Atomkapløbsmodel: Bopælen for P1 (10 år) hos F og bopæl for P2 (7 år) hos M. 7/7 samværsordning for begge børn, Retten i Helsingør 9. juli 2024, utrykt
Byrettens begrundelse
Ved afgørelser efter forældreansvarsloven skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og tryghed komme i første række, jf. § 1 og § 4. I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed, jf. § 5.
Har forældrene fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der træffes afgørelse herom, jf. § 17, stk. 1.
Efter en samlet vurdering af forældrenes forklaringer og de bilag, der er fremlagt på sagen, lægger familieretten til grund, at begge forældre er i stand til at varetage omsorgen for børnene. Familieretten lægger herved særligt vægt på skolens udtalelser om, at børnene trives.
Familieretten finder derfor ikke grundlag for at udarbejde en børnesagkyndig undersøgelse eller forældrekompetenceundersøgelser i sagen.
Forældrene har siden samlivsophævelsen efter aftale haft bopæl for et barn hver, og børnene har haft samvær i en 7/7 ordning, hvor børnene dog efter aftale har spist hos M om onsdagen i Fs’ uge (og i en periode også overnattet fra onsdag til torsdag), ligesom det i Ms uger har været F, der sørgede for, at børnene kom til træning i Krav Maga (en kampsport) om tirsdagen og torsdagen. Familieretten lægger på den baggrund til grund, at forældrene har været i stand til at indgå aftaler om børnenes samvær, herunder at bytte samværsperioder, når der var behov herfor. Familieretten lægger videre til grund, at forældrene er enige om, at børnene – uanset bopæl – fortsat skal gå i skole i x-by.
Familieretten lægger videre efter børnenes forklaringer til grund, at de har et nært forhold til begge forældre. Hvad angår P1 finder familieretten, at hendes ønske om at have bopæl hos sin mor i det væsentligste skyldes, at hun ønsker at dyrke en anden fritidsinteresse end Krav Maga, som ifølge P1 særligt er faderens foretrukne fritidsinteresse.
Familieretten har med bekymring noteret sig Ms forklaring om, at hun egentlig ikke ønsker den 11/3 samværsordning, som hendes advokat på hendes vegne har påstået, men at hun grundlæggende ønsker at have eneforældremyndighed over børnene, at børnene skal have så lidt kontakt med deres far som muligt, og at de alene skal ”komme på besøg hos deres far”. Familieretten finder derfor ikke, at M entydigt vil være den bedste til som bopælsforælder at sikre forbindelsen til den anden forælder og at sikre samarbejdet mellem forældrene til børnenes bedste.
Familieretten har på den anden side noteret sig afstanden mellem Fs bopæl i Y by og børnenes skole i x-by, der på sigt muligt kan medføre et ønske om et skoleskift, hvis begge børn får bopæl hos F. Uanset Fs tilkendegivelse om, at børnene fortsat skal gå i skole i xby finder familieretten, at det vil være problematisk, hvis F får bopælen for begge børn.
På den baggrund finder familieretten, at børnenes tætte kontakt med begge forældre bedst sikres ved, at forældrene fortsat har bopæl for et barn hver.
Familieretten finder derfor efter en samlet vurdering, at det er bedst for børnene, at P1 fortsat har bopæl hos sin far, og at P2 fortsat har bopæl hos sin mor.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Efter familierettens samlede vurdering af børnenes forhold, herunder deres hidtidige kontakt til hver af forældrene, der findes at skulle fortsætte i det store og hele uændret, skal P1 og P2 have samvær med forældrene som nedenfor bestemt.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Byrettens resultat.
P1 den * april 2014, skal fortsat have bopæl hos F.
P2, født den 29. oktober 2017, skal fortsat have bopæl hos M
Samvær
P1 skal have samvær med M fra mandag i lige uger til mandag i ulige uger med overlevering i skolen.
P2 skal have samvær med F fra mandag i ulige uger til mandag i lige uger med overlevering i skolen.
Feriesamvær/børnenes ophold hos forældrene:
Vinterferie, påskeferie, efterårsferie og løse helligdage:
I overensstemmelse med det løbende samvær.
Jul/nytår:
F: Lige år fra sidste skoledag til den 27. december. Ulige år fra den 27. december til første skoledag.
M: Ulige år fra sidste skoledag til den 27. december. Lige år fra den 27. decem-ber til første skoledag.
Sommerferie:
Deles lige med 14 dage sammenhængende og 7 dage sammenhængende. Ferien begynder og slutter en mandag. Overskydende dage følger det løbende samvær.
Placering af sommerferie:
Kan forældrene ikke blive enige om sommerferiesamværets placering, bestemmer M placeringen af sin ferie først i de lige år. F bestemmer placeringen af sin ferie først i ulige år. Den, der vælger først, skal give den anden forælder skriftlig besked om feriens placering senest den 1. marts. Hvis fristen ikke bliver overholdt, må den anden forælder vælge først og skal give skriftlig besked senest den 1. april. Den, der vælger sidst, skal give skriftlig besked senest den 1. maj.
Manglende udnyttelse af sin meddelelsesret ændrer ikke på den fastlagte rytme og kan således medføre, at den anden får førsteret flere år i træk.
Afhentning og aflevering:
Afhentning og aflevering sker i skole/institution.
Hvis skole/institution er lukket på tidspunktet for afhentning eller aflevering, skal den af forældrene, som børnene skal til, hente børnene på den anden forælders adresse, medmindre andet er aftalt.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Kommentar.
Jeg har repræsenteret M i sagen. M havde startet sagen, fordi børnene oplevede en ret kontant og lidt hårdhændet behandling hos F. Der var også problemstillinger i retning af psykisk vold inde over sagen. F er professionel soldat med flere udstationeringer.
Parterne gik fra hinanden i begyndelsen af 2023, og der blev i forbindelse hermed indgået en atomkapløbsmodel, som M altså ret hurtigt på egne og børnenes vegne oplevede som ”forkert”.
M begærede under sagen dels en børnesagkyndig undersøgelse, dels en personlighedsvurdering af begge forældre.
Af hensyn til anonymiteten nævner jeg ikke de geografiske placeringer men forsøger alligevel at antyde de geografiske udfordringer her. M bord i Nordsjælland, hvor begge børn går i skole. F boede efter skilsmissen i centrum af København men flyttede under sagen til en af ”vestegnskommunerne”.
Begge forældre nedlagde påstand om bopæl for begge børnene. F nedlagde påstand om 7/7 uanset bopæl. M nedlagde påstand om 11/3 med bopæl hos hende.
Med resultatet følger, at F hver anden uge skal gøre fra Vestegnen til Nordsjælland via Ring 3 om morgenen og samme vej retur om eftermiddagen efter skole. (Det er konkret ikke Helsingør, men jeg brugte mine egne erfaringer som eksempel på de besværligheder, hvis man ikke kender turen eller lytter til P4 med trafik meldinger. Det er langsomt og stressende i praksis).
Jeg rystes over dommerens nærmest ”vanvittige” præmisser i forhold til Ms forklaring i retten.
Det er utvivlsomt rigtigt, at M af et ærligt hjerte mener, at det vil være bedst for børnene, om hun havde forældremyndigheden alene, og at der slet ikke skulle være samvær.
Det er lige så utvivlsomt, at jeg som Ms advokat har brugt rigtig mange kræfter på at forklare hende, at i den helt konkrete situation og med mit kendskab til systemet ikke ville give mening at påstå eneforældremyndighed. Der har ikke rigtig været nogle ”forældremyndigheds-vigtige” uenigheder. Det havde M accepteret men kom altså alligevel til at sige sin ærlige mening.
Det står også nærmest med flammeskrift, at jeg ”på hendes vegne” har nedlagt påstand om 11/3, selv om hun ikke ønsker, at F skal have samvær.
Præmissen er i sig selv en skandale. Jeg kan selvfølgelig vælge at opfatte præmissen som en kritik af, at jeg ikke havde manuduceret M godt nok i at sige halleluja på en måde, som passede dommeren.
Men hvis resultatet var blevet en 11/3-samværsordning eller eventuelt en 10/4, er der konkret absolut intet i sagen, som indikerer, at den dom ikke var kommet til at fungere.
Dommerens præmisser på det punkt har nærmest karakter af en dom, der siger til M, at hun slet ikke må være bekymret eller bange og faktisk slet ikke have nogen mening eller endsige udtrykke den mening. Det er og bliver en ”halleluja-skandale”.
Der blev som nævnt ikke gennemført nogle undersøgelser men børnesamtaler. Ingen af børnesamtalerne taler i virkeligheden for 7/7. Alligevel møder den børnesagkyndige op og siger, at den gældende ordning bør fortsætte.
Generelt tænker jeg, at dommen illustrerer alle de negative sider af atomkapløbsmodellen
Alle de generelle betingelser i forhold til 7/7 er ikke eksisterende i denne sag. Betingelserne er ”jo” i min helt generelle oversættelse, at forældrene skal bo så tæt på hinanden, at børnene kan have det samme børnenetværk begge steder. (Der har stort set ikke været legeaftaler hos F). Forældrene skal være knaldgode til at samarbejde, og der skal stort set ikke være konflikt om noget som helst.
Jeg hæfter mig i øvrigt ved, at dommeren ikke har taget en bortfaldsbestemmelse med i dommen, selv om den var præciseret i påstandene. Uden bortfaldsbestemmelse opstår der så godt som 100% sikkert skænderier mellem parterne i forbindelse med ferierne.
Nu må vi så finde ud af, om dommen skal ankes.
Jeg er godt nok frustreret på systemet og kalder modellen for en ”halleluja” model. Modpartens advokat sagde i retten, at hun slet ikke kender en hallelujamodel. H*n er endda en advokat, der kalder sig ekspert på området.
Viggo Bækgaard
10. juli 2024