Overvåget samvær med 10-årig P, der med handicap havde svært ved at udtrykke sig, TFA 2021/462 VLK
Byrettens begrundelse:
Efter sagens oplysninger lægges det til grund, at F ikke har haft samvær med børnene siden M forlod ham i 2017, hvor hun tog på krisecenter. Retten lægger til grund, at M ved flere tidligere lejligheder har og fortsat føler sig truet af F.
De to drenge fortalte tilbage i 2017, at deres far havde været voldelig overfor dem og deres mor. De er nu 16 år og 13 år, og de har i forbindelse med denne sag udtalt, at de ikke ønsker samvær med deres far. Deres søster på 10 år er handicappet, og har ikke kunnet udtale sig omkring emnet.
Efter ovenstående forhold vil det ikke være til børnenes bedste, at der blev fastsat samvær med faren, hvorfor morens påstand om frifindelse tages til følge.
Landsrettens begrundelse:
Det er udgangspunktet i forældreansvarsloven, at et barn har ret til samvær med den forælder, barnet ikke bor hos. Afgørelsen om samvær skal træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 19, jf. § 4.
F er ikke dømt for noget strafbart forhold, og landsretten finder, at der trods det betydelige modsætningsforhold mellem F og M og trods M’s forklaring om, at hun føler sig truet, ikke er fornødent grundlag for at fravige udgangspunkt om samvær. Landsretten har lagt vægt på, at det af hensyn til B3’s relation til sin far er vigtigt, at der etableres samvær mellem dem, hvis det er muligt og til B3’s bedste.
Efter en samlet vurdering og under hensyn til den forholdsvis lange tid, der er gået, siden der sidst har været kontakt mellem F og B3 finder landsretten herefter, at der på nuværende tidspunkt skal gennemføres fem overvågede samvær mellem F og B3 med tre uger mellem hvert samvær. De tre første samvær skal hver være af en times varighed, og de to sidste samvær skal hver være af 1½ times varighed. Familieretshuset fastsætter de konkrete tidspunkter og sted for hvert samvær.
Observationerne i forbindelse med samværet skal kunne danne grundlag for en rapport om forløbet til brug for vurderingen af det fremtidige samvær. Spørgsmålet om eventuelt fremtidigt samvær afgøres i givet fald – medmindre parterne selv indgår aftale herom – af Familieretshuset eller familieretten.
Resultat:
Familierettens dom ændres således, at F skal have fem overvågede samvær med B3 med tre uger mellem hvert samvær.
De tre første samvær skal hver være af en times varighed, og de to sidste samvær skal hver være af 1½ times varighed. Familieretshuset fastsætter de konkrete tidspunkter og sted for hvert samvær.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Kommentar.
Det er en af de afgørelser, som bringer mig op i det røde felt. Udskrevet er det en 10 sider lang dom, og jeg har ikke fundet nogen undskyldende eller forklarende elementer.
2 store drenge på 13 og 16 år siger klart fra, fordi F har slået både dem og M. De slipper for samvær. F anker ikke engang vedrørende dem.
Byretsdommeren forstår budskabet.
Hvad i alverden bilder de 3 landsdommere sig helt ærligt ind? Det er en dom, der går rent ind i min politiske påstand, hvorefter domstolene gør børn til forsøgsdyr. Se eksempelvis denne artikel.
Dommen rammer ind i alle de juridiske, menneskelige (og politiske) fejl, man overhovedet kan tænke sig.
Det forhold, at P ikke kan udtrykke sig sat over for, at brødrene udtrykker sig klart, er et fænomen, jeg ved flere lejligheder har problematiseret. Jeg mener virkelig, at der er tale om en regulær skandale, når man tænker så kynisk og politisk korrekt, som det formuleres af dommerne her.
Jeg har flere gange behandlet spørgsmålet om større søskende. Du kan for eksempel læse om det i dette brevkassesvar med flere links. Jeg skal dog nævne, at det trods alt hænder, at man kan forklare dommere sammenhængen på en måde, så de forstår det.
Derudover rammer dommerne ned i en anden af mine kæpheste gennem mange år. Det er en total misforståelse, at spørgsmålet om strafferetlig domfældelse skal have afgørende betydning ved konkret afvejning af de risici, børn kan stå over for.
Jeg gentager derfor for jeg ved ikke hvilken gang her på hjemmesiden dette.
Enhver rimelig tvivl skal komme sigtede (tiltalte) til gode. Det kan medføre strafferetlig frifindelse. Enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Da barnet er den svage part, bør tvivlen først og fremmest komme barnet til gode.
Hvis du søger på ”rimelig tvivl” på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside, vil du finde fænomenet omtalt rigtig mange gange. Se f. eks. den nyeste af slagsen fra oktober 2021.
Jeg hører hverken til DF- eller NB-segmentet. Men hvis man læser dommen, vil man formentlig fatte mistanke om, at der også er en anden type politisk korrekthed indbygget i den afgørelse, som de segmenter ville svælge i.
Helt ærligt må jeg tænke, at det er den mest vanvittige dom, jeg har læst i lang tid. Og jeg er ellers vænnet til megen uforståelighed gennem årene.
Den dom burde efter min allerbedste opfattelse virkelig være prøvet i Højesteret eller være sprunget over af den landsdommer, som redigerer Vestre Landsrets afgørelser til TFA.
Man skal selvfølgelig huske, at vi lever i et retssamfund. Domstolene har altid ret. Husk, at ”den Herren giver et embede, giver han samtidig evnen til at varetage det.”
Problemet er rigtig alvorligt. Vi vil komme til at høre advokater nævne denne og andre tåbelige domme som ”præjudikater”. Og vi vil i et vist omfang opleve dommere, der retter ind.
Landsretten har talt.
Den juridiske fejl da, når landsretten altid har ret: Jo – mit budskab er, at vi har en forpligtelse til at beskytte børn. Afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for det konkrete barn. Ikke efter politisk korrekthed. Det fremgår ret klart af forældreansvarsloven.
Trøst: Der er jo mulighed for at starte forfra, når de 5 overvågede samvær er gennemført. Men alligevel.
Viggo Bækgaard
2. december 2021