Ikke afhentning til samvær i skolen uden forudgående underretning, TFA 2016/64 ØLK

Ikke afhentning til samvær i skolen uden forudgående underretning, TFA 2016/64 ØLK

Landsrettens begrundelse:

Statsforvaltningen fastsatte i resolution af 5. marts 2015 beskyttet samvær for faren, F, og fællesbarnet, D, der er 9 år, til den 9. og 23. april 2015 i Statsforvaltningen.

I begrundelsen for resolutionen har Statsforvaltningen bl.a. lagt vægt på det usædvanligt høje konfliktniveau mellem parterne, på morens, M’s, massive modstand mod enhver form for samvær, og at der ikke har været kontakt mellem F og D i 4 år. Endvidere har Statsforvaltningen anført bl.a., at M ikke har ønsket at lade D deltage i en børnesamtale, og at det vil være bedst for D, at der som led i sagens oplysninger fastsættes 2 beskyttede samvær, hvor den børnesagkyndige kan observere samværet.

M udleverede ikke fællesbarnet

D til beskyttet samvær den 9. og 23. april 2015 i Statsforvaltningen, og F anmodede den 10. april 2015 fogedretten om bistand til udlevering af D.

D deltog i en børnesamtale i fogedretten, der fandt sted den 11. maj 2015.

Fogedretten besluttede den 22. maj 2015, at fogedsagen skulle fremmes, og at D skulle udleves til erstatningssamvær i Statsforvaltningen, og at fogedretten ville fastsætte en tvangsbøde på 2.500 kr., hvis S ikke blev udleveret til samvær.

M mødte op i Statsforvaltningen sammen med D, men han blev ikke udleveret til samvær med F.

Fogedretten besluttede den 7. august 2015, at samværet skulle gennemføres ved, at D uden forudgående underretning blev hentet på sin skole og bragt til samvær i Statsforvaltningen.

Efter en samlet vurdering af sagens karakter og forløb, herunder at D deltog i en børnesamtale i fogedretten, og at M mødte op med D i Statsforvaltningen med henblik på udlevering til erstatningssamvær, finder landsretten, at der den 7. august 2015 ikke var tilstrækkelig anledning til på skriftligt grundlag at beslutte at fremme udleveringen til samvær ved afhentning af D på hans skole uden forudgående underretning af M. Fogedretten burde således på et retsmøde efter drøftelse med parterne have overvejet, om udlevering af D kunne være sket på en mindre indgribende måde.

kommentar:

Jeg er næsten sikker på, at sagen vedrører parterne i denne afgørelse fra november 2015. Der er i al fald rigtig meget i oplysningerne, der indikerer det.

Viggo Bækgaard