Norsk samværsafgørelse kunne ikke tvangsfuldbyrdes her, også fordi indholdet af afgørelsen var uklar. TFA 2019/206 VLK
Byrettens begrundelse
F’s samvær med A blev oprindelig fastsat i Lagmannsrettens dom af 12. januar 2012. Parterne har efterfølgende ved flere aftaler, senest i forbindelse med retsmægling den 4. april 2017, henholdsvis ændret og præciseret aftalen. Parterne har således aftalt, at de skal være fælles om at betale transportudgifterne, som F dog har påtaget sig at afholde alene i ét år fra april 2017. De har videre aftalt, at F har samvær i efterårsferien og vinterferien i ulige år, jf. notat fra retsmæglingen af 4. april 2017, hvorefter F skulle have samvær i uge 42 2017, mor har vinterferien (uge 8) året efter, altså i 2018, samvær modsat i følgende år.
F skal således ifølge parternes seneste aftale ikke have samvær i uge 42 i 2018.
I aftalen af 4. april 2017 blev alle weekendsamværene for 2017 fastlagt. Henset til sagsforløbet og den manglende stillingtagen hertil i aftalen af 4. april 2017 finder fogedretten, at det ikke kan indfortolkes i aftalen, at weekendsamværet herefter skulle bortfalde. F har derfor fortsat krav på weekendsamvær med A hver 4. weekend.
Landsrettens begrundelse
Parternes fællesbarn A bor hos M i Y i Danmark, og anmodning om tvangsfuldbyrdelse af samvær kan derfor fremsættes over for Fogedretten i Hjørring, jf. retsplejelovens § 536, stk. 1, jf. § 487, stk. 1, nr. 1 og 4.
Efter forældreansvarslovens § 31, stk. 1, indgives anmodning om afgørelse om samvær mv. til Statsforvaltningen, og efter retsplejelovens kapitel 48 a behandler fogedretten anmodninger om tvangsfuldbyrdelse af samvær mv. Efter retsplejelovens § 536, stk. 4, kan fogedretten ændre omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene herfor under fuldbyrdelsessagen, og efter stk. 5 kan fogedretten fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen. Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 536, stk. 4 og 5, at det ikke er hensigten, at fogedretten skal kunne tage stilling til det overordnede og løbende samvær, der er fastsat af Statsforvaltningen (lovforslag nr. L 134 af 31. januar 2007, bemærkningerne til § 536).
Fogedretten har ved kendelsen af 1. oktober 2018 ikke taget stilling til tvangsfuldbyrdelse af et eller flere konkrete weekendsamvær, men har bestemt, at F »fortsat« har ret til weekendsamvær, og at parterne skal dele samtlige transportomkostninger ved samværet. Kendelsen tager således generelt stilling til det fremtidige weekendsamvær og et af vilkårene herfor. En sådan afgørelse er ikke omfattet af fogedrettens kompetence til at ændre vilkår mv. og fastsætte erstatningssamvær under fuldbyrdelsessagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 4 og 5.
Fogedrettens tvangsfuldbyrdelse af et samvær forudsætter, at tidspunktet for det pågældende samvær kan fastlægges med tilstrækkelig sikkerhed ud fra det foreliggende tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. retsplejelovens § 536, stk. 1, jf. § 478, stk. 1, nr. 1-3.
I Lagmannsretts dom af 12. januar 2012 er der for 2012 fastsat tidspunkter for et weekendsamvær om måneden, bortset fra visse måneder med feriesamvær, men således at samværet starter f.eks. den af to fredage, hvor F har samvær med sin anden søn B, eller er fastsat til en weekend i en bestemt måned tilpasset hans samvær med B. Lagmannsretten har ikke fastsat tidspunkter for samværet de følgende år, men det fremgår af dommen, at samværet med nærmere angivne ændringer skal følge samme cyklus, herunder med månedlige weekendsamvær.
Af notat af 23. september 2013 fra Statsforvaltningen fremgår, at parterne var enige om weekendsamvær »som fastsat af landsretten«. Af notat af 26. februar 2015 fra Statsforvaltningen fremgår, at parterne var enige om, at der efter opstartssamvær var samvær som bestemt i landsrettens dom hver 4. weekend, første gang i uge 19. Det fremgår af retsbogen af 27. april 2017 fra Fogedretten i Hjørring, at parterne efter retsmægling ønskede et forlig tilført retsbogen. Det fremgår af forliget, at F skulle have opstartssamvær med A og derefter i nærmere angivne weekender i 2017 skulle have samvær med A i Norge, mens der ikke er angivet tidspunkter for weekendsamvær efter 2017. Det fremgår også, at der skulle være samvær én uge i juli, hvor F vælger først i ulige år, og M vælger først i lige år. I retsforliget fastlægges også samvær i efterårsferien og i vinterferien, således at samvær er »modsat i følgende år«, ligesom der er anført julesamvær i 2017 og 2018.
På denne baggrund finder landsretten, at der ikke foreligger det fornødne tvangsfuldbyrdelsesgrundlag med hensyn til F’s weekendsamvær med A.
Landsretten ophæver derfor fogedrettens kendelse i det omfang, den er kæret, dvs. om fortsat weekendsamvær og om deling af transportudgifter.
THI BESTEMMES
Fogedrettens kendelse om fortsat weekendsamvær og om deling af transportudgifter ophæves.
Kommentar:
Oversat til letforståelig dansk siger landsretten, at det ikke er fogedrettens opgave at fastsætte samvær men kun at tvangsfuldbyrde.
Viggo Bækgaard