40-årig dansk kvinde taget som gidsel i København
Denne historie er helt tilbage fra 2005. Jeg aner ikke, hvordan det er gået med barnet, som jo altså nu er voksen. Jeg mindes om den i forbindelse med omtale af begrebet samværschikane i efteråret 2020. Den skal altså i dag læses som en skræmmehistorie fra det virkelige liv før forældreansvarsloven.
Nogen vil bestemt mene, at meget kan genkendes også i 2020.
(Tilføjet 25. september 2020)
En frygtelig historie med alle ingredienser, som endte godt – og som sagtens kan fortsætte forfærdeligt.
En dengang 40-årig dansk kvinde forelskede sig til et mareridt, der foreløbig kulminerede med, at hun blev bortført og taget som gidsel midt i København. Bortførerne krævede som modydelse for hendes frigivelse, at hun udleverede sin nu 6-årige datter til hendes far, der stammer fra balkanområdet.
Politiet ville ikke hjælpe. Det var nemlig dem, der var bortførerne, og kvinden var blevet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel.
Hvordan i alverden kunne det gå til?
Kvindens basale forbrydelse har bestået i, at hun efter længere tids chikanerier og voldelig adfærd fra eksmanden – barnets far – valgte at flytte ud af landet uden at efterlade sig en adresse, så faren kunne fortsætte sine chikanerier.
Parret boede sammen et par år og gik fra hinanden, da datteren var 2 år. Moderen fortæller, at eksmanden stort set ikke var nærværende, da barnet var lille. Han arbejdede fra midt på eftermiddagen til midnat i sin virksomhed og sad derefter ved computeren nogle timer om natten, inden han gik til ro.
Når han endelig var vågen, stillede han krav til ægtefællen. Barnet måtte ifølge moderen ikke komme i institution, og moderen måtte ikke arbejde for faderen. Manden var ifølge kvinden fysisk voldelig, og parforholdet endte med, at hun blev kastet rundt i stuen og måtte forskanse sig i badeværelset, hvorfra hun via mobiltelefon kunne tilkalde sin bror, som kom til stede og reddede hende og datteren ud af lejligheden.
Dermed var problemerne imidlertid ikke slut. Manden ville ikke lade hende i fred, og han opsøgte hende fysisk utallige gange, mens hun opholdt sig hos sine forældre. Endvidere udøvede han telefonchikane over for hende derved, at han visse dage ringede op til hendes mobil og til forældrenes telefon langt over 100 gange.
Manden fik polititilhold, og en enkelt af de voldelige episoder førte til politianmeldelse og straffesag. I byretten blev han idømt en betinget straf, men han blev frifundet i landsretten. Sådan ender ifølge juridiske fagfolk mange sager af den karakter, hvor en kvinde påstår sig udsat for vold af ægtefælle eller tidligere ægtefælle. Det er ikke let at komme til bunds i disse sager, fordi der sjældent er vidner til den påståede vold. Enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Gid det også gjaldt for børnene!
Endvidere fik kvinden adressebeskyttelse.
Samværssag.
Dette afholdt imidlertid ikke manden for at fortsætte sin adfærd over for mor og barn. Han gjorde krav på at få datteren i samvær. Med moderens oplevelser om mandens adfærd, stred hun imod, at han fik samvær.
Imidlertid er det relativ fast praksis i statsamterne, at en forælder har ret til samvær, med mindre det er ”påkrævet af hensyn til barnet”. Statsamtet fandt tilsyneladende ikke, at det var tilfældet i denne sag.
Statsamtet lod faderen være sammen med datteren nogle gange under et såkaldt overværet samvær, hvor en børnesagkyndig så barn og far sammen. I en erklæring, som er udarbejdet om de overværede samvær, konkluderes, at der godt kan være samvær på trods af de intense aggressioner, som opstår, når forældrene mødes.
Det overværede samvær havde alene til formål at vurdere, om far kunne håndtere barnet. Moderen ønskede, at statsamtet gennemførte en såkaldt børnesagkyndig undersøgelse, hvor man mere bredt vurderer barnet og dets relationer til forældrene samt samspillet mellem forældrene. Statsamtet ville ikke gennemføre en børne-sagkyndig undersøgelse. Dels koster det penge, dels var der jo ikke noget galt med barnet (endnu), og de voksnes nok så voldsomme konflikt gav ikke statsamtet anledning til at vurdere på de voksnes konflikt som årsag til, at samværet måtte forventes at blive problematisk.
Civilretsdirektoratet (nu Familiestyrelsen), der er ankemyndighed i forhold til statsamtet afviste ligeledes at foretage yderligere undersøgelser og ville således tvinge mor og barn til at fortsætte relationerne til den mand, som mor opfattede som chikanerende og voldelig.
Fogedretten.
Mor følte, at hun ikke kunne efterkomme den bestemmelse, og hun udleverede således ikke barnet. Nu kom så fogeden på banen. Efter et par fogedforretninger, et forsøg på retsmægling og en forgæves udgående fogedforretning, besluttede fogeden at gennemføre fysisk afhentning af barnet, uden at moderen blev advaret på forhånd.
Kvindens advokat anbefalede hende at tage chancen, så man kunne se, om barnet reagerede angst, når hun blev konfronteret med sin biologiske far. (Se om de enkelte instansers betydning og funktioner nedenfor.)
Men under den første udgående fogedforretning gik det i al sin gru op for hende, at fogedens besøg sammen med barnets far betød, at manden nu havde fået kendskab til hendes adresse.
Angsten oversteg nu alt andet, og hun valgte at opgive Danmark og forlade landet til et sted, som manden ikke fik noget at vide om. På et tidligt tidspunkt af forløbet havde hun under en retssag fået forældremyndigheden alene. Som indehaver af forældremyndigheden har hun efter dansk ret helt klart lov til at flytte, hvorhen hun vil.
Hendes brøde bestod imidlertid i, at hun derved unddrog eksmanden den samværsret med barnet, som han havde fået tildelt af statsamtet.
Overførelsessager.
Byretten giver far forældremyndigheden.
Nu begyndte et nyt raid fra manden og hans advokat. Man anlagde sag ved de danske domstole for at flytte forældremyndigheden fra hende til ham. Den sag blev påbegyndt i byretten i foråret 2005. Sagen blev gennemført ved byretten uden moderens tilstedeværelse, idet hun ikke TURDE komme til landet. Retten kontaktede den advokat, som havde forsøgt at hjælpe hende under fogedsagen og sidste del af samværssagen for at forespørge, om han kunne få kontakt med hende, og om han ville påtage sig at være advokat for hende. Han fik ikke kontakt med hende men derimod med hendes far. Advokaten kunne ikke overtale hende gennem forældrene til at komme til selve sagen.
Sådan en vægring ser danske dommere ikke på med blide øjne. Dommeren gav hende et pålæg om at møde med bemærkning, at det ville komme hende til skade, hvis hun ikke selv kom til stede. Man kan undre sig over det, når man husker, at det er et barn, det drejer sig om, og at det er barnets ve og vel, en forældremyndig-hedssag handler om. Byretten valgte således at tildele forældremyndigheden til faderen på trods af, at moderens far som vidne meget troværdigt havde beroliget dommeren om, at barnet havde det aldeles fortræffeligt med en helt normal dagligdag med venner, børnehave og alt, hvad 6-årige børn nu engang har omkring sig.
Anken til landsretten – og en mareridtsuge for kvinden.
Midlertidig forældremyndighedsafgørelse også til far.
Nu valgte kvindens far at lægge maksimalt pres på sin datter, og det blev besluttet at anke dommen til landsretten. Hendes advokat gjorde det klart for hende, at hun ville være nødt til at møde op i landsretten for at afgive forklaring og overbevise landsdommerne, at barnet har det godt.
Dommen i byretten blev afsagt i april 2006, og sagen var berammet til domsforhandling i landsretten til den 23. juni, skt. Hans aftens dag.
Faderens advokat bad imidlertid landsretten om at ophøje byrettens afgørelse til en afgørelse om midlertidig forældremyndighed, der også skulle gælde under landsrettens behandling. Hovedreglen er, at anke til landsretten ikke har virkning, før landsretten har afsagt endelig dom, hvis der ankes inden 14 dage efter dommens afsigelse. Der er to undtagelser herfra. Enten kan byretten i sin dom beslutte, at dommen skal have virkning uanset anken – eller landsretten kan træffe afgørelse om midlertidig forældremyndighed.
Uden at foretage afhøringer i sagen, tillagde landsretten den midlertidige forældremyndighed til faderen – naturligvis mod protest fra moderens advokat – men formentlig inspireret af den samme forargelse, som byretten havde haft over, at en kvinde kan blive så bange for sin eksmand, at man vælger at undlade at møde i retten. Det forekom at være en helt grotesk situation, og mors advokat forsøgte da også at få tilladelse til at indbringe den kendelse for Højesteret. Men hertil kræves, at sagen er principiel, hvilket Procesbevillingsnævnet ikke mente var tilfældet.
Et af sagens større juridiske problemer var selvfølgelig, at kvinden var under jorden og ikke ville fortælle, hvor hun opholder sig. *
Straffelovens §215, domsforhandlingen i landsretten – og anholdelsen af kvinden.
Således opmuntret anmeldte faderens advokat nu mor for overtrædelse af straffelovens § 215 til politiet. Det er en bestemmelse, der siger, at den, som unddrager den retmæssige forældremyndighedsindehaver denne ret, kan straffes med fængsel i op til 4 år.
Faderens meget engagerede advokat pressede helt åbenlyst voldsomt på over for politiet for at få dem til at møde op i landsretten for at anholde hende for denne forbrydelse, idet hun havde valgt ikke at aflevere barnet til en far, der ikke havde set datteren på det tidspunkt i 3 år. Moderen havde haft forældremyndigheden indtil den 11. maj, hvor landsretten traf sin midlertidige afgørelse.
Domstolene mente altså, at barnet skulle afleveres umiddelbart og uden varsel formentlig vel vidende, at retssagen med relativ stor sandsynlighed ville ende med, at mor trods alt får forældremyndigheden. Alt andet end det slutresultat ville være i skingrende strid med den praksis, der hidtil har været på området.
Sandelig om ikke det lykkes faderen og hans advokat at få kriminalpolitiet til at møde op i landsretten fredag eftermiddag, hvor de varmede op til Skt. Hans aften ved at sidde og vente på, at retsmødet skulle slutte.
Objektivt set kan det ikke bestrides, at kvinden fra den 11. maj har tilsidesat en lovlig domstolsafgørelse om midlertidig forældremyndighed ved ikke at udlevere barnet til faderen. Men det hører altså med i billedet, at han ikke havde set barnet siden december 2003, og at barnet nu er 6½ år gammel. Det ville have været et stort overgreb mod barnet at udlevere det. Ingen mor ville kunne det under disse omstændigheder, skulle man mene.
Risikoen for denne anholdelse havde selvfølgelig indgået i overvejelserne for kvinden, hendes far og advokat. Vurderingen var på den ene side, at politiet næppe ville prioritere denne sag så højt, at man under sagens konkrete omstændigheder faktisk ville møde op den dag for at spille med musklerne.
Omvendt ville det være katastrofalt for kvindens sag (og dermed for barnet), om hun var udeblevet fra domsforhandlingen i landsretten af frygt for anholdelsen. Hendes advokat blev under domsforhandlingen klar over politiets tilstedeværelse, og han bad derfor landsretten om enten at omgøre den midlertidige afgørelse om forældremyndighed eller at votere på stedet med henblik på at træffe den endelige afgørelse samme dag.
Ved retsmødets slutning meddelte landsretten, at de ville afsige dom 6 dage senere og i øvrigt ikke ændre den midlertidige afgørelse – vel vidende, at politiet stod uden for at tage moderen som gidsel.
Kvinden – den 6½årige piges mor, som det hele handler om – blev anholdt, og hun blev dagen efter i et grundlovsforhør fængslet i 4 uger. Hendes advokat kærede i grundlovsforhøret fængslingen, der imidlertid blev stadfæstet af landsretten 4 dage senere. Travlt har de åbenbart ikke haft oven på Skt.. Hans.
Landsrettens dom.
Landsrettens dom skulle falde 6 dage efter domsforhandlingen. 6 dage, hvor kvinden havde siddet fængslet i Vestre Fængsel.
Selve domsafsigelsesøjeblikket vil være et af de øjeblikke, som til enhver tid vil stå prentet i min bevidsthed. Vi sad på politistationen på fjerde sal under skråvinduer. Kvinden var bragt dertil af 2 kriminalbetjente. Her sad vi og ventede på, at klokken skulle blive 13. Kvinden, hendes far – og hendes advokat. Jeg var den sidstnævnte.
Jeg har oplevet mange tunge sager – og såmænd også sager, hvor jeg har oplevet, at det er gået langt mere ud over børnene, end jeg måske har oplevet i denne sag. At sammenligne sager er som at sammenligne højden af rundetårn med et tordenskrald. Det er forskellige omstændigheder. Der er sager med mistanke om incest, sager med vold mod børn, sager med et konfliktniveau så stort, at man ikke kan beskrive det. Denne hører vel mest til den sidstnævnte kategori. Med fuld respekt for alle de mange andre tunge sager må jeg ærligt indrømme, at der var gået en uge, hvor selv jeg temmelig hærdede advokat, havde sagen med hjemme og om natten tænkte ikke bare på kvinden og hendes situation men på det mareridt, som den lille pige var midt i, og som kunne ende katastrofalt for hende, som jeg ser det.
Her sad vi så og ventede. Ordene ”(kvindens navn) frifindes” fremkaldte en scene, som ikke kan beskrives. Vi var alle tre meget bevægede. Mareridtet var ovre. Nu skulle vi så lige se dommen, som blev faxet fra landsretten til politiet. Vi skulle have løsladelsespapirerne skrevet, og livet kan gå videre for den lille pige.
Så gjorde det mindre, at dommens begrundelse var fuldstændig i tråd med de mange afgørelser, der findes på området. Rigtig meget fy og skæld ud til mor, der ”uden rimelig grund” har modarbejdet samværet men en samlet vurdering af, at det trods alt var bedst, at hun fik forældremyndigheden.
Det gjorde også mindre i det samlede billede, at dommen var med dissens. For mig var det tankevækkende, at det var den unge konstituerede landsdommer, der dissentierede. I sig selv er det friskt gjort, når en konstitueret dissentierer. For mig var det tankevækkende, at det var en yngre kvindelig konstitueret nogenlunde på samme alder som det 6½årige barns mor, der ville overlade pigen til en far, som hun ikke havde set i 3 år; som taler gebrokkent dansk; som havde polititilhold i forhold til barnets mor – og som havde været årsag til, at mor’en var blevet så bange, at hun havde valgt at flygte ud af landet – også i mistillid til et retssystem, som man efter min mening med megen rette må nære større betænkeligheder ved, end vi er tilbøjelige til at gøre. Den dissentierende landsdommer kan umuligt være mor selv.
Hvad nu – er mareridtet ovre for kvinden og den 6½-årige pige?
Umiddelbart skulle man mene, at en forældremyndighedsafgørelse i forbindelse med en overførelsessag af denne art må føre med sig, at sagen nu kan finde et roligt leje for mor og barn.
Kan konfliktniveauet overhovedet blive højere? Kan nogen virkelig tro, at man rejser til udlandet med ukendt adresse uden grund? For nogen tid siden læste jeg to romaner af Liza Marklund, som hedder henholdsvis ”Forelskede sig til et mareridt” og ”Asyl”. Det var romaner, hvor jeg på næsten hver side så denne sag for mig.
Hvad er det, der fører til sådan en sag som denne?
I min optik er der ingen tvivl. Skurken ligger ene og alene placeret i Familiestyrelsen (dengang Civilretsdirektoratet). De har magten til at fortsætte kvindens mareridt, og jeg har ikke fuld tillid til, at de ikke kan finde på at bruge den.
Det er klart, at kvinden nu skal bede statsamtet om at standse samværet. Hun kan selvfølgelig ikke leve videre med, at hun ikke kan vise sig i Danmark uden at have risikoen hængende over hovedet for, at faren og dennes advokat fortsætte deres raid nu – igen – med fogedretten som øksehugger. Formelt har far jo en samværsret, som vil kunne gennemtvinges ved fogedens bistand.
Jo mere Familiestyrelsen fremturer med at gennemtvinge et håbløst samvær, jo mere er moderen bare en chikanøs mor, der ikke under barnets far at se barnet.
Men det er jo ikke altid sandheden.
Instansernes funktioner – og betydningen af, hvordan instanserne ser på hinanden.
Det kan være svært at forstå de mange instansers betydning i disse sager. Det er statsamtet med Familiestyrelsen som ankeinstans, der helt principielt afgør, om der skal være samvær – eller rettere om det er ”påkrævet” af hensyn til barnet at samvær stoppes eller indskrænkes. Familiestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for domstolene. Vi har ikke domstolsprøvelse af forvaltningens afgørelser på dette område.
Man ser af såvel fogedretternes som domstolenes afgørelser, at disse domstole stort set stereotypt refererer til Familiestyrelsens afgørelser og tillægger samværsafgørelserne betydelig vægt. Man forudsætter så at sige, at Familiestyrelsen på det nærmeste er ufejlbarlig.
Derfor ser Landsforeningen Børn og Samvær med bekymring på, at der i lovgivningen er så få retningslinjer for, hvordan man skal træffe afgørelser. I den nye betænkning er disse retningslinjer endnu svagere, idet der kun henvises til, hvad der er bedst for barnet. Barnets perspektiv er imidlertid et elastisk begreb. Vi ser en risiko for, at barnets perspektiv tilpasses den gældende politiske korrekthed, som ikke nødvendigvis har noget med barnets bedste at gøre.
Fogedretterne skal ganske vist undlade at gennemføre en fogedforretning om børn, hvis barnets legemlige eller sjælelige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. Men hvis der foreligger en relativ ny afgørelse fra statsamt eller Familiestyrelse, vil fogedretten være tilbøjelig til at mene, at hermed har den ypperste børneklogskab vurderet barnets perspektiv, hvorfor man er meget utilbøjelig til at vurdere selvstændigt og konkret.
Sandheden er, at fogedretten vil være langt bedre rustet til at foretage den konkrete vurdering, allerede fordi fogeden gennem et egentlig retsmøde får mulighed for at vurdere parterne (bevisumiddelbarhed), ligesom fogeden har mulighed for at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse med et relevant tema. Noget, som statsamterne efter min erfaring er langt ringere til.
Fogedretterne burde være en bagstopper for de truede børn. Men det er en bagstopperfunktion, som ikke fungerer optimalt.
Domstolene har efter min erfaring vist sig at være de eneste, der har magtet at holde fokus på børnene. At det forholder sig sådan, vil man kunne se af min artikel på Børn og Samværs hjemmeside ”Overførelse af forældremyndighed ved samværsproblemer”.
Det største problem er for mig at se, at domstolene i deres præmisser i stort set alle sager vælger ikke at tage stilling til, om statsamt og Familiestyrelsen i virkeligheden tilsidesætter børnenes tarv ved at undlade at stoppe samvær i de tungere samværssager.
Jeg er helt sikker på, at domstolene bevidst undlader at forholde sig til ovennævnte problemstilling. Det er jeg, fordi jeg flere gange har procederet netop på præmisserne lige så kraftigt som på resultatet. Desværre forekommer det mig, at domstolene har berøringsangst i forhold til Familiestyrelsens og statsamternes sagsbehandling.
Hvorfor? Fordi man ikke har fantasi til at forestille sig, at det står så slemt til, som tilfældet er. Man vil ikke forstå, at Socialforskningsinstituttet har kritiseret sagsbehandlingen sønderlemmende. Den nye betænkning bærer præg af, at juridiske traditionalister – og Familiestyrelsen har siddet kraftigt på udvalget.
Viggo Bækgaard
Oprindeligt skrevet i 2005-06.
Opdateret med forskræppet september 2020