Tvangsfuldbyrdelse af 8-årig P ved hjemsendelse til Familieretshuset til videre bedømmelse uanset mislykkede overvågede samvær, ØLK 18. juni 2024 utrykt
Byrettens begrundelse
Efter retsplejelovens § 456 p kan fuldbyrdelse af samvær kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.
Ps samvær med sin far har som anført i dommene været afbrudt gennem en årrække. Ps storesøster modsætter sig ethvert samvær, og Ps mor mener, at dommene er forkerte.
Ps nysgerrighed efter sin far, som begrundede samværsordningen fastsat i dommen af 12. oktober 2023, eksisterer ikke længere. Det samværsforløb i Familieretshuset, som blev gennemført i perioden januar – marts 2024, resulterede ikke i en udvidelse af denne interesse. Tværtimod afviste P enhver kontakt til sin far. P har under børnesamtalen i dag fastholdt denne totale afvisning, og F har forklaret, at han er klar over, at der er behov for et stykke forarbejde, før han og P kan have samvær til gavn for hende. Den børnesagkyndige psykolog har som sit indtryk anført, at P har fået alt for stort ansvar for, om hun vil se sin far eller ej, og at der er behov for, at hun gennem forældrenes samarbejde hjælpes af med dette ansvar.
Efter en samlet vurdering af disse forhold har familieretten derfor grund til at antage, at fuldbyrdelse af samvær ikke vil kunne ske under hensyn til P og varetage Ps bedste, jf. retsplejelovens § 456 p, 1. pkt. Familieretten afviser derfor at tvangsfuldbyrde Fs.
Da dommen af 12. oktober 2023, stadfæstet af landsretten, fastsætter et samvær mellem P og F, som familieretten på baggrund af den børnesagkyndiges indtryk vurderer, ikke vil kunne gennemføres uden omfattende samarbejde mellem forældrene og eventuelt også psykologfagligt arbejde med Ps opfattelser, er der behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den afgørelse, der søges fuldbyrdet skal ændres eller helt ophæves, jf. retsplejelovens § 456 p, 2. pkt.
Byrettens resultat:
Familieretten tvangsfuldbyrder ikke Fs anmodning.
Familieretten henviser sagen til Familieretshuset til vurdering af, om fuldbyrdelsesgrundlaget skal ændres eller ophæves.
Landsrettens begrundelse
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor familierettens afgørelse.
Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Landsrettens resultat:
Familierettens afgørelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
Jeg repræsenterede M og har gjort det gennem flere år. Du kan læse den afgørelse, der nu søgtes fuldbyrdet her.
På en måde var det såmænd fint nok, at tvangsfuldbyrdelse blev nægtet. Problemet i sagen set med mine briller var, at en i forvejen lang og tung sag på den måde bliver trukket i langdrag ”af systemet”.
Fra kæreskriftet dette citat i uddrag:
”Grundlæggende handler dette kæremål om et fænomen, som jeg ynder at kalde ”never ending story”. Altså om en sag, der akkompagneret af retten kommer til at køre i en uendelighed uden chance for, at barnet får ro.
Jeg er i virkeligheden fuldstændig enig med dommeren i præmisserne for ikke at tvangsfuldbyrdelse men ikke i den del af resultatet, som henviser sagen til Familieretshuset. Dommerens mundtlige bemærkning om, at hun godt ved, at sagen så ender med at komme tilbage til os, illustrerer problemstillingen til fulde.
Den grundlæggende regel om tvangsfuldbyrdelse er rpl. § 456 p, hvorefter fuldbyrdelse kun kan ske ”under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste.”
Andet punktum handler om en situation, hvor man ”af hensyn til barnet” kan henvise sagen til Familieretshuset ”til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves”.
Der foreligger en afgørelse fra by- og landsretten om, at der skulle afholdes 6 overvågede samvær efterfulgt af uovervågede korte samvær uden stillingtagen til, hvad konsekvensen skulle være, hvis de overvågede samvær ”gik i vasken”, som de gjorde her.
Landsretten må på baggrund af de konkrete omstændigheder med mislykkede overvågede samvær bemærke, at der allerede efter første punktum i § 456 p ikke kan ske fuldbyrdelse, fordi det ikke ville ske under hensyn til barnet og varetage barnets bedste.
HVIS Familieretten afviste fuldbyrdelse, er det selvfølgelig rigtigt, at der er en dom. Jeg er dog ikke dermed enig i, at far bare ville kunne komme tilbage og forsøge tvangsfuldbyrdelse med dommen som grundlag.
Der har jo ikke været gennemført overvågede samvær grundet barnets nægtelse.
Landsretten må nemlig vurdere, at hvis far på et tidspunkt vil forsøge sig igen, vil det være ham, der skal tage initiativ til at indlede en sag i Familieretshuset.
Med dommerens afgørelse, vil det være lige efter fars drejebog.
Dommeren sender sagen tilbage til Familieretshuset, der så vil indkalde parterne til nyt møde. Far vil med det kendte adfærdsmønster møde op og holde sagen i gang helt uden respekt for, hvordan det vil påvirke mor og særligt P.
Det må forudses, at der så vil komme en masse gulvviolin-snak, hvor M igen vil være nødsaget til at minde om hendes tidligere imødekommenhed OG ikke mindst ”de uheldige sms’er”.
Med dommerens model, vil sagen automatisk starte forfra. Men det vil konkret ikke være ”af hensyn til barnet”.
Til resultatet er kun at sige, at landsretten jo altid har ret. Det gælder også for de sager, man måtte være lodret uenig i.
Viggo Bækgaard
9. juli 2024