Tilbagelevering af 2 børn til USA, TFA 2014/87 VLK
Byrettens begrundelse:
Fogedretten finder, at der ikke er grundlag for at indhente en børnesagkyndig undersøgelse i medfør af børnebortførelseslovens § 18, stk. 1, jf. retsplejelovens § 536, stk. 3. Fogedretten finder ligeledes, at H, der er 6 år, ikke skal indkaldes til en børnesamtale i forbindelse med sagen, jf. børnebortførelseslovens § 18, stk. 1, jf. retsplejelovens § 537, stk. 2.
Ved vurderingen i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, om, hvor H og S havde bopæl umiddelbart forinden >> 340 >> tilbageholdelsen, skal der tages stilling til, hvor de havde fast bopæl og ikke midlertidig bopæl.
F gav samtykke til, at M, H og S rejste til Danmark i december 2010. Som sagen er forelagt fogedretten, lægger fogedretten til grund, at dette samtykke var tidsbegrænset, således at M og børnene skulle returnere til USA, når fællesbarnet, A, var blevet født i sommeren 2011. F gav senere samtykke til, at opholdet i Danmark kunne forlænges, i første omgang indtil sommeren 2012 og senere indtil sommeren 2013. M har således ikke løftet bevisførelsen for, at samtykket var uden begrænsning hverken i tid eller på anden måde. M meddelte i februar 2013, at hun ikke agtede at rejse retur til USA med børnene. På denne baggrund lægger fogedretten til grund, at H og S havde fast bopæl i USA umiddelbart forinden tilbageholdelsen i februar 2013.
Det er ubestridt i sagen, at F og M har fælles forældremyndighed. Fogedretten lægger efter det oplyste til grund, at F udøvede disse rettigheder, da tilbageholdelsen fandt sted, og at M ikke har løftet bevisførelsen for, at F har samtykket i eller efterfølgende har affundet sig med tilbageholdelsen. Tilbageholdelsen af H og S er derfor for ulovlig, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2.
M meddelte i februar 2013, at hun og børnene ikke agtede at returnere til USA. Fogedretten lægger herefter til grund, at tilbagegivelsesanmodningen er indgivet til fogedretten inden fra 1 år fra den ulovlige tilbageholdelse, jf. børnebortførelseslovens § 11, stk. 1.
H og S har uden tvivl deres nærmeste tilknytning til M, og det lægges til grund, at de efter deres alder og den tid de har opholdt sig i Danmark næppe kan huske at have boet i USA. Børnene har imidlertid haft jævnlig kontakt med F både personligt og via Skype i perioden fra december 2010 og indtil foråret 2013, og selv om det vil betyde en omvæltning i deres liv, som kræver tilvænning, er det ikke godtgjort, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for H’s og S’s sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, stk. 2, hvorfor
bestemmes:
F’s anmodning om tilbagegivelse af børnene, H, født den – – – februar 2007, og S, født den – – – september 2008, tages til følge.
Landsrettens begrundelse:
Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten kan det lægges til grund, at F og M i december 2010 – i forbindelse med at M og børnene rejste til Danmark – eller efterfølgende har aftalt eller har haft en fælles forståelse om, at M skulle bosætte sig permanent med børnene i Danmark. Landsretten tiltræder således, at F har samtykket til et midlertidigt ophold, som efterfølgende er blevet forlænget ad flere omgange.
Landsretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at de forsøgte at få deres parforhold til at fungere indtil i hvert fald medio 2012, at F har været på længere besøg i Danmark to gange årligt, at F jævnligt har haft kontakt med M og børnene via blandt andet Skype, at M først i 2012 undlod at forny sin opholdstilladelse i USA, og at F først i februar 2013 forstod, at hans og M’s parforhold var endelig slut, da M meddelte, at hun havde fået en ny kæreste.
På denne baggrund, og uanset at H og S havde opholdt sig her i godt 2 år, da børnebortførelsessagen blev indledt, og at børnene efter det oplyste er velintegrerede i Danmark, finder landsretten efter en samlet vurdering, at længden af opholdet i Danmark og den tilknytning, som børnene har fået under opholdet, ikke kan medføre, at børnene har skiftet bopæl fra USA til Danmark i børnebortførelseslovens § 10’s forstand.
Med disse bemærkninger og af de grunde, der i øvrigt er anført af fogedretten, tiltræder landsretten, at betingelserne for at tilbagegive H og S til F i USA er opfyldt, jf. § 10 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.