Landsretten afviser en anke, da resultatet er åbenbart rigtig på forhånd (6 gange overvågede støttede samvær af op til 1½ time inden for en periode på 1 år, TFA 2024/84 ØLD
Byrettens begrundelse
Efter forældreansvarslovens § 4 skal en afgørelse efter loven træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Det fremgår af forældreansvarslovens § 19, at et barns forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved at barnet har samvær med den af forældrene, som barnet ikke har bopæl hos.
Der kan imidlertid, hvis det må anses for bedst for barnet, træffes afgørelse om, at der ikke fastsættes samvær.
Det kan lægges til grund, at B er et sårbart barn med store udfordringer, men at han er i en god udvikling.
De seneste overvågede samvær viser, at samværet med M på flere måder er positive for B, men også at M’s evne til at varetage samværet er meget svingende, og at der er en risiko, at hun ikke, uden støtte, vil kunne tage behørig vare på B under selv et kortvarigt samvær.
Sammenholdt med B’s nuværende sårbarhed, vurderer retten, at der ikke på nuværende tidspunkt ergrundlag for at fastsætte samvær uden overvågning, og der er heller ikke på nuværende tidspunkt udsigt til, at der indenfor en overskuelig fremtid vil kunne gennemføres ikke overvågede samvær.
Beskrivelserne af de overvågede samvær i 2023 og Børnehuset … beskrivelse af B’s reaktion eftersamværet i september 2022 viser, at B har et behov for at se sin mor, og at han har udbytte af et samvær.
Efter familierettens samlede vurdering bør der derfor på nuværende tidspunkt fastsættes et overvåget støttet kendesamvær i en periode på 1 år som nedenfor bestemt.
Samværene er overvågede med henblik på, at der kan gives støtte både til B og til M.
Der skal ikke efter forløbet afgives en rapport af støttepersonen om dennes indtryk af forløbet af de overvågede støttede samvær.
Hvis parterne ikke efter forløbet er enige om det fremtidige samvær, henvises parterne til på ny at rettehenvendelse til Familieretshuset om fastsættelse af samvær.
Resultatet:
B skal have overvågede støttede samvær i alt 6 gange af op til 1½ times varighed efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.
Samværene skal gennemføres inden for en periode på 1 år.
(M anker herefter dommen og påstår nu bopæl og forældremyndighed).
Landsrettens begrundelse
Efter retsplejelovens § 368 a , stk. 1, kan landsretten afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andregrunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.
Sagen omhandlede for familieretten hverken spørgsmålet om forældremyndighed eller bopæl. Det følger allerede heraf, at landsretten under anken ikke skal behandle M’s nye påstande om forældremyndighed og bopæl, idet dette ville stride mod to-instansprincippet, jf. også retsplejelovens § 384.
Familierettens afgørelse om 6 overvågede støttede samvær er blandt andet baseret på Familieretshusets beskrivelse af forløbet af 8 overvågede samvær i perioden fra den 30. januar 2023 til den 25. maj 2023mellem B og M, udtalelser fra X Kommune og B’s tidligere børnehave samt parternes forklaringer for familieretten. Der er ikke fremkommet oplysninger, som giver grund til at antage, at familieretten traf afgørelse på et da ufyldestgørende grundlag.
F har ikke nedlagt påstand om ændring af familierettens dom, men har dog tilkendegivet, at han er uenig i, at der skal være samvær som bestemt ved dommen. Det bemærkes i den forbindelse, at det som anført af familieretten fremgår af forældreansvarslovens § 19, at et barns forbindelse med begge forældre skalsøges bevaret ved, at barnet har samvær med den af forældrene, som barnet ikke har bopæl hos.
Landsretten finder herefter og på baggrund af de foreliggende oplysninger, navnlig indholdet af beskrivelsen af de gennemførte overvågede samvær, samt under hensyn til familierettens begrundelse, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i familieretten. Da sagen ikke er af principielkarakter, og da heller ikke andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten, afviserlandsretten anken.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Det er meget sjældent forekommende i forældreansvarssager, at landsretten benytter den specielle hjemmel til at afvise en anke på forhånd. (Jeg tror, at bestemmelsen egentlig mest er tiltænkt de såkaldte kreditanker, hvor man anker en dom reelt for at slippe for at betale ”nu”.)
Det usædvanlige i den afgørelse bekræftes af en nyere afgørelse fra Højesteret, hvor Højesteret pensler ud, at man skal være mere end varsom med at afvise en ankesag af denne type. Se Højesterets dom af 28. maj 2024. Og dog! En nyere Højesteretsdom fra 25. oktober 2024 godkender også, at sagen afvistes efter bestemmelsen.
Det er åbenlyst, at man ikke kan anke et problem, som slet ikke har været til behandling i byretten. I byretten har man kun behandlet spørgsmål om samvær. Bopæl og forældremyndighed kan derfor selvfølgelig ikke behandles i landsretten.
Afgørelsen fortæller ikke så meget om de konkrete forhold. Det virker imidlertid åbenlyst, at der er ”gigantiske” problemer hos M, uden at man på nogen måde får indtryk af, hvad det handler om.
Byretsdommen er dog lidt interessant derved, at der ikke er ret mange afgørelser om det såkaldte kendesamvær. Du vil dog kunne finde eksempler på det og omtale, hvis du i søgefeltet på forsiden skriver ”kendesamvær”.
Viggo Bækgaard
21. marts 2024