Sag om børnebortførelse hjemsendt til fogedretten til yderligere oplysninger om børnenes forhold, selv om sag anlagt mere end et år efter bortførelsen, TFA 2019/164 ØLK
Byrettens begrundelse
Begge forældre har del i forældreansvaret.
Børnene befinder sig nu uden fars samtykke i Danmark.
Da der ikke foreligger samtykke fra far til tilbageholdelse i Danmark, anses tilbageholdelsen som ulovlig i henhold til lov om International Børnebortførelse § 10.
Det er ubestridt, at mor den 16. oktober 2017 har bragt børnene ud af Sverige, hvor de havde bopæl med begge forældre. Der er enighed om, at far vidste, at mor forlod hjemmet med børnene i følgeskab med sine forældre, der var bosiddende i Danmark. Af mors forklaring såvel som efter oplysningerne i mors processkrift i den danske forældreansvarssag fremgik, at mor ved tidligere lejlighed har forladt hjemmet med børnene, og i 2016 har taget midlertidigt ophold i Danmark. Herefter tillægger fogedretten fars forklaring om, at han forventede, at børnene ville blive bragt hjem igen, vægt.
Det er derfor ikke dato for udrejse fra Sverige, som har betydning, men derimod dato for ulovlig tilbageholdelse her i landet, som er afgørende.
Folkeregisteret har truffet afgørelse om, at børnenes adresseændring fik retsvirkning fra den 6. november 2017. Det er uoplyst, på hvilket grundlag denne forvaltningsafgørelse er truffet. Oplysningen om adresseændring er først meddelt far den 22. december 2017. Det kan med sikkerhed lægges til grund, at børnene fra den 22. december 2017, hvor far fik kendskab til adresseændringen, er ulovligt tilbageholdt i Danmark. Da begæringen om tilbagegivelse er indgivet til fogedretten den 13. november 2018 og derfor indenfor 1 år fra den 22. december 2017, finder undtagelsesbestemmelsen i lovens § 11, stk. 1, nr. 1 ikke anvendelse.
Fogedretten finder ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger med sikkerhed at kunne lægge til grund, at der foreligger omstændigheder, som kan begrunde en anvendelse af bestemmelsen i lov om International Børnebortførelse § 11 stk. 1, nr. 2. Fogedretten lægger herved vægt på, at der allerede i Sverige verserer en forældreansvarssag mellem parterne, som må formodes straks at blive kontinueret, ved hjemgivelse. Fogedretten, og begge parter har samstemmende vurderet, at børnene i sagen er for små til at blive hørt i sagens anledning, hvorfor høring ikke er iværksat.
Herefter og da børnene tilbageholdes i strid med lovens § 10
Børnene B1, født den … 2014 og B2, født den … 2016 skal tilbagegives til F i Sverige.
Landsrettens begrundelse
Efter § 10, stk. 1, i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (børnebortførelsesloven) skal børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.
Efter lovens § 11 kan tilbagegivelse nægtes bl.a., hvis der på tidspunktet for indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fogedretten er gået et år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser (§ 11, nr. 1).
Af forarbejderne til bestemmelsen i børnebortførelseslovens § 11 (lovforslag nr. L 14 af 3. oktober 1990, de specielle bemærkninger) fremgår bl.a.:
»Til § 11
Bestemmelsen indeholder en opregning af forhold, der kan begrunde, at tilbagegivelse efter Haagerkonventionen nægtes, selv om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.
Nr. 1 gør det muligt for fogedretten at nægte tilbagegivelse af et barn, hvis dette er faldet til i sine nye omgivelser. Denne nægtelsesmulighed foreligger kun i de tilfælde, hvor der er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen. Tiden regnes fra tidspunktet for bortførelsen eller tilbageholdelsen og til indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fogedretten. Tidspunktet for fogedrettens afgørelse er uden betydning. Er barnet ulovligt tilbageholdt, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor barnet skulle have været bragt tilbage til forældremyndighedsindehaveren.«
Af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser fremgår bl.a.:
»Artikel 3
Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn skal anses for ulovlig, hvis:
- den strider mod de rettigheder, som tilkommer en person, en institution eller en anden myndighed som forældremyndighedsindehaver, enten i fællesskab eller alene, ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen; og
- disse rettigheder faktisk blev udøvet, enten i fællesskab eller alene, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke bortførelsen eller tilbageholdelsen var sket.
Forældremyndigheden som nævnt i denne artikels litra a kan i første række støttes på loven eller på en retlig eller administrativ afgørelse, men også på aftale, som har retlig gyldighed ifølge loven i den pågældende stat.
…
Artikel 12
Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig, er gået mindre end ét år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives tilbage.
Også i de tilfælde, hvor sagen er blevet indledt efter udløbet af den periode på et år, der er nævnt i foregående stykke, skal den judicielle eller administrative myndighed bestemme, at barnet skal gives tilbage, medmindre det godtgøres, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser.«
Danmark og Sverige har begge tiltrådt Haagerkonventionen.
Landsretten tiltræder af de grunde, som fogedretten har anført, at der er tale om en ulovlig børnebortførelse af B1 og B2 fra deres far i Sverige, og at tilbageholdelsen af børnene i Danmark er i strid med børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.
Efter ordlyden af bestemmelsen i børnebortførelseslovens § 11 og forarbejderne hertil sammenholdt med de hensyn, der må antages at ligge bag artikel 12 i Haagerkonventionen, finder landsretten, at 1-årsperioden nævnt i lovens § 11, nr. 1, i en situation som den foreliggende skal regnes fra det tidspunkt, hvor børnene faktisk er ført bort fra F, og ikke først fra det tidspunkt, hvor det stod ham klart, at børnene var bortført.
F’s anmodning om tilbagegivelse blev indgivet til fogedretten den 13. november 2018 og dermed mere end et år efter, at M i oktober 2017 flyttede fra F og uden hans samtykke tog børnene med til Danmark. Den tidsmæssige betingelse for at nægte tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 1, er således opfyldt.
Der er er efter lovens § 11, nr. 1, en yderligere betingelse for at nægte tilbagegivelse, at børnene er faldet til i deres nye omgivelser. Således som sagen foreligger oplyst for landsretten, er børnenes forhold ikke er tilstrækkeligt belyst, herunder via udtalelser fra børnenes institution. Landsretten finder, at sagsoplysningen bør ske ved fogedretten, der – med adgang til 2. instansprøvelse – bør tage stilling til, om der er grundlag for at anvende børnebortførelseslovens § 11, nr. 1, i lyset af oplysningerne om børnenes aktuelle forhold.
Landsretten ophæver derfor fogedrettens kendelse og hjemviser sagen til fogedretten til fornyet behandling.