Man kan ikke først give tilsagn om barnets flytning til udlandet og derefter bruge børnebortførelsesloven, TFA 2019/2 VLK

Man kan ikke først give tilsagn om barnets flytning til udlandet og derefter bruge børnebortførelsesloven, TFA 2019/2 VLK

Byrettens begrundelse:

F har 24. oktober 2017, 14 dage efter at M var rejst til Danmark med deres søn, i mail til K Kommune erklæret, at han accepterede, at moren havde bopæl i Danmark med parternes fællesbarn. F har forklaret, at årsagen til, at han skrev denne mail, var, at M truede ham med, at han aldrig ville få sin søn at se igen, hvis ikke han meddelte sin accept af, at hun boede i Danmark med deres søn.

Det lægges efter M’s forklaring til grund, at parterne ikke har talt sammen i hele perioden, hvor hun har været i Danmark, og af den samtidige og senere korrespondance på Messenger og e-mail fremgår intet, der kan tolkes som trusler. Det fremgår af korrespondancen, at F flere gange udtrykker sin billigelse af, at M bor i Danmark sammen med deres søn.

Fogedretten finder på denne baggrund, at F da havde affundet sig med, at A havde fået bopæl i Danmark, hvorfor A på dette tidspunkt skiftede opholdssted til Danmark.

Det er herefter uden betydning, at parterne senere drøftede muligheden for, at M flyttede tilbage til Rumænien med sønnen.

Der kan på dette grundlag ikke ske tilbagegivelse af A til F i Rumænien, hvorfor sagen nægtes fremmet.

Landsrettens begrundelse

Parterne har fælles forældremyndighed over A, født den … december 2014, og parterne og A havde bopæl i Rumænien, da M den 10. oktober 2017 sammen med A udrejste fra Rumænien til Danmark. Udrejsen med A er således en ulovlig børnebortførelse efter børnebortførelseslovens § 10, og barnet skal derfor tilbagegives, medmindre F enten havde samtykket i bortførelsen eller efterfølgende har affundet sig med bortførelsen eller tilbageholdelsen, jf. artikel 13, stk. 1, litra a, i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af børnebortførelser (Haagerkonventionen).

F havde ikke givet samtykke og vidste ikke, at M sammen med A rejste til Danmark. Ved mail af 10. oktober 2017 efter indrejsen i Danmark oplyste hun F herom, og i en mail dagen efter meddelte hun, at hun ikke ville returnere til Rumænien.

I mail af 24. oktober 2017 til F bad M ham om at sende en mail direkte til en sagsbehandler i K Kommune og skrive, at han havde accepteret, at hun og A boede i Danmark. Samme dag sendte F en mail til K Kommune, hvori han oplyste, at han var skilt fra M, at hun og A boede i Danmark, og at han accepterede situationen. Først i slutningen af januar måned 2018 rettede han henvendelse til myndighederne i Rumænien og anmodede om hjælp til at få A tilbagegivet.

Herefter tiltræder landsretten, at F da havde affundet sig med, at A havde fået bopæl i Danmark, jf. Haagerkonventionens artikel 13, stk. 1, litra a. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.