Ophævelse af fælles forældremyndighed over næste 10-årig P. Forældremyndigheden tillagt M, som P har boet hos siden samlivsophævelsen. Begrænset dagsamvær 2 dage hver 14. dag, Vestre Landsrets dom 6. september 2024, utrykt
Byrettens begrundelse:
Familieretten lægger til grund, at der siden samlivsophævelsen i 2019 ikke har været samarbejdsvanskeligheder mellem parterne om de væsentlige spørgsmål, som indgår i udøvelsen af forældremyndigheden over deres datter P.
Der er derfor ikke påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Ps forhold til hendes bedste, og familieretten har således ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
P har siden samlivsophævelsen i 2019 haft bopæl hos sin mor og har frem til efteråret 2022 haft samvær med sin far også med overnatning. Siden har P haft samvær med sin far som udgangspunkt to gange om ugen uden overnatning.
Efter familierettens samlede vurdering, herunder især udtalelse af 15. januar 2024 fra Ps skole og familierettens indtryk af parterne og P og deres forklaringer om deres forhold til og familieliv med hinanden samt familierettens indtryk af P under børnesamtalen er det bedst for P, at hun fortsat skal have bopæl hos M og samvær med F således:
Ulige uger lørdag fra kl. 9 til kl. 17 og søndag kl. 9 til kl. 17. M afleverer P til samvær på Fs bopæl, og F afleverer P fra samvær på Ms bopæl.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 17 og § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Byrettens resultat:
Fortsat fælles forældremyndighed.
Samvær: Ulige uger lørdag fra kl. 9 til kl. 17 og søndag kl. 9 til kl. 17. M afleverer P til samvær på Fs bopæl, og F afleverer P fra samvær på Ms bopæl.
Landsrettens begrundelse
Det lægges efter de foreliggende oplysninger til grund, at parterne fra samlivsophævelsen og frem til 2022, ikke havde samarbejdsvanskeligheder om væsentlige spørgsmål i forbindelse med udøvelsen af den fælles forældremyndighed over deres datter P.
P har siden samlivsophævelsen haft bopæl hos sin mor og samvær med sin far. I 2022 opstod der uenighed om omfanget af dette samvær. Det lægges til grund, at uenigheden om samværet siden da er eskaleret og har optrappet parternes konfliktniveau. Parterne har bl.a. hver især indgivet politianmeldelser mod den anden part, ligesom bl.a. X Kommune, Børne og Familieenheden og Familieretshuset er blevet involveret.
Det fremgår bl.a. af familierådgiver Rs udtalelse af 24. januar 2024 til Retten i Viborg, at det er hendes vurdering, at parternes vanskelige kommunikation er intensiveret og belastningen på P derved er forværret. Det er ikke muligt at skabe et minimum af samarbejde mellem parterne, og de kan ikke samarbejde om at lave gode aftaler for P, der har brug for ro, stabilitet og forudsigelighed for at kunne bruge sin energi på at udvikles og trives.
Parterne har for landsretten hver især nedlagt påstand om, at den fælles forældremyndighed ophæves. Herefter og efter en samlet vurdering, herunder af parternes forklaring for landsretten, er der konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke vil kunne samarbejde om Ps forhold til hendes bedste. Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er derfor opfyldt, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Efter en samlet vurdering er det bedst for P, at forældremyndigheden tillægges M, hos hvem P har boet siden forældrenes samlivsophævelse. Som følge heraf skal P have bopæl hos M.
P har flere gange, herunder ved børnesamtalen i familieretten, givet udtryk for, at hun gerne vil have samvær med sin far. Hun har forklaret, at hun er glad for den nuværende samværsordning, hvor hun er hos sin far lørdag og søndag hver anden weekend uden overnatning. Efter parternes forklaringer har samværet fungeret fint. Det tiltrædes derfor, at P skal have samvær med F som fastsat i familierettens dom.
Landsretten ændrer derfor familierettens dom således, at den fælles forældremyndighed over P ophæves, og forældremyndigheden tillægges M alene. Familierettens afgørelse om samvær stadfæstes.
Landsrettens resultat:
Ene forældremyndighed til M.
Samvær (som i byretten): Ulige uger lørdag fra kl. 9 til kl. 17 og søndag kl. 9 til kl. 17. M afleverer P til samvær på Fs bopæl, og F afleverer P fra samvær på Ms bopæl.
Kommentar:
Jeg har modtaget dommene fra M. Min oprindelige kommentar til byretsdommen er redigeret og indgår i denne kommentar.
Sagen var anlagt af M med henblik på ophævelse af fælles forældremyndighed. Hendes samværspåstande svarer nøjagtig til dommens resultat.
Når man læser byretsdommen, får man indtryk af, at F ikke havde advokat på sagen. M har fortalt, at han havde advokat på helt indtil hovedforhandlingen var overstået. Han var ifølge M selvmøder i landsretten.
F har nedlagt principal påstand om, at han skulle have ene forældremyndighed, subsidiært at han skulle have bopælen.
Der har selvfølgelig været en børnesamtale under sagen, hvorfra der ikke citeres i dommen.
Det fremgår ikke tydeligt af dommen, hvad Ms grund har været til ønsket om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Derimod fremgår det, at der længe kun har været samvær af samme omfang som resultatet i dommen.
Heraf udledte jeg som oprindelig kommentar til byretsdommen, at M har haft gode grunde til at gennemføre sagen. Med så begrænset samvær, der ikke begæres yderligere begrænset eller ophævet skal har man med mit erfaringsgrundlag rigtig gode grunde til at ønske ene forældremyndighed.
Det er velkendt, at dommerne er meget begrænsede i forhold til at dømme til fuld forældremyndighed hos den ene. Det fænomen har jeg af og til udtrykt som systemets urimelige men selvfølgelig (forhåbentlig) utilsigtede sikring af fortsat kamp mellem det stakkels barns forældre.
Jeg elsker denne sætning fra byretsdommerens præmisser: ” familierettens indtryk af parterne”.
Sætningen er udtryk for det fænomen, som jeg kalder ”bevisumiddelbarheden” i retten. En ting er, hvad der kommer ud af munden under forklaringerne. Altså parternes ord. Vi ved det jo egentlig godt, at en meget stor del af kommunikationen mellem mennesker er den såkaldt non verbale kommunikation – eller sagt anderledes ”opførsel og kropssprog”.
Dommeren siger ærlig talt ret direkte, at F har opført sig ”uheldigt” under sagen. Med det gæt forekommer det ganske dumt af F at køre sagen i landsretten uden advokatbistand.
Landsretsdommen uddyber via forklaringerne en del af problemstillingerne.
M er blevet klar over i sin forestillingsverden, at hun har været udsat for psykisk vold. F har anmeldt M for ”falsk forklaring”, for det er selvfølgelig i hans verden falsk. Det fremgår ikke af dommen, hvad M måtte have anmeldt F for.
I det traditionelle ”system-tankesæt” fokuserer man rigtig meget på, om vold har været anmeldt eller pådømt. Der har udviklet sig en stigende tendens til, at der virkelig skal meget til for at ophæve fælles forældremyndighed.
For ganske nylig var jeg selv til et møde i Familieretshuset, hvor juristen forsøgte at belære en mor om, at retterne kun ser på, om der har været vægringer i forhold til kompetenceskemaet. Altså om der for eksempel har været nægtet pas fra den ene part.
Denne dom er ærlig talt befriende god, fordi landsretten ikke forholder sig specifikt til spørgsmålene om psykisk vold men til samarbejdet og samarbejdspotentialet.
Det er præcist det, spørgsmålet om forældremyndighed handler om. Forældreansvarslovens §11 siger: ”Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.”
Jeg skrev for et par år siden en generel artikel om begrebet forældremyndighed. Foranlediget af et ”forfærdeligt møde” i Familieretshuset i sidste uge redigerede jeg artiklen. Denne dom illustrerer rigtig godt, hvad det hele handler om – og misforståelserne hos den unge jurist i Familieretshuset.
Viggo Bækgaard
6. september 2024