6-årig ikke tilbageleveret til Venezuela, TFA 2018/45 ØLK
Byrettens begrundelse
Sagen drejer sig om en anmodning om tilbagegivelse af barn efter børnebortførelseslovens § 10. Af denne bestemmelse fremgår, at børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet forinden havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.
Det kan lægges til grund, at B inden sin ankomst til Danmark havde bopæl i Venezuela, som har tiltrådt Haagerkonventionen.
Videre fremgår det af børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, at en bortførelse er ulovlig, hvis handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl før bortførelsen, og at rettighederne blev udøvet på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført.
Fogedretten lægger til grund, at parterne havde fælles forældremyndighed over B, og at de alle boede sammen, inden M tog til Danmark med B.
De venezuelanske myndigheder har til sagen oplyst, at en far og mor efter venezuelansk lov har pligt og umistelig ret, ligestillet og delt, til at udøve ansvaret for opdragelsen, og loven forbyder, at moderen eller faderen ensidigt bestemmer mindreårige børns bopæl.
M har påstået, at F vidste, at hun ville søge asyl, og at hans fuldmagter til hende beviser, at han vidste, der ikke kun var tale om et ferieophold.
Fogedretten lægger til grund, at F vidste og også havde accepteret, at M sammen med B tog til Europa på ferie, og at han i den forbindelse udstedte fuldmagt til M til at tage sig af B.
Det er dog fogedrettens opfattelse, at der med de af F udstedte fuldmagter ikke var tale om, at F var vidende om og havde billiget, at M sammen med B tog til Danmark for at blive og søge asyl. Uanset at parterne efter M’s ansøgning om asyl fortsætter deres mailkorrespondance, og uanset der af korrespondancen også kan ses en venlig tone mellem parterne, er det fogedrettens opfattelse, at dette ikke er udtryk for, at F har givet tilladelse til, at M sammen med B skulle tage til Danmark og blive. Det er i den forbindelse fogedrettens opfattelse, at det af korrespondancen fremgår, at F netop ikke havde givet sin tilladelse til, at M sammen med B kunne tage ophold i Danmark.
Herefter, og henset til oplysningerne fra de venezuelanske myndigheder, finder fogedretten, at B opholder sig i Danmark uden faderens samtykke, hvorfor han ulovligt er ført her til landet og ulovligt tilbageholdes her.
Fogedretten er bekendt med, at der også for tiden opleves uroligheder i Venezuela, ligesom det danske udenrigsministerium fraråder ikke-nødvendige rejser til Venezuela.
Det er dog fogedrettens opfattelse, at der ikke er oplyst om forhold omfattet af børnebortførelseslovens § 11 nr. 2) eller nr. 4), hvorfor tilbagegivelse ikke skal nægtes.
B skal herefter tilbagegives til F, jf. børnebortførelseslovens § 10.
Landsrettens begrundelse
Efter oplysningerne i sagen lægges det til grund, at F først i april 2017 rettede henvendelse til myndighederne i Venezuela og anmodede om hjælp til at få sønnen B tilbagegivet til Venezuela, selvom han siden november 2016 havde være klar over, at M og sønnen opholdt sig i Danmark, hvor hun havde ansøgt om asyl. Herefter, og henset til den fuldmagt, som F underskrev, inden M udrejste af Venezuela med sønnen, samt efter indholdet af den fremlagte korrespondance mellem parterne fra november 2016 og frem, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at betingelserne for tilbagegivelse i medfør af børnebortførelseslovens § 10 er opfyldt.
F’s anmodning om tilbagegivelse af B tages derfor ikke til følge.