestemmelser foretages forskellige nuanceringer af kriteriet ”barnets bedste”, men at der indføres en bestemmelse i loven om, at alle afgørelser træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.”
I afsnit 4.4.2 om kontaktkonventionen.
”Udgangspunktet i artikel 4 er, at barnet og forældrene skal have ret til at opnå og opretholde kontakt med hinanden, og at dette kun kan fraviges, hvis det er det bedste for barnet, f.eks. i tilfælde hvor der er fysisk eller psykisk fare for barnet. Det anføres, at det alene er i undtagelsestilfælde, at bestemmelsen anvendes, og kun hvis mindre restriktive kontaktformer, f.eks. hvor kontakten er overvåget/støttet, ikke er en mulighed. Medlemslandene har en vis skønsmargin med hensyn til, hvad der er bedst for barnet.”
Bemærkningerne til § 4 citeres i sin helhed:
”Bestemmelsen fastslår lovens grundlæggende princip om, at der ved alle de afgørelser, som myndighederne træffer efter loven, skal tages hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Bestemmelsen gør op med den gældende lovs mange forskellige nuanceringer af begrebet ”barnets bedste”. Der henvises til pkt. 2.1.1. i de almindelige bemærkninger.
Reglen har udgangspunkt i artikel 3 i FN´s Børnekonvention, hvorefter barnets bedste skal komme i første række ved alle foranstaltninger vedrørende barnet, og er sammen med lovforslagets § 5 et grundlæggende element i lovens børneperspektiv. Der er ikke i konventionen nogen definition af ”barnets bedste”. Der er tale om en retlig standard, som er under stadig udvikling og afhænger af forskellige opfattelser og værdinormer.
Opfattelsen af, hvad der er bedst for barnet, vil givetvis ændre sig med tiden og afhænger af, hvilket barn der er tale om. Vurderingen af ”barnets bedste” skal derfor altid ske ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold – herunder barnets egen indstilling – sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig sagkundskab. Begrebet skal til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages hensyn til hovedprincipperne i lovforslaget; at et barn har ret til to forældre, hvilket indebærer, at forældrene skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, og dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger om barnet. Dette ansvar kommer også til udtryk ved, at begge forældre skal være med til at sikre, at samværet med den forælder, som barnet ikke bor hos, kan virkeliggøres.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal det fortsat indgå som et moment, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet. Dette forhold anses således som en vigtig del af vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Der henvises til pkt. 2.1.2. og 2.1.3. i de almindelige bemærkninger.”
Sammenfatning af forarbejderne om ”bedst for barnet” generelt.
Ovenstående grundige gennemgang af forarbejderne i forhold til ”bedst for barnet” dokumenterer, at der virkelig er tale om et gummibegreb, som i dagligdagen får en slags ”halleluja-karakter”.
Alle har en eller anden mening om det. Man kan indfortolke det i den til enhver tid for en selv relevante kontekst.
Det passer ikke ind i en seriøs juridisk kontekst. Man må da kunne lægge noget fagligt seriøst ind.
Min vurdering er, at netop det fænomen i forældreansvarssagerne er en væsentlig grund til, at dommerne føler sig magtesløse i forhold til de børnesagkyndige psykologer, som dommerne overlader mere og mere reel magt til. Det er jo svært for alvor at putte jura på et begreb som ”bedst for barnet”. Det må psykologerne da kunne fortælle.
Biologiens betydning for ”bedst for barnet”.
Hvis man med mange års erfaring på området tænker en smule over, hvad det er, som fylder i det tilbagevendende syn på begrebet, oplever jeg i al fald, at ”biologien” har en meget central rolle.
Det er lidt pudsigt, at netop det begreb i betænkning og lovforslag reelt kun nævnes sporadisk. At det i høj grad bygger på netop det fænomen, ser man i det ovenfor nævnte citat fra 1994-udvalget side 185ff, hvor der refereres til ”behovet for kendskab til rødderne”.
Børnesagkyndige siger ganske ofte til model-a møder, at der er forskningsmæssig belæg for, at det er afgørende for børn at kende deres rødder og dermed have kontakt til begge biologiske forældre. Jeg har flere gange spurgt ind til, hvad det er for forskning, der så entydigt siger det – uden at få svar. Faktisk er jeg gået så vidt, at jeg har spurgt den forsker på området, som jeg kender bedst, om der eksisterer sådan forskning. Svaret var, at det hende bekendt ikke er tilfældet.
Alligevel er det åbenlyst, at biologi spiller en rolle for mange. Det følger for eksempel af den åbenlys store interesse, der er for TV-udsendelser på melodien ”sporløs”. Her eftersøges de biologiske rødder.
Også den moderne dna-teknologi øger interessen for de biologiske rødder. Man efterspørger svar på, om man genetisk er i risiko i forhold til bestemte sygdomme eller lider af en arvelig ”defekt”.
I relation til barnets rødder er det biologien, som har betydning. Der er ikke noget ”sporløs” element for pigen i den sag, der danner baggrund for mine refleksioner. Hun vil ikke få biologiske ”tilbøjeligheder”, som det vil kunne være relevant at vende tilbage til for at finde årsag og virkning på dette eller hint.
Hun er så lille, at hun ikke må formodes at have skabt en så tæt relation til A, at den relation i sig selv kunne tænkes at have betydning.
§ 20 samvær
I den sammenhæng vil jeg nævne en sag, jeg har haft tidligere i år. Link.
Sagen handlede kort fortalt om et forældrepar, som havde et fælles barn D. Efter samlivsophævelsen får M et donorbarn P. M har en forestilling om, at D og P skal vokse op med en fælles far figur.
Det går imidlertid på flere måder helt galt. En lang proces følger med As krav om § 20 samvær.
Juridisk og praktisk spiller biologien og forældreansvarslovens § 20 ind.
Man kan i dag få ret til samvær som ”nærmeste pårørende” til et barn.
Bestemmelsen er grundlæggende tiltænkt situationer, hvor en forælder er død, og hvor der kan være et behov for at sikre for eksempel bedsteforældrene kontakt til børnebørnene. Man kan også forestille sig situationer, hvor forælderen på grund af særlige forhold er aldeles ude af stand til at have kontakt med barnet, og hvor det tilsvarende kan være behov for en sikring af, at barnet får kontakt til en person, som reelt er barnets nærmeste pårørende.
Barnet i den sag var 2½ år.
Bliver man reelt ”nærmeste pårørende til så lille et barn?
Hvis det skulle være tilfældet, kunne man med samme ret spørge, om ikke det samme gør sig gældende for et barns dagplejemor. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Men er barnets tilknytning i den konkrete situation egentlig reelt forskellig herfra? Faktisk ja: en dagplejemor ser typisk et spædbarn i 6-8 timer dagligt i nogle år fra forældrenes ophør af barselsorlov, og indtil barnet starter i børnehave.
Sammenfatning.
Bedst for barnet fylder meget i forældreansvarsloven og i forarbejderne. Artiklen viser, at der er tale om et gummibegreb, som man bør reflektere rigtig grundigt over.
Jeg vil gerne understrege, at jeg slet ikke negligerer eller ignorerer begreberne ”barnets bedste” eller for den sags skyld biologiens betydning.
Men der er situationer, hvor det bør perspektiveres rigtig grundigt, så man ikke kommer til at tage fejl i den politiske korrektheds forvanskede verden.
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator – formand for Landsforeningen Børn og Samvær
- september 2022