1½ årig P skulle tilbageleveres til F i Italien, TFA 2015/563 ØLK

1½ årig P skulle tilbageleveres til F i Italien, TFA 2015/563 ØLK

Byrettens begrundelse:

Retten lægger til grund, at parterne boede sammen med D på adressen – – – provinsen i Italien, og at begge parter udøvede forældremyndigheden over barnet i december 2014, hvor M rejste til Danmark med hende.

Efter indholdet af parternes sms-korrespondance af 11. og 12. december 2014 finder retten det tilstrækkelig bevist, at F samtykkede i, at M rejste til Danmark med D på et kortere ferieophold. Han samtykkede imidlertid ikke i, at mor og barn kunne tage varigt ophold her i landet.

Retten anser herefter M’s beslutning om efter ferieopholdet at undlade at rejse tilbage til Italien sammen med D uden samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver F for at være ulovlig efter børnebortførelseslovens § 10.

Tilbagegivelse af D til hendes far i Italien kan herefter kun nægtes, såfremt der er alvorlig risiko for, at det vil sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle, jf. samme lov § 11, nr. 2), sidste led.

Efter bevisførelsen finder retten, at M har været den primære omsorgsperson for D under parternes samliv. F har, efter at han blev alene, valgt at flytte tilbage til sine forældre for at bo der og har indrettet sig med en barneseng til D, selvom han efter de fremlagte fotos at dømme er lejer af en pæn og møbleret lejlighed. Retten lægger endvidere vægt på oplysningen om, at den vuggestue, F har indskrevet D i, ligger nærmere forældrenes bopæl end hans egen lejlighed. I modsætning hertil har M skrevet sig på akutlisten i kommunen til at få egen lejlighed snarest muligt, idet hun alene har midlertidigt ophold hos andre. F har herefter ikke overbevist retten om, at han magter at påtage sig det ansvar at være primær omsorgsperson alene på fuld tid for så lille et barn, som der må stilles krav om, hvis barnet skal tilbagegives til ham.

Under hensyn hertil og til indholdet af den børnesagkyndige erklæring finder retten, at der er en alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse af D under disse omstændigheder vil sætte barnet i en situation, det ikke bør tåle.

Med denne begrundelse tager retten M’s påstand til følge.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten tiltræder af de af fogedretten anførte grunde, at M’s tilbageholdelse af barnet D i hvert fald efter afslutningen af hendes ferieophold i Danmark i januar 2015 har været ulovlig efter § 10, stk. 2, i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (Internationale børnebortførsler), jf. lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010.

M har efter bevisførelsen for fogedretten ikke godtgjort, at der vil være en alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af D til F vil være til skade for D’s sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte D i en situation, som hun ikke bør tåle.

Der er derfor ikke grundlag for at nægte tilbagegivelse af D efter den anførte lovs § 11, nr. 2.