Arrene fra barndommen (en boganmeldelse)
Bog af Kaj Rudi – forlaget Kahrius isbn 1978-87-7153 371-2
Anmeldt af Viggo Bækgaard
Formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
Hvorfor fortælle om den bog?
Jeg modtog for nylig en mail i min børn- og samværsindbakke med en pressemeddelelse om en erindringsbog. I pressemeddelelsen stod blant andet:
”Denne bog handler om, hvordan jeg opfattede min barndom i min familie. Jeg fortæller om mine oplevelser i skolen og de voksne autoriteter, og om min almindelige opførsel på gaden.
… Men jeg kan fortælle min historie, sådan som jeg husker den, fra jeg var tre år gammel og havde mine første bevidste erindringer, frem til jeg var 16 år og flyttede hjemmefra på godt og ondt.
Du kan også se bogen som en fortælling om 50´erne og 60´erne, set gennem et barns øjne, et barn der voksede op i bunden af samfundet.
Det var en tid, hvor det var normalt og lovligt at slå børn, hvor børn skulle tugtes. Tørre tæsk var på dagsordenen næsten overalt i børnefamilierne, i skolerne og hvor børn ellers skulle `opdrages´.
I min familie skulle vi kæmpe med min stadig stærkere alkoholiserede far, og vi var udsat for stadig grovere vold, især fysisk, men også psykisk. Og kun få gjorde noget for at hjælpe os.
Holdningen fra kommunen og vores lærere, gjorde kun ondt værre. Børn som os er nok blevet alvorligt skadede af sådanne forhold.
Det er nu forbudt at slå børn i hjemmene, men der er endnu familier, hvor børn bliver udsat for vold. Jeg håber at min bog vil medvirke til, at der ikke vil være så mange dårligt fungerende børn i hjemmene i fremtidens Danmark.”
Jeg kunne ikke helt gennemskue, om bogen var interessant i en børn- og samværs kontekst. Jeg konstaterede ved googling, at forfatteren og jeg er nogenlunde jævnaldrende. Vi er altså ganske meget ældre end den egentlige målgruppe i foreningen – bedsteforældregruppen fraregnet.
Afslutningsordene om forfatterens forventning til, hvad bogen kan medvirke til, fik mig til at svare, at jeg godt ville læse og anmelde den, hvis jeg fik et anmeldereksemplar. Det gjorde jeg så nogle dage senere.
Anmeldelse.
Forfatteren fortæller om en på alle måder elendig barndom præget af fattigdom og en voldelig og fordrukken far. Der synes kun at have været få lyspunkter i drengens opvækst. Jeg tror, at forfatteren forsøger at fortælle, at han blev en ”skarnsunge” som følge af opvækstbetingelserne.
Han er vokset op i det sydlige Aarhus, hvor der beskrives et gigantisk gab mellem de fattige på bunden af samfundet over for borgerskabet. Et gab, der på stort set alle måder var negativ for drengens opvækst. Han var i kamp med alt og alle, herunder ikke mindst lærerne på skolen.
Jeg er selv vokset op i det samme tidsrum i Vestjylland i et ”bedsteborgerligt” miljø. Det kan sagtens forklares i forskellen på en mindre vestjysk købstad og storbyen Aarhus, at jeg på ingen måde selv kan genkende den kæmpestore kløft mellem befolkningsrupperne.
Vi legede glad og gerne på tværs af alting. Jeg oplevede ikke hjem, der bare tilnærmelsesvis dækker forfatterens beskrivelse af 50erne.
Fortællingen er deprimerende læsning. Lidt overdrevent fristes jeg til at sige, at Oliver Twist i min erindring er langt mere romantisk og nærværende end den aktuelle forfatters barndom. Charles Dickens samtid opfattede næppe den bog som romantisk men socialrealistisk.
Jeg sidder ikke tilbage med oplevelsen af, at forfatteren gennem en hel barn- og ungdom omtaler mere end eet eneste menneske positivt. Det var en kvindelig norsk vikar, som han havde nogle få uger i skolen. Kun i yderst få glimt får man indtryk af, at selv moren dog var kærlig og nærværende.
Den pæneste fortolkning af det er vel, at hun ikke havde forudsætningerne for at trænge gennem al elendigheden og gøre noget for at hanke op i børneflokken. Hun var også udsat for mandens vold men fandt alligevel ud af ægteskabet, uden at det syntes at have synderlig positiv virkning på for forfatteren.
Bitterheden slår kraftigt igennem hele fortællingen.
Min læsning af bogen havde fra forskræppet givet mig en forventning om, at jeg ville få en tidstypisk fortælling og en sådan perspektivering af farens vold og drikfældighed, at fortællingen kunne medvirke til et eller andet i nutiden. Den forventning synes jeg ikke er blevet indfriet.
Forfatteren står helt og aldeles anonymt tilbage. Bogen slutter med, at han kom i gartnerlære. Der er ikke en eneste sætning, der fortæller, hvad han egentlig blev til professionelt og menneskeligt.
De fleste mennesker bliver på godt og ondt formet af deres opvækstvilkår. Blev Kaj Rudi en mønsterbryder eller blev han fanget i sumpen af den bitterhed, som han beskriver sin barndom med? Man må vel trods alt antage, at selve det at få skrevet sine barndomserindringer er udtryk for et eller andet brud med elendighederne.
Det antydes i det citerede forskræp, at familien også var udsat for det, jeg i dag ville kalde systemvold. Hvor det kommer frem i bogen, fremstilles det som betinget af familiens sociale vilkår i den forstand, at systemet træder på dem, der ligger ned i forvejen. Den del synes jeg desværre godt at kunne genkende i dag især i kommunernes børne- og ungeforvaltninger.
I bogen er det ikke en systemvold, der beskrives grundigt eller uddybes gennem voksne reflekterede briller. Det kommer bare frem som ”grå mænd” eller sure systemkvinder – og allermest håbløse lærere.
Selvfølgelig er der i bogen elementer fra tiden, som jeg kan genkende. Megen menneskelig adfærd er uforanderlig og derfor også forhold, der ses i dag.
Personligt kan jeg genkende betydeligt mere af den virkelighed, jeg kender, i Niels Malmros’ film. Dem tænkte jeg flere gange på under læsningen. Måske særligt fordi de film jo tager udgangspunkt netop i Aarhus og med samme tidsramme.
Desværre er det virkelig svært for mig at se, hvordan bogen vil kunne medvirke til, at der ikke vil være så mange dårligt fungerende børn i hjemmene i fremtidens Danmark.
Jeg er selvfølgelig ikke i tvivl om, at forfatteren har oplevet sin opvækst, som han beskriver den. For mig er bogens værdi derfor nok mest, at den kan være interessant læsning for enhver, som selv sidder med en oplevelse af svigt, som man måske føler er årsag til ens nuværende situation.
Men selv her bliver udfordringen, at bogen ikke giver nogen vejledning.
I den situation sidder man måske bare tilbage med et ”NÅ”. Det kan man ikke rigtig bruge til noget.
Viggo Bækgaard
19. april 2021