Afgørelse om tvangsfuldbyrdelse af samvær. Hvad kan landsretten behandle. Fm 2021/149 ØLK
Problemstilling – min forklaring:
Der forelå en dom fra 8. oktober 2021 om samvær for barnet med F. Barnet udleveres ikke.
Dommen af 8. oktober 2021 er anket til landsretten af M.
F indbringer sagen for Familieretten (altså tvangsfuldbyrdelse). M protesterede mod tvangsfuldbyrdelse.
Familieretten (altså i praksis fogeden) gennemfører en børnesamtale. Kommunen har sat gang i en børnefaglig undersøgelse. Børnesamtalen finder sted den 29. oktober, hvilket er 21 dage efter Familierettens dom. Det er i øvrigt oplyst, at begge parter under ankesagen har bedt om en børnesagkyndig undersøgelse.
Familieretten (altså fogeden) beslutter på ovennævnte baggrund, at tvangsfuldbyrdelse ikke bør ske af hensyn til barnet.
Familieretten (altså fogeden) træffer den 2. november 2021 afgørelse om, at samværet ikke tvangsfuldbyrdes, fordi det ikke vil være bedst for barnet. Det er mindre end en måned efter Familierettens dom.
Familieretten (altså fogeden) bliver alligevel lidt i tvivl og mener, at landsretten bør vurdere den oprindelige materielle sag og henviser til en analogi af retsplejelovens § 456p.
Det er landsretten ikke enig i, fordi der ikke er fornøden hjemmel til det – og hjemviser sagen til familieretten (altså tvangsfuldbyrdelsesafdelingen af Familieretten.)
Her får I så den mere formelle kendelse:
Familierettens kendelse (tvangsfuldbyrdelse).
F har den 5. november 2021 indleveret anmodning om, at det samvær mellem ham og B født den … 2010, der er fastsat ved dom af 8. oktober 2021 tvangsfuldbyrdes.
M har indleveret processkrift, hvori hun har fremsat påstand om, at sagen afvises, subsidiært nægtes fremme.
Familieretten har den 2. november 2021 i BS bestemt, at samværet ikke tvangsfuldbyrdes.
Familieretten har på baggrund af en børnesamtale med B den 29. oktober 2021, den børnesagkyndiges vurdering i forbindelse med samtalen og * Kommunes oplysning om, at der er truffet beslutning om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse i medfør af servicelovens § 50, vurderet at fuldbyrdelse af samvær ikke vil kunne ske under hensyn til B og varetage B’s bedste.
Parterne har under behandlingen af BS (fogedsagen) oplyst, at dommen af 8.oktober 2021 er anket til Østre Landsret, og at begge parter har fremsat anmodning om, at der under ankesagen iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse.
Familieretten vurderer fortsat, at tvangsfuldbyrdelse af samværet ikke vil kunne ske under hensyn til B og varetage B’s bedste.
Der er af hensyn til B behov for, at Østre Landsret under ankesagen vurderer, om dommen af 8. oktober 2021 skal ændres, jf. retsplejelovens § 456 p analogt.
Resultat: sagen henvises i medfør af retsplejelovens § 456p analogt til Østre Landsrets vurdering af, om F’s samvær med B født den 18. oktober 2010, der er fastsat ved den påankede dom af 8. oktober 2021 skal ophæves eller ændres.
Landsrettens kendelse:
F har den 5. november 2021 indleveret en anmodning til Retten i Svendborg med påstand om, at der fastsættes fuldt erstatningssamvær (5 dage) og tvangsbøder i det omfang, B født den 18. oktober 2010, ikke udleveres. Retten i Svendborg har den 5. november 2021 henvist sagen til Retten i Odense.
Familieretten i Odense har ved kendelse af 8. november 2021 bestemt, at sagen i medfør af retsplejelovens § 456 p analogt henvises til Østre Landsrets vurdering af, om F’s samvær med B der er fastsat ved den påankede dom af 8. oktober 2021, skal ophæves eller ændres.
Da der ikke er hjemmel til at henvise sagen fra familieretten til landsretten, hjemvises sagen til familieretten (tvangsfuldbyrdelse).
Kommentar:
Afgørelsen illustrerer det åbenlyst tåbelige i det nuværende system.
Hvorfor 2 retter – Odense – Svendborg
I denne sag kræver det lidt forklaring, at der er involveret to fynske retter. Det fremgår ikke af referatet, hvilken ret, der har truffet den oprindelige afgørelse.
Forældreansvarssager behandles ved den ret, hvor barnet bor. I denne sag synes det at være i Odense retskreds. Ligeledes skal en tvangsfuldbyrdelsessag behandles ved den ret, hvor barnet opholder sig. Det må i begge tilfælde være Odense.
Jeg tror, at F bor i Svendborg retskreds og har troet, at han skulle henvende sig der. Hvis det gæt er rigtigt, skal retten der oversende sagen til den rigtige retskreds.
Det totalt absurde system.
Systemet er opbygget sådan, at spørgsmål om barnets bopæl og samvær skal træffes af Familieretten.
For ikke jurister kan det godt virke naturligt og forståeligt. Familieretten beklædes typisk af en udnævnt dommer (”rigtig dommer”).
Tanken er helt banalt, at retten skal træffe afgørelse efter, hvad der er ”bedst for barnet”. Formodningen i systemet er, at sagen er ”forberedt” i Familieretshuset. I de tunge sager, der behandles i Familieretshuset som en § 7 sag, forudsættes i familieretshuslovens § 28, stk. 3, at der som udgangspunkt skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.
I denne sag kan man se, at sagen blev oversendt til Familieretten uden en sådan undersøgelse.
Uanset forberedelsen i Familieretshuset forudsættes selvfølgelig, at den udnævnte dommer (”rigtige dommer”), afsiger dom på et grundigt gennemarbejdet og undersøgt grundlag.
En afgørelse truffet af Familieretten om bopæl og samvær kan ankes til landsretten.
Her skal man have tungen lige i munden for at forstå virkningerne. Ankefristen er 4 uger fra dommens dato. Hvis en forældremyndigheds- eller bopælssag ankes inden 14 dage, følger det af retsplejelovens § 480, at det er tilstanden før byrettens (Familierettens) dom, der gælder, indtil landsretten har talt.
En afgørelse om samvær har derimod virkning straks, selv om den ankes inden 14 dage.
Man kan anmode byretten (Familieretten) om afvigelse fra disse bestemmelser. Man kan både bede om, at en forældremyndigheds- eller bopælsafgørelse skal have virkning, selv om den ankes inden de 14 dage – og om, at en samværsafgørelse først skal have virkning, når landsretten har talt. Begge dele er noget, som byretterne er lidt tilbageholdende med efter min erfaring.
I den konkrete sag kan man se, at Familieretten (byretten) afsiger dom den 8. oktober. Det var en samværsdom. Derfor skal dommen efterleves straks, medmindre retten har bestemt noget andet. Det var ikke tilfældet.
Familieretten som byretten – Familieretten som tvangsfuldbyrdelse (fogedret) – en dommerfuldmægtig som ankeinstans i forhold til ”chefen” – den ”rigtige dommer”.
Nu kan man så se af dommen, at F har fået samvær i Familieretten (byretten). M vælger at lade være med at udlevere. M efterlever ganske enkelt ikke den lovligt afsagte dom.
Man kan ikke se, om hun har forsøgt at få ”den rigtige dommer” til at bestemme, at dommen først kunne fuldbyrdes efter landsrettens dom. Det er i al fald ikke bestemt sådan.
Fs for så vidt helt forståelige reaktion bliver så at søge dommen tvangsfuldbyrdet. I gamle dage var det fogedretten, der skulle stå for tvangsfuldbyrdelsen. Ved den seneste ændring af systemet fik blandt andet Børns Vilkår ved dygtigt lobbyarbejde overbevist politikerne om, at ”fogedretten” er en rigtig grim instans. Det er frygtelig synd for børnene, at dommen skal efterleves.
Så tvangsfuldbyrdelsen skal gennemføres af Familieretten som tvangsfuldbyrdelsesinstans. Helt konkret er det stort set altid sådan, at fuldbyrdelses”dommeren” kommer fra fogedretten. Det er stort set altid en dommerfuldmægtig eller retsassessor. Ikke en ”udnævnt dommer”.
Dommen i Familieretten (byretten) skal træffes efter, hvad der er ”bedst for barnet”. Det må vi ærlig talt tro på, at den udnævnte dommer har gjort i alle sager. (Jeg tvivler ofte på det, men vi er nødsaget til at tro på vores retssamfund).
I reglerne om tvangsuldbyrdelse er bestemt følgende bestemt i rpl. § 456 p:
”Fuldbyrdelse efter reglerne i dette kapitel kan kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan endvidere kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.”
Altså dommerfuldmægtigen skal kun tvangsfuldbyrde, hvis det er ”bedst for barnet”. Det lyder jo tilforladeligt.
Men se lige på eksemplet fra denne afgørelse.
Den ”rigtige dommer” har truffet en afgørelse den 8. oktober. Vi må forudsætte, at sagen er velgennemtænkt af den ”rigtige dommer”. Alle relevante overvejelser må formodes gjort.
Men vi kan så se af sagen, at begge parter i forbindelse med anken til landsretten har bedt om en børnesagkyndig undersøgelse. Den skulle være gennemført allerede i Familieretshuset som beskrevet. Den ”rigtige dommer” har ikke fundet det nødvendigt.
Mindre end 3 uger efter er barnet ikke udleveret. Dommerfuldmægtigen har valgt at tage en børnesamtale. Vi kender ikke ”den rigtige dommers” grundlag. Nogle dommere vælger stort set altid at gennemføre en børnesamtale i forbindelse med sagen, selv om der har været holdt en børnesamtale i Familieretshuset. Det ved vi ikke noget konkret om.
Dommerfuldmægtigen i Familieretten (fogedretten) vælger at gennemføre en børnesamtale. Dommerfuldmægtigen tænker, at det godt nok er svært.
Efter rpl. § 456 p kan tvangsfuldbyrdelsen afvises ved at henvise den ”tilbage” til Familieretshuset til grundigere undersøgelse forfra.
Den stakkels dommerfuldmægtig kunne naturligt vælge at have tænkt, at den ”rigtige dommer”, der som antydet er en slags chef i huset nok har gjort sit arbejde godt og grundigt. Så kunne han vælge at sige, at selvfølgelig skal den dom efterleves. Dommen er så ny, at der simpelthen ikke kan være noget nyt at komme efter.
Det har dommerfuldmægtigen alligevel ikke tænkt. I virkeligheden tænker han, at ”min chef er et fjols, der ikke har gjort sit arbejde godt nok”. Det er godt nok lidt friskt.
Muligheden for at sende sagen tilbage efter § 456 p giver selvfølgelig heller ikke mening.
Jeg synes faktisk, at dommerfuldmægtigens overvejelser lyder fornuftigt. I virkeligheden siger han jo, at ”chefen” nok burde have besluttet, at sagen ikke skulle kunne tvangsfuldbyrdes, før landsretten har talt.
Smidigt undgår han at gå direkte imod Familierettens dommer (chefen) og i virkeligheden udsætte fuldbyrdelsen på den endelige afgørelse i landsretten.
Personligt finder jeg faktisk dommerfuldmægtigens overvejelser ganske fornuftige. Landsretten synes efter min opfattelse ikke at have tænkt sig om og har truffet en al for formalistisk afgørelse.
Nu sætter landsretten den stakkels dommerfuldmægtig i et forfærdeligt dilemma.
Jeg synes, at sagen illustrerer det håbløse system.
Det understreges, at mine kommentarer intet har at gøre med indholdet af den konkrete sag. Det er systemets absurditet, jeg græder over.
Viggo Bækgaard
22. februar 2022