Om tvangsbøder i samværssag i fogedretten, TFA 2015/133 VLK
Byrettens begrundelse:
Der er ikke ændrede oplysninger set i relation til de oplysninger, statsforvaltningen lagde til grund, og som lå til grund for fogedrettens afgørelse den 8. august 2014.
Ud fra de foreliggende oplysninger om mors nettoindkomst pålægges hun i tvangsbøder 500 kr. for hver gang udlevering af S ikke har fundet sted.
Thi bestemmes
Den af F indgivne begæring om tvangsfuldbyrdelse af samvær med S fremmes. M pålægges tvangsbøder a 500 kr., for hver gang udlevering af S ikke har fundet sted i overensstemmelse med samværsresolutionen.
Landsrettens begrundelse:
På baggrund af statsforvaltningens afgørelse af 30. juni 2014 om samvær sammenholdt med det, der er oplyst om parternes og S’ forhold, tiltrædes det, at der er grundlag for at fremme fogedsagen om tvangsfuldbyrdelse af statsforvaltningens afgørelse om samvær.
Det fremgår af retsplejelovens § 536, stk. 1, at blandt andet afgørelser om samvær tvangsfuldbyrdes efter reglerne i retsplejelovens § 537. Retsplejelovens § 537, stk. 3, indeholder følgende bestemmelse om tvangsbøder:
»Tvangsbøder fastsættes som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om udøvelse af samvær kan der dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.«
Fogedretten har i sin afgørelse bestemt, at »M pålægges tvangsbøder á 500 kr. for hver gang udlevering af S ikke har fundet sted i overensstemmelse med samværsresolutionen«.
Fogedrettens afgørelse om tvangsbøder vedrører efter sin ordlyd samvær, der »ikke har fundet sted«, men som ikke er specificeret nærmere. Tvangsbøder har til formål at virke motiverende og kan ikke pålægges efterfølgende. Afgørelsen må da også efter sammenhængen antages at skulle forstås således, at den angår et ubestemt antal ikke nærmere angivne fremtidige samvær. Dette kan imidlertid ikke anses for at være i overensstemmelse med retsplejelovens § 537, stk. 3. Landsretten finder således, at der alene kan fastsættes en enkelt eller nogle enkelte tvangsbøder, der forfalder, når en bestemmelse om samvær på et eller nogle enkelte nærmere angivne tidspunkter ikke efterkommes.
Landsretten ophæver derfor fogedrettens afgørelse om at pålægge tvangsbøder og hjemviser sagen til fornyet behandling i fogedretten vedrørende dette spørgsmål.