Tvangsfuldbyrdelse af eneforældremyndighed over 15 årig gennemført, TFA 2020/134 VLK
Byrettens begrundelse:
M har den fulde forældremyndighed over B. F har indledt en sag ved Familieretshuset, idet han ønsker fælles forældremyndighed og være bopælsforælder. Sagen er i gang i Familieretshuset, hvor næste møde er en børnesamtale den 17. marts 2020. Der er derfor ikke grundlag for at henvise sagen til Familieretshuset i medfør af retsplejelovens § 456 p, 2. pkt.
Efter det oplyste, parternes forklaringer og indholdet af børnesamtalen med B samt den børnesagkyndiges indtryk/vurdering heraf, er der grundlag for at antage, at fuldbyrdelse af M’s anmodning, ikke skønnes at være bedst for barnet og varetage barnets bedste i medfør af retsplejelovens § 456 p.
M’s påstand tages derfor ikke til følge.
Landsrettens begrundelse:
M har forældremyndigheden alene over B. Efter de foreliggende oplysninger har B boet hos sin mor i en lang årrække, uden at han har haft kontakt til sin far, F. Først kort før sommeren 2019 fik B kontakt til sin far, og i forbindelse med sommerferien 2019 blev B hos sin far efter at have været på ferie hos ham, idet B efter det oplyste ikke ønskede at komme hjem til sin mor. Efter de foreliggende oplysninger har der været indberetninger fra skolen vedrørende B’s fravær fra undervisningen. F har indledt en sag ved Familieretshuset, idet han ønsker fælles forældremyndighed og at være bopælsforælder, og der afholdes børnesamtale i Familieretshuset den 17. marts 2020.
Landsretten tiltræder, at der herefter ikke er grundlag for at henvise sagen til Familieretshuset i medfør af retsplejelovens § 456 p, 2. pkt. På det foreliggende grundlag finder landsretten endvidere, at en fuldbyrdelse af M’s forældremyndighed over B vil varetage barnets bedste, jf. retsplejelovens § 456 p, 1. pkt. Det, der er oplyst af B under børnesamtalen i forbindelse med familierettens behandling af sagen, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten hjemviser derfor sagen til familieretten til fortsat behandling med henblik på at tage stilling til den nærmere tvangsfuldbyrdelse af M’s forældremyndighed over B, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 2.
kommentar:
En af de afgørelser, der sådan set strider mod det, som de fleste professionelle siger, nemlig at det ikke rigtig giver mening at føre sag om så store børn som en 15-årig.
Normalt siger vi også, at tvangsfuldbyrdelse er helt nonsens, fordi 15-årige simpelthen stemmer med fødderne.
Der er ikke rigtig noget i samtalen med drengen, som indikerer særlige udfordringer for ham.
Afgørelsen virker jo formelt helt på linje med juraen. Børn skal ikke ”bestemme”. Alligevel overrasker den.
Viggo Bækgaard