Tvangsbøde til udlevering af 12- og 13 årige, der modsatte sig samvær, TFA 2015 517 VLK

Tvangsbøde til udlevering af 12- og 13 årige, der modsatte sig samvær, TFA 2015 517 VLK

Børnene modsatte sig samvær. Der var en børnesagkyndig samtale med børnene.

Byrettens begrundelse:

Det lægges ubestridt til grund, at der ikke blev gennemført samvær med børnene A og B i weekenden den 3.-5. april 2015. F har frafaldet at gøre gældende, at samværet med A er blevet misligholdt, da hun deltog i et håndboldstævne. F har gjort gældende, at samværet er blevet misligholdt for så vidt angår B. M har anført, at B ikke ønskede samvær.

Retten finder ikke, at det er godtgjort, at der var rimelig grund til, at samværet med B den 3.-5. april 2015 ikke blev gennemført. Samværet er således misligholdt, og den i fogedrettens kendelse af 27. marts 2015 fastsatte tvangsbøde på 4.000 kr. udløses. Fogedretten finder ikke, at det forhold, at F har frafaldet at gøre gældende, at samværet vedrørende A er blevet misligholdt, giver grundlag for at nedsætte tvangsbødens størrelse, da tvangsbøden er fastsat som en samlet tvangsbøde, der udløses ved misligholdelse af samværet.

Vedrørende F’s begæring om fuldbyrdelse af erstatningssamværet fra den 10. april 2015 til den 12. april 2015, så finder fogedretten fortsat, at grundlaget for fogedrettens kendelse af 27. marts 2015 er til stede. M har anført, at hun har holdt børnene hjemme i dag, da de har det psykisk dårligt over at skulle til samvær. Retten finder ikke, at den i øvrigt udokumenterede oplysning om, at børnene har det dårligt i dag, kan føre til, at anmodningen om tvangsfuldbyrdelse af samværet ikke fremmes. Der er fortsat ikke oplysninger i sagen, der giver grund til at antage, at A og B’s sjælelige og legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare, såfremt der sker fuldbyrdelse. Fogedretten bestemte herefter, at begæringen om tvangsfuldbyrdelse af samværet fremmes.

Fogedretten finder endvidere fortsat, at tvangsbøder er egnede til at fremme fuldbyrdelsen, hvorfor M pålægges en tvangsbøde, såfremt samvær begyndende den 10. april 2015 ikke gennemføres, jf. retsplejelovens § 536, stk. 2 jf. § 537, stk. 3, 2. pkt. Tvangsbøden for samværet begyndende den 10. april 2015 fastsættes til 4.000 kr.

Fogedretten finder ikke, at der for nuværende er grundlag for at fastsætte erstatningssamvær for B for samværet den 3.-5. april 2015, idet der allerede af fogedretten er fastsat erstatningssamvær fra den 10.-12. april 2015, at der er ordinært samvær ifølge resolutionen i weekenden begyndende den 17. april 2015, og at der endvidere i fogedretsmøde den 5. marts 2015 blev indgået aftale om erstatningssamvær den 24.-26. april 2015. Det er derfor ikke indenfor rimelig tid muligt at gennemføre erstatningssamværet.

(M skal betale tvangsbøde 4.000 kr. for misligholdelse af samvær den 3.-5. april 2015.)

Landsrettens begrundelse:

Landsretten er enig i fogedrettens resultat og begrundelsen herfor, herunder bestemmelsen om, at der skulle betales en tvangsbøde på 4.000 kr., hvis børnene ikke blev udleveret til samvær den 10.-12. april 2015.

Landsretten har bemærket sig, at fogedretten den 17. april 2015 har bestemt, at tvangsbøden vedrørende weekenden den 10.-12. april 2015 ikke skal udløses, idet der er indgået forlig mellem parterne, hvorefter B har fået samvær med sin far.

Landsretten stadfæster herefter fogedrettens kendelse.