Tvangsbøde i fogedsag om samvær, TFA 2016/369 ØLK
Fogedretten finder ud fra en samlet betragtning af samtlige sagens omstændigheder, herunder det af parterne forklarede om, hvad der passerede den 3. april 2016, fortsat ikke, at det kan antages, at fuldbyrdelse af samværet vil udsætte B’s sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. herved retsplejelovens §536.
Den omstændighed, at rekvirenten ikke har været sammen med B siden den 2. oktober 2015, kan ikke i sig selv begrunde, at det nu fastsatte samvær ikke skal fuldbyrdes.
Fogedretten imødekommer herefter på ny rekvirentens begæring om tvangsfuldbyrdelse.
Fogedretten lægger efter de afgivne forklaringer til grund, at rekvisita mødte op sammen med B lørdag den 3. april 2016, kl. 10.00, men også at rekvisita forlod stedet ca. ½ time senere sammen med B, der var blevet ked af det. Fogedretten finder ikke, at der ud fra de afgivne forklaringer omkring hændelsesforløbet er grundlag for at lægge til grund, at det beroede på rekvisita, at rekvirenten ikke fik samvær med B den 3. april 2016.
Fogedretten lægger til grund, at rekvirenten mødte op foran hovedindgangen ind til Zoologisk Have lørdag den 16. april 2016, kl. 10.00. Fogedretten lægger endvidere efter de afgivne forklaringer til grund, at rekvisita forinden på rekvirentens forespørgsel herom havde oplyst, at hun ikke ville udlevere B lørdag den 16. juli 2016, idet hun ikke ønskede, at der skulle ske en gentagelse af det, som passerede den 3. april 2016. Det fremgår, at rekvisita ikke i den forbindelse fremkom med et forslag til, hvorledes udlevering eller samvær alternativt kunne finde sted. Fogedretten finder, at rekvisita til trods for det, som passerede den 3. april 2016, var forpligtet til at udlevere B til samvær lørdag den 16. april 2016, kl. 10.00, og fogedretten lægger til grund, at det beroede på rekvisita, at B ikke blev udleveret til samvær med rekvirenten den 16. juli 2016.
Den tvangsbøde, som rekvisita er pålagt, vedrørende lørdag den 16. april 2016, er derfor forfalden til betaling med 1.500 kr.
Fogedretten finder ud fra en samlet betragtning af sagens oplysninger, at der herefter er grundlag for at træffe afgørelse om, at fuldbyrdelse nu skal ske ved anvendelse af umiddelbar magt frem for tvangsbøder, jf. herved retsplejelovens § 536, stk. 2, og idet fogedretten ikke finder, at der foreligger særlige omstændigheder, udsætter fogedretten inden fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt sagen i 14 dage med henblik på gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning efter § 32 a i forældreansvarsloven, jf. retsplejelovens § 537, stk. 4.
Landsrettens begrundelse:
Det fremgår af sagen, at fogedretten i retsmøde den 31. marts 2016 traf afgørelse om, at der skulle ske udlevering til samvær den 3. og 16. april 2016, og der blev i forbindelse hermed fastsat tvangsbøder på 1.500 kr., hvis der ikke skete udlevering til de anførte samvær.
Landsretten tiltræder herefter af de af fogedretten anførte grunde, at M ikke på baggrund af det den 3. april 2016 passerede kunne undlade at udlevere B til det fastsatte samvær den 16. april 2016.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse i det omfang, den er påkæret.