Sag i Familieretten (tvangsfuldbyrdelse) alene om erstatningssamvær afvist, TFA 2020/28 VLK
Byrettens begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 456 q, stk. 5, at familieretten kan fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen.
Anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær vedrører et samvær i perioden fra 19. juli 2019 kl. 14.00 til 20. juli 2019 kl. 12.00. Anmodningen vedrører dermed et samvær, der tidsmæssigt ligger før, familieretten modtog anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær fra F.
Det fremgår af retsplejelovens § 148 a, stk. 2, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for retten. En digital meddelelse må derfor anses for at være tilgængelig for retten, når retten er i stand til at behandle eller læse meddelelsen.
Da sagen først var tilgængelig for familieretten på retssagsportalen den 23. juli 2019, har familieretten ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om erstatningssamvær for mistet samvær i forbindelse med afholdelse af sommerferie den 19-20. juli 2019. Der er ikke fremkommet omstændigheder, der kan føre til et andet resultat.
(Anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær afvises.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.)
Landsrettens begrundelse:
Denne sag angår alene fastsættelse af erstatningssamvær.
Familieretten kan i medfør af retsplejelovens § 456 q, stk. 5, fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under en fuldbyrdelsessag.
Da anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær ikke vedrører samvær, der ikke har kunnet udøves under en verserende fuldbyrdelsessag ved familieretten, er der ikke hjemmel for familieretten til at fastsætte erstatningssamvær, og det tiltrædes derfor med denne begrundelse, at anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær er afvist.
Landsretten stadfæster derfor kendelsen.
Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.