Anden person ental – roman af Daniel Dencik Gyldendals Forlag
omtalt af Viggo Bækgaard
talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator
Denne nyudgivne bog har været en del omtalt i pressen. Jeg har læst den som en slags pligtlæsning.
Bogen er efter min vurdering mere et partsindlæg i en forældreansvarskonflikt end en roman. Den handler om en far, som fra den ene dag til den anden fratages kontakten til sine børn med myndighedernes opbakning.
Mor bor i Sverige, og far pendler mellem Sverige og København. Historien er relativ klassisk på den måde, at det hele starter med, at børnene siger et eller andet om forhold hos far, som ikke er i orden. Undervejs udvides beskyldningerne fra noget, som måske ligner lidt hårdhændet opdragelse over vold til incestlignende forhold.
Hele historien ses gennem farens briller. Lysende klart fremgår det gennem fars briller, at alt er det pure opspind, og at myndighederne på alle måder undlader at tage farens perspektiv men kun mors og i farens øjne heller ikke børnenes.
Far mener, at mor har særlige problemer, som forklarer hendes adfærd og beskyldninger.
Ingen lytter, og far ser bare ikke børnene.
Jeg må indrømme, at jeg undervejs kunne forfalde til kun at skimme historien, som jeg opfattede som trods alt for ensidig og unuanceret.
Mens jeg sidder og læser, slår det mig, at der synes at være flere ligheder men også væsentlige forskelle på dansk og svensk myndighedstilgang til en problemstilling som denne. Jeg kender ikke så meget fagligt til svensk ret og håndteringen konkret af sager om forældremyndighed og samvær.
Lighederne er helt klart, at man tager formelt udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet. Hvis man kan lægge forfatterens beskrivelse af sagsbehandlingen til grund, har man begge steder berøringsangst i forhold til virkelig at undersøge de beskyldninger og betænkeligheder, som forældrene har – og som myndigheder bør forholde sig til.
Til gengæld synes der at være en væsentlig forskel deri, at man åbenbart i Sverige virkelig betragter barnet som den svage part og lader enhver rimelig tvivl komme barnet til gode.
I Sverige synes man med bogen som kilde at tage udgangspunkt i, at der ikke er røg, uden at der har været ild. Så må vi hellere stoppe samværet.
I Danmark opleves næsten det modsatte udgangspunkt, idet man i en sag som denne formentlig ville have suspenderet samværet men derefter genoptaget det, når man ikke kunne nå frem til strafferetligt bevis for, at der var foregået noget strafferetligt.
Måske ville man så efter et par år med samvær af vekslende omfang overveje at stoppe samværet.
For 10 år siden ville jeg og Landsforeningen Børn og Samvær med sikkerhed have taget et hundrede procent udgangspunkt i, at den svenske løsning er den rigtige.
I dag er vi lidt mere i tvivl og i al fald reelt mere nuancerede, end vi var dengang. Det afspejler sig i vore betragtninger om samværschikane, som du for eksempel kan læse i diverse høringssvar.
Helt afgørende og uden holdningsændringer kan en bog som denne endnu engang bekræfte, at meget ville være anderledes ved behandlingen af disse sager, hvis myndighederne tog alle de bekymringer, som kommer frem alvorligt.
Er der noget om beskyldningerne mod far, skal der selvfølgelig ikke være samvær.
Er mor ude af stand til at håndtere samarbejdet med far, eller tyder mest på, at hun producerer beskyldning på beskyldning, bør konsekvensen være bopælsskifte for børnene, hvis far er i stand til at håndtere den situation.
Hvordan finder vi ud af, hvad der er sandt eller falsk?
Enkelt er det ikke nødvendigvis. Men en større brug af pligtmæssige oplysninger fra læge, psykologer og psykiatere kunne være en mulighed.
Egentlige forældreevneundersøgelser, hvor man ikke kun fokuserer på børnene men også på forældrene, ville være en anden farbar vej. Og den er der direkte lagt op til efter ændringerne af den danske forældreansvarslov i 2012.
Nu er det jo ”kun” en roman og endda med udgangspunkt i Sverige. Trods dens karakter af partsindlæg synes jeg nu godt, at den kan give stof til eftertanke.
Fædre kan i ren Foreningen-Far-tankegang lappe hvert ord i sig og finde bekræftelse.
Mødre kan godt læse bogen og få en forståelse af, hvor ond man som mor kan være, hvis man går i gang med den slags beskyldninger.
Alle kan tænke rigtig meget over, hvordan man egentlig skal reagere, hvis børn beklager sig. For man skal jo heller ikke overhøre signaler.
Myndigheder kan reflektere over, hvordan deres adfærd kan opleves som tilfældighedshandlinger.
14. februar 2014
Viggo Bækgaard