2 børn var i strid med reglerne om børnebortførelse ført her til landet. Børnene skulle tilbageleveres til F, selv om denne ikke længere boede i samme land, som da børnene blev ført til Danmark, TFA 2019/273 ØLK
Byrettens begrundelse
Fogedretten modtog den 4. januar og 4. februar 2019 anmodning om tilbagegivelse af B1, født den … 2015, og B2, født den … 2018, til deres far F i [Sydeuropæisk land]. Anmodningerne var fremsendt af advokat X og Børne- og Socialministeriet.
F har således fremsat sin anmodning om tilbagegivelse af B1 og B2 kort tid efter, at M udrejste med børnene til Danmark.
Fogedretten lægger indledningsvis til grund, at F og M har fælles forældremyndighed over B1 og B2. Da samlivsophævelsen er sket for nylig, er der ikke taget stilling til, hvem der er bopælsforældre for B1 og B2.
Fogedretten finder derfor, at der foreligger den fornødne kompetence for fogedretten til at behandle sagen.
Tilbagegivelse af børnene til far i [Sydeuropæisk land]
Anmodningen om tilbagegivelse af B1 og B2 er indsendt under henvisning til lov om internationale børnebortførelser § 10, hvorefter en tilbageholdelse er ulovlig, hvis handlingen strider imod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, og rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor børnene blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være blevet udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var blevet foretaget, jf. lov om internationale børnebortførelser § 10, stk. 2, nr. 1 og 2.
I den konkrete sag finder fogedretten, at sagen handler om, hvorvidt børnene er ført her til landet ulovligt, og om børnene tilbageholdes i Danmark ulovligt.
Efter forklaringerne lægges det til grund, at F og M mødte hinanden i forsommeren 2014, og at de i foråret 2015 i forbindelse med M’s graviditet med B1 rejste sammen hjem til Danmark. Her boede de i godt 1 år, indtil de i april 2016 flyttede tilbage til [Sydeuropæisk land].
Retten finder efter bevisførelsen, herunder særligt begge parters forklaringer og oplysningerne om B1’s institutionsplads og skolegang samt begge parters beskrivelse af »dagligdagen« i [Sydeuropæisk land], at parterne tog fast ophold og bopæl i [Sydeuropæisk land] igen fra april 2016 frem. Fogedretten har herved endvidere lagt vægt på, at parterne tidligere havde boet i [Sydeuropæisk land] sammen, og at parterne var enige om at tage bopæl i landet af ikke nærmere aftalt og defineret varighed samt uden særligt formål.
Da M den 10. december 2018 rejste til Danmark uden forudgående eller efterfølgende samtykke fra fælles forældremyndighedsindehaver F finder retten, at B1 og B2 ulovligt er ført til Danmark og ulovligt tilbageholdes her i landet, jf. betingelserne i børnebortførselslovens § 10, stk. 2.
Efter parternes forklaringer sammenholdt med oplysningerne i de fremlagte dokumenter finder fogedretten ikke, at M har godtgjort, at tilbagegivelsen af B1 og B2 til F vil være forbundet med alvorlig risiko for skade i forhold til børnenes sjælelige eller legemlige sundhed, ligesom fogedretten ikke finder, at hverken B1 eller B2 sættes i en situation, som de ikke bør tåle.
Fogedretten har i den forbindelse lagt vægt på F’s forklaring om familiens hverdag og hans rolle i forhold til børnenes trivsel og opvækst.
Da der herefter ikke foreligger sådanne omstændigheder, som efter børnebortførelseslovens § 11 kan medføre, at tilbagegivelse skal nægtes, tages F’s anmodning og påstand til følge.
Fogedretten bemærker, at retten henset til B1 og B2’s alder, sammenholdt med sagens oplysninger, ikke finder, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at sagen skal udsættes på indhentelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Landsrettens begrundelse
Også efter bevisførelsen for landsretten findes det af de grunde, der er anført af fogedretten, godtgjort, at parterne, der har fælles forældremyndighed, og deres fællesbørn B1 og B2 i december 2018 havde bopæl i [Sydeuropæisk land], at M den 10. december 2018 med børnene rejste til Danmark, hvor de fortsat tilbageholdes af M, og at dette skete uden forudgående eller efterfølgende samtykke fra F. Børnene er derfor ulovligt ført til Danmark og tilbageholdes ulovligt her, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2.
Efter ordlyden af bestemmelsen i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, stilles der ikke krav om, at den, som et tilbageholdt barn skal tilbagegives til, på tilbagegivelsestidspunktet skal have bopæl i samme stat som den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted. Tilsvarende fremgår af side 74 i betænkning nr. 1166 fra 1998 om internationale børnebortførelser afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet.
Landsretten finder på denne baggrund, at det ikke har betydning for sagen, om F fortsat har bopæl i [Sydeuropæisk land].
Påstanden om afvisning tages derfor ikke til følge.
Det tiltrædes af de af fogedretten anførte grunde, at der ikke er grundlag for i medfør af § 11, nr. 2, at nægte tilbagegivelse med henvisning til børnenes sjælelige eller legemlige sundhed m.v., ligesom der ikke er omstændigheder, der kan begrunde iværksættelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Landsretten stadfæster herefter fogedrettens afgørelse.