Tvangsfuldbyrdelse udsat på Familierettens afgørelse om samvær, TFA 2020/101 VLK
Byrettens begrundelse:
Efter F’s holdning til samværet nu er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at betvivle, at han nu vil overholde samværet på de givne betingelser, som er fastslået i Familieretshusets seneste afgørelse. Det er vigtigt for børnene, at samværet genoptages, og en fuldbyrdelse af samvær vil kunne ske under hensyn til børnene og varetage børnenes bedste, jf. retsplejelovens § 456 p.
Børnenes perspektiv er tilstrækkeligt belyst, og der er endvidere ikke grundlag for at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om aftalens afgørelse skal ændres eller ophæves.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten lægger efter det oplyste til grund, at F i flere perioder inden for de seneste år har valgt at afbryde samværet for begge drenges vedkommende. Baggrunden herfor har været, at han ikke ønsker at have samvær under de rammer, der er fastsat herfor af K Kommune, og som af hensyn til drengene skal ske med deltagelse af støttepersoner i en samværslejlighed, som K Kommune stiller til rådighed.
F har under den verserende sag givet svingende og modstridende oplysninger om, hvorvidt han fremover er indstillet på at overholde de vilkår, der er fastsat for samvær. På den baggrund sammenholdt med det forudgående forløb, oplysningerne om drengene og deres reaktioner på skift, uforudsigelige begivenheder og ændringer i hverdagen, finder landsretten, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være til deres bedste at tvangsfuldbyrde samværet, jf. retsplejelovens § 456 p, 1. pkt., og at sagen bør udsættes, indtil der foreligger en afgørelse om samvær fra familieretten, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1, 3. pkt., jf. § 502, stk. 1, nr. 2.