Om håndtering af ”problemerne” i forældreansvarssager.
For eksempel psykisk sygdom, vold og psykisk vold.
af Viggo Bækgaard, advokat (H) – mediator
Problemstillingerne.
Jeg har i mange år beskæftiget mig temmelig meget med sager inden for forældreansvars-området. Man skal ikke lede længe på nettet for at finde ud af, at der er problemstillinger i disse sager, som jeg mener, at man i hele systemet ikke behandler på en måde, som er ”bedst for barnet”.
Man bør ikke feje problemerne ind under gulvtæppet men forholde sig til dem og vurdere deres konkrete betydning for børnene.
På grund af min synlighed går der næppe en dag – og i al fald ikke en uge, hvor jeg ikke bliver kontaktet af forældre, som føler sig i klemme i systemet over hele landet.
Af og til går sangen på melodien ”min advokat forstår mig ikke” og vil ikke forholde sig til det, jeg er udsat for.
Forleden skrev jeg et processkrift, hvor jeg kom til at tænke på, at jeg måske bliver opfattet som ham, der altid påberåber sig psykisk vold ligesom en tidligere kollega, der altid havde 3 sider om FNs børnekonvention i sine processkrifter.
Mange kolleger negligerer problemstillingerne og vil helst ikke omtale dem – og i al fald ikke på skrift.
Det er en adfærd, som er med til at ignorere og bagatellisere problemer, som kan være vigtige for børnenes fremtid.
I denne artikel omtaler jeg de enkelte problemstillinger og forholder mig til deres betydning for især bopæl og samvær.
Man skal selvfølgelig huske, at jeg kun er advokat og ikke psykolog. De betragtninger af mere psykologsisk karakter, som jeg fremkommer med, er hovedsageligt udtryk for gengivelse af, hvad jeg løbende får ud af forskellige psykologer med viden på området.
Forældreansvarslovens relevante bestemmelser.
Udgangspunktet er, at alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes efter, hvad der er ”bedst for barnet”, forældreansvarslovens § 4.
§ 4a – bestemmelsen, der afskærer alt.
I lovens § 4a har vi en lidt mærkelig og egentlig ret inkonsekvent bestemmelse. Den konsekvenssætter ganske specifikke straffelovsovertrædelser og forholder sig til den alvor, hvormed eventuelle overtrædelser er bestemt ved straffastsættelsen.
Bestemmelsen siger for det første, at det afgørende er, om pågældende er idømt en ubetinget straf eller dømt til anbringelse eller forvaring og refererer herefter til en række bestemte overtrædelser af straffeloven.
Straffelovens § 101a og § 114 til 114 f samt referencen til § 136 omhandler dybest set terrorhandlinger, hvis direkte forbindelse til forældreansvarsområdet vist mere må anses for udtryk for det generelle politiske billede end relevant konkret sammenhæng til forældreansvarsområdet.
Absolut mere konkret relevant bliver det med henvisningen til straffelovens § 210, der handler om samleje inden for nærmeste nedstigende linje samt til den generelle henvisning til straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.
Bestemmelsen refererer herudover til § 237 (manddrab), § 245 (grov vold), § 245 a (omskæring), § 246 (vold med døden til følge), § 262 a (menneskehandel).
Hvis disse bestemmelser finder anvendelse, kan forbryderen ikke få del i forældremyndigheden, bopæl for barnet eller samvær med det.
Bestemmelsen kom ind i forældreansvarsloven ved ændringen i 2019. Fra lovforslaget i forbindelse med ændringen fremgår det gennemgående tema i forældreansvarsloven, som i praksis giver anledning til mange forkvaklinger:
”Forældreansvarsloven bygger således på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge sine forældre.
Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan således f.eks. træffes afgørelse om at afslå eller ophæve samvær, hvis det er bedst for barnet. Dette vil eksempelvis i udgangspunktet være tilfældet, hvis en forælder har udøvet vold mod barnet, ligesom vold mod den anden forælder kan føre til, at barnets kontakt til den voldelige forælder afskæres. Er en samværsforælder dømt for personfarlig kriminalitet, kan dette forhold efter en konkret vurdering også i sig selv føre til, at en ansøgning om samvær afslås, eller at et fastsat samvær ophæves, også selvom kriminaliteten hverken var rettet mod barnet eller barnets nærmeste.”
Jeg skal undlade her at gå i detaljer med den pågældende paragraf men blot undre mig en smule over bestemmelsen lige præcist som appendix til den helt generelle grundbestemmelse, som jeg har citeret ovenfor.
Gad vide, om det kun er mig, der undrer sig over, at terrorforbrydelser og menneskehandel skulle have en så stor betydning, at de ligefrem må ind i forældreansvarsloven som særskilt grundlag. Manddrab, incest, pædofili, grov vold og vold med døden til følge giver vel egentlig sig selv også i den generelle kontekst.
Men er det kun forbrydelser, som har medført ubetinget fængselstraf, der skal have den alvorlige konsekvens? Selvfølgelig ikke ifølge ovenfor citerede bemærkninger. Men de giver en automatkonsekvens.
Andre problemstillinger, som kan have betydning for barnet, skal indgå i den samlede bedømmelse, der altid skal tage udgangspunkt i, hvad der er ”bedst for barnet”.
”Bedst for barnet” – hvad indebærer det egentlig.
Det ligger uden for min primære hensigt med denne artikel at gå i detaljer med begrebet ”bedst for barnet”. Efter min opfattelse er det et gummibegreb, der reelt misbruges både af psykologer, advokater, sagsbehandlere i Familieretshuset og desværre også af dommere.
Nogle – især fædregrupperinger – har den grundopfattelse, at det altid er ”bedst for barnet” at have fast kontakt til begge forældre fuldstændig uanset forhistorie og baggrund.
Selv har jeg den generelle holdning, at samarbejde er vigtig. Samvær er godt men ikke for enhver pris. Derefter fortoner alle nuancerne sig i konkrete vurderinger, hvor alle elementer bør inddrages.
Desværre fylder den politiske korrekthed uendelig meget hele vejen rundt. Der er ganske mange såkaldt børnesagkyndige, der generelt indtager det standpunkt, at samvær er godt for enhver pris.
Synspunktet hos den gruppering er, at det er ødelæggende for stort set ethvert barn at blive frataget adgangen til den ene forælder, fordi det vil påvirke barnet resten af livet. Når jeg så anfægter synspunktet og kalder det politisk korrekthed, svares der af og til af den børnesagkyndige, at det er et ”børnesagkyndigt faktum, som der er undersøgelser, der dokumenterer.”
Jeg er bestemt ikke psykolog og har slet ikke læst al relevant faglitteratur om emnet. Efter at have spurgt flere fagpersoner på området mener jeg dog at kunne slå fast, at der hverken er danske eller internationale undersøgelser, der støtter det postulat.
Desværre er det min vurdering, at ”bedst for barnet” tænkes ind i et ligestillingsperspektiv, hvor barnet ikke har nogen central placering, medmindre vi nærmest er inde i de alvorlige §4a-situationer.
Fysisk og ikke mindst psykisk vold.
Det er alment anerkendt, at vold i langt de fleste tilfælde udøves af mænd, og at et betydeligt udsnit af den vold, der udøves mod kvinder, er partnervold. Ligeledes viser en undersøgelse foretaget af VIVE i august 2018, at psykisk vold er den mest udbredte form for partnervold. I en nyere artikel i Pædagogisk psykologisk tidsskrift nr. 3/2021 beskriver seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen, at opsporing af psykisk vold mod børn og unge er langt vanskeligere end at opspore fysisk vold.
For mig at se er det lidt pudsigt, at ”man” generelt er meget bevidst om disse forhold, når det står til debat i det offentlige rum.
Man anerkender, at begge former for vold eksisterer og er meget problematisk for alle involverede.
Straffelovsreglen om psykisk vold i straffelovens §243 er kun få år gammel. Bestemmelsen er imidlertid målrettet de familiære konflikter. ”Den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, herunder ved udøvelse af negativ social kontrol, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.”
Jeg vender nedenfor kort tilbage til den eventuelle betydning for spørgsmålet om bopæl og samvær.
Det er et kæmpe problem, at man i systemet generelt er vældig optaget for det første af, om en påstået voldsudøvelse m.v. er politianmeldt og derefter af, om der så er sket domfældelse.
Min egen tilgang til emnet er, at de færreste har en selvstændig interesse i, at expartneren kommer i fængsel. Hovedinteressen er at beskytte børnene og måske gøre den anden forælder og systemet begribeligt, at det er alvorligt og skal stoppes.
Som rådgiver i disse sager lægger jeg også vægt på, at man som forælder skal være bevidst om, at retssystemet er indrettet sådan, at der ganske ofte ikke finder domfældelse sted på grund af bevisets stilling.
Vi har et retssikkerhedsprincip om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode.
Da alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, kan man med rette tilsvarende sige, at enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Det forekommer logisk, at disse to principper kan kollidere med hinanden og derfor bør være genstand for særskilt granskning i en forældreansvarssag.
Ofte forekommer det, at samværet får lov at fortsætte ud fra den modsatte tankegang, der sådan set også harmonerer med et almengyldigt retsprincip. Han er jo ikke blevet dømt, kan man måske konstatere.
Der vil være mange situationer, hvor der ”objektivt” foreligger en adfærd, som burde konsekvenssættes også strafferetligt, men som ikke bliver det på grund af ”bevisets stilling”.
Bør politianmeldelse og/eller domfældelse for volden have selvstændig betydning?
Det er et kæmpe problem, at man i systemet generelt er vældig optaget for det første af, om en påstået voldsudøvelse m.v. er politianmeldt og derefter af, om der så er sket domfældelse.
Min egen tilgang til emnet er, at de færreste har en selvstændig interesse i, at expartneren kommer i fængsel. Hovedinteressen er at beskytte børnene og måske gøre den anden forælder og systemet begribeligt, at det er alvorligt og skal stoppes.
Som rådgiver i disse sager lægger jeg også vægt på, at man som forælder skal være bevidst om, at retssystemet er indrettet sådan, at der ganske ofte ikke finder domfældelse sted på grund af bevisets stilling.
Psykisk sygdom – psykopati – Narcissisme
Denne overskrift dækker i virkeligheden ganske meget. Alligevel nævner jeg det kun ganske kort.
Vi ved som i de andre eksempler godt, at fænomenerne består, og at de helt afgjort kan have betydning for børns trivsel, hvordan deres forældre agerer psykologisk.
I virkeligheden ved vi bestemt også, at fænomenerne kan være nærmest umulige at afsløre og forholde sig til. Selv synes jeg, at det er tankevækkende karakteristisk, at en af de bedste bøger om psykopati har titlen ”Charmør og tyran” af de to nordmænd Alv A. Dahl og Aud Dalsegg (udgivet på Munksgaards forlag, 1999).
Jeg vil hævde, at selv professionelle vil have rigtig svært ved at afsløre fænomenerne gennem en kortere samtale.
Påstand mod påstand – tvivlens nådegave – advokaternes adfærd.
Vi er i det private rum, hvor påstand mod påstand er mere reglen end undtagelsen. Det giver bestemt udfordringer. Men hvis ikke der gøres noget, risikerer vi at gøre børnene til forsøgskaniner.
Når jeg generelt taler om dette emne, falder snakken ganske ofte på min egen faggruppe: advokaterne. Jeg har været advokat i rigtig mange år og er stolt af og glad for faget. Men jeg er bestemt ikke altid stolt af ”vores adfærd”.
Nogle advokater er med sikkerhed med til at optrappe sagerne. Advokaterne er alt for tilbøjelige til at indtage den ultimativt solidariske attitude i forhold til klienten.
Vildt kynisk siger jeg om advokater, at de i vidt omfang er lidt lige som prostituerede: de gør alt for penge.
Advokater er på en måde opdraget til at se sagen ensidigt fra deres klients side.
For eksempel har Danske Familie Advokater og Advokatsamfundet en tilgang til alting, hvor grundsynet er tresidet. Retssikkerhed, ”vi repræsenterer jo både fædre og mødre” – og penge.
En advokat har pligt til at varetage sin klients interesse. Advokaten må selvfølgelig ikke modarbejde sin klient.
I de advokatetiske reglers indledende afsnit står som noget af det allerførste, at advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret. En advokat har således pligt til at medvirke til, at alle afgørelser om børn bliver truffet ud fra, hvad der er bedst for barnet. Det er i al fald sådan, jeg fortolker de advokatetiske regler.
Betyder volden noget for barnet?
Spørgsmålet er retorisk. Svaret er lige så retorisk indlysende. Hvis ikke den betød noget, var der jo ikke grund til at have bestemmelsen i forældreansvarslovens § 4a. Den bestemmelse siger, at volden betyder noget. Den siger sådan set også, at det ikke er afgørende, om volden er udøvet over for det konkrete barn. Selve adfærden generelt signalerer en betydning.
Bestemmelsen fastsætter egentlig bare en overgrænse for ”alvoren”. Ubetinget fængselsstraf! Men den tager ikke stilling til den vold, der måske er pådømt men med en mildere sanktion, og den tager slet ikke stilling til den vold, der måske ikke engang er anmeldt.
Det overlades til en vurdering af ”bedst for barnet”.
Udfordringen er, at man ikke kan skue hunden på hårene. Vi ved jo ikke, hvad der er den objektive sandhed. Grundlæggende kan vi ofte bare se, at en af parterne ikke taler sandt. En af dem lyver. Eller mere venligt sagt er det ofte en sandhed, at alting ser forskelligt ud afhængig af den vinkel, man ser den fra. ”Hvis jeg havde fejl, ville jeg være den første til at indrømme det”. Og så videre!
Selv bruger jeg som advokat et begreb, som jeg kalder ”tvivlens nådegave”. Jeg kan ikke vide, om det er min egen klient, der ”lyver”. Dertil kommer, at jeg kun er advokat og ikke psykolog.
Jeg kan sagtens have en mening om, hvordan det beskrevne må påvirke barnet og hvorvidt det bør have indflydelse på bopæl og eller samvær.
Netop fordi alle vi professionelle jurister ikke kan se den objektive sandhed eller vurdere betydningen, er det ofte altafgørende, at sagen bliver undersøgt så objektivt som muligt til bunds.
Mange advokater svigter deres klienter – og børnene.
Mange advokater har en udpræget berøringsangst over for disse problemer.
Konfliktoptrappende er et modeord både hos advokater og dommere.
Nogle kolleger er bange for at bringe volden på banen. Den tilgang styrkes af det nævnte med, at volden måske ikke er politianmeldt endsige pådømt.
Men den manglende anmeldelse betyder bestemt ikke altid – eller måske endda undtagelsesvist noget i forhold til, om volden har eksisteret. Det ved vi empirisk godt alle sammen.
En del advokater siger til klienten, at de ikke behøver at skrive noget om det i processkriftet. Det kommer frem under afhøringen. Mit svar er, at da vil det ofte være for sent.
Dommeren skal da vide, hvilke problemstillinger, der måtte være i en sag for at kunne tage stilling til oplysningsgrundlaget.
Oplysningsgrundlaget i Familieretten.
Systemet er indrettet sådan, at sagerne skal forestille at være forberedt i Familieretshuset. Det er faktisk beskrevet ret klart i familieretshuslovens kapitel 10, hvad man forventer af Familieretshuset. Lovens § 28 stk. 3 siger sådan set ret meget:
”Familieretshuset sørger for tværfaglig behandling, undersøgelse og oplysning af sagen, herunder belysning af forældrenes personlige egenskaber og deres evne til at drage omsorg for barnet, når det er relevant. Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse som led i oplysningen af sagen, medmindre en sådan undersøgelse ikke er nødvendig for afgørelsen af sagen.”
Det er meget langt fra i alle § 7-sager, at der foretages en børnesagkyndig undersøgelse. Det er også mere reglen end undtagelsen, at man ikke forklarer, hvorfor man eventuelt har undladt at gennemføre en sådan. Det er i endnu færre sager, hvor man har sørget for ”belysning af forældrenes personlige egenskaber og evne til at drage omsorg for barnet”.
Heller ikke i retterne – herunder landsretterne – er det ganske almindeligt, at man iværksætter undersøgelser. Retterne er bestemt heller ikke rundhåndede med forklaringer på, hvorfor man mener selv at besidde den tilstrækkelige visdom.
Udfordringer – opsamling.
Flere forhold spiller ind. Jeg tror ikke, at man kan sige, at det ene er vigtigere end det andet i forhold til, om forholdene bliver taget alvorligt.
”Ulven kommer-fænomenet” er et af de bestemt store problemer. Man kan råbe det så tit, at ingen tager det alvorligt, når ulven faktisk kommer. Der er ingen grund til at betvivle, at ”vold” og ”psykisk vold” er blevet modeudtryk. Det påberåbes ganske ofte. Også af hensyn til bekæmpelse af det fænomen er det vigtigt, at vi som advokater er opmærksomme og støtter op, hvor det vurderes vigtigt og relevant.
Jeg ved af gode grunde ikke, hvor ofte kollegerne hører vold og psykisk vold nævnt. Formentlig af de grunde, jeg nævner i indledningen, støder jeg meget tit på det. Jeg er altså kun advokat godt nok med mange års erfaring både menneskeligt og i faget. Selv om jeg forsøger at gennemskue det så godt som muligt, må jeg satse på, at det bliver taget så alvorligt, at man forholder sig til det og lader det undersøge i relevant omfang. Vi er som advokater i den samenhæng bare et filter.
”Der er ikke dømt eller rejst tiltale” bør som nævnt ikke have en selvstændig betydning i forhold til at tage bekymringer om fænomenerne alvorligt. Det må vi fagligt bekæmpe.
”Den politiske korrekthed” spiller en altdominerende rolle både hos advokater, i Familieretshuset og i Familieretten for slet ikke at nævne hos de såkaldt børnesagkyndige, hvad enten de er psykologer eller socialrådgivere med postuleret overbygning. Det udgangspunkt er forkasteligt ikke mindst i lyset af, at ingen overhovedet kunne finde på i ramme alvor at postulere, at fysisk og psykisk vold ikke findes udbredt i familiemæssige relationer eller, at forholdene ikke skulle påvirke børnene massivt.
Mangelen på specialuddannede kliniske psykologer og psykiatere betyder givetvis også en hel del.
Så er der alle vi i den sammenhæng halvstuderede røvere med selvbestaltet livserfaring, der gør os klogere end alle andre. Ikke alle besidder – og erkender det – tvivlens nådegave.
Alle, der ser, hører eller bare bør gøre det, har et medansvar for tidens generationer af børn, der mistrives i forældrenes konflikt.
En stor del af det ansvar ligger desværre hos advokaterne. Mine fagfæller.
Opfordringen er: lyt til klienterne. Tag deres udsagn alvorligt. Og hav mod på at udfordre klienten, så han/hun ved, at vi har hørt, forstået og taget alvorligt. Eller hvis vi virkelig ikke tror på sagen, må vi tilkendegive det over for klienten. Det er ikke altid en hjælp at tale klienten efter munden.
Jeg har i december 2022 skrevet en artikel om ofrets reaktion.
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator
20. februar 2022 (opdateret 2. december 2022)