KRITIK AF DEN BØRNESAGKYNDIGE PSYKOLOGI
af Iben Elene Oksfelt
chefpsykolog Litehouse Consult
Skal man være bange for en børnesagkyndig psykolog?
Vi hører jævnligt, at det værste, der kan overgå en kompleks sag om samvær eller forældremyndighed, er en børnesagkyndig psykolog. Hvad går det ud på?
De komplekse sager rummer per definition en risikofaktor. Ofte er det påstande om vold eller overgreb. Det kræver derfor voldsfaglig viden at udrede sagen.
De fleste børnesagkyndige psykologer er imidlertid specialister i psykoterapi. De arbejder – kan vi se – ud fra en hypotese om, at familierne er et dysfunktionelt ’system’, dvs. en slags psykologisk enhed, der er ude af balance.
Psykologens hypoteser – overinvolvering.
Alle psykologiske udredninger starter med hypoteser om, hvad man leder efter. I kritisable udredninger, finder man ALTID det, man leder efter, fordi alle fund tolkes ind i den oprindelige hypotese. Det bliver naturligvis katastrofalt, hvis hypotesen er forkert.
Når det gælder de børnesagkyndige psykologer, som er specialister i psykoterapi, ser vi ofte, at de har én grundhypotese, og den handler om ’enmeshment’. Det er et psykoterapeutisk begreb, der som regel kaldes ’overinvolvering’ på dansk. Det kunne også kaldes ’sammenvikling’.
Begrebet dækker over en familie, hvor de psykologiske grænser mellem familiemedlemmerne er udviskede. Medlemmerne af familien bliver psykologisk set blandet sammen, så de overtager hinandens følelser.
Det er naturligt at dele følelser i en familie, og derfor vil mange kunne genkende en snert af det perspektiv. Men i dysfunktionelle familier sker det i en grad, hvor børnene ender med ikke at kunne mærke sig selv. De får svært ved at ’individuere’, dvs. vokse op til en psykologisk adskillelse fra forældrene med egne følelser, egne grænser, ønsker, behov, motiver og mål.
Ofte forskyder man også roller, sådan at hver person i familien tilskrives nogle bestemte følelser, som kun de har; et slags følelsesmonopol. Ét familiemedlem har måske et omsorgsbehov, mens en anden har fået omsorgsrollen. En tredje kan have fået tildelt alle skyldfølelserne. En fjerde får ansvaret for at irettesætte og en femte bliver den, der altid skal sættes på plads.
På den måde danner familien et komplet system, hvor de er nødt til at have adgang til hinanden for at udføre deres ’roller’. Den, der gerne vil opdrage, er uden funktion, medmindre der er en, som er ’umulig’. Den, der føler sig dygtig, når de giver omsorg, har brug for, at nogen er hjælpeløs uden deres omsorg. Man tolker derfor hinanden ind i den rolle, som passer ind i ens egen ubalance.
De roller, man vokser op i, vil man ofte reproducere i sit valg af partner, når man bliver voksen. Barnets rolle i den dysfunktionelle familie danner en slags ’skabelon’ for fremtidige relationer.
For at tilfredsstille hinanden, skal alle blive i deres roller. Ellers vælter hele systemet. Derfor har familien også et system for, hvordan de holder hinanden i ’skak’. Ingen må ændre sig, for det vil tvinge alle til at ændre sig.
Det er – i store træk – en beskrivelse af det grundmønster, mange børnesagkyndige psykologer – især dem, der er specialister i psykoterapi – leder efter, når de udreder en kompleks samværssag.
Vi ved det, for vi har indbragt eller medvirket til at indbringe mere end 100 erklæringer til Psykolognævnet. Derfra har vi et unikt udkigspunkt over de børnesagkyndige psykologer (inkl. nogle gengangere).
Problemet med modellen er, at den ikke tager højde for volds- og overgrebssagerne. Eller for den sags skyld for nogle af de andre ofte forekommende risikofaktorer.
Eksempler på psykologernes temaer.
Hvis man kun har en hammer, ser man søm alle vegne. Sådan kan man sammenfatte problemet med det børnesagkyndige arbejde i familieretssagerne.
Mange børnesagkyndige psykologer – især dem, der er specialister i psykoterapi – arbejder kun med én grundhypotese, og alle problemstillinger tolkes i det lys.
Det kan illustreres med et par eksempler på temaer, psykologerne spørger ind til, når de arbejder med det psykoterapeutiske perspektiv om ’enmeshment’, jeg har beskrevet:
1. Er der nogen i familien, der deler stærke følelser?
2. Rummer beskrivelserne nuancer?
3. Har de selvindsigt og sætter sig i hinandens sted?
Resultatet af psykologens tilgang.
I de komplekse samværssager, hvor grundproblemet er magtbaseret vold mod kvinder eller børn eller seksuelle overgreb på børn, vil resultatet af den tilgang ofte se sådan her ud:
1. Mor og barn er naturligt begge meget bange og udviser modstand mod samvær.
Psykologen konkluderer, at mor og barn deler stærke følelser. Altså er der risiko for, at moren er overinvolveret i barnet, og at barnet derfor afskæres fra at mærke sig selv hos mor. Man antager automatisk, at barnet er manipuleret til at dele mors følelser, hvis begge er bange.
2. Mor og barn har ofte stærkt forhøjet alarmberedskab på undersøgelsestidspunktet og udviser naturlige symptomer på følgevirkninger af vold, såsom talepres og tunnelsyn. Derfor bruger de mest tid på at beskrive det, de frygter mest.
Psykologen konkluderer, at moren er ”overdrevet optaget af konfliktfeltet”. Hendes talepres tolkes som et udtryk for, at hun er ude af stand til at se andres perspektiv. I forhold til børnene forventer psykologerne, at børnene skal give en nuanceret beskrivelse af faren og også beskrive gode ting – ellers er de usundt påvirket af mores ensidige perspektiv. (Det rammer også børn, der fortæller om seksuelle overgreb.)
3. Ved magtbaseret vold rammer volden ofte ud af det blå. Der er ingen logik i, hvornår det næste slag falder. Den voldsramte mor kan derfor ikke beskrive, hvad der var baggrunden for volden.
Psykologen konkluderer, at moren er ude af stand til at se andet end sit eget perspektiv. Hun mangler altså selvindsigt og afviser at tage medansvar. Det konkluderes, at hun ikke kan ’mentalisere’.
Børnesagkyndige psykologer antager ofte, at de svære familieretssager handler om ’enmeshment’. Derfor forstår de alene sagen i det lys. De gør med andre ord det, jeg kalder at ’absoluttere teoriens gyldighedsområde’. Det tvinger altså virkeligheden ind i deres model og undlader at se grænserne for, under hvilke betingelser deres model er gyldig.
Voldssager kan ikke udredes med en tese om, at der er noget galt med ofret.
Vold er dog ikke et resultat af ’enmeshment’. Vold er ikke et udtryk for, at der er noget i vejen med voldsofret. Og voldssager kan slet ikke udredes med det perspektiv.
Magtbaseret vold er vold, som alene opstår i voldens agent og ikke i dens objekt. Men i den børnesagkyndige psykologi rettes mistanken igen og igen mod ofrene for volden på samme måde, som når et voldtægtsoffer bliver spurgt i retten, hvilket tøj hun havde på, som om hun selv har en del af skylden for voldtægten.
Sådan oplever voldsramte mødre og børn mødet med de børnesagkyndige psykologer. Det er ikke noget at være stolt af.
Psykologens egne forudsætninger: egen tese passer!
Mange børnesagkyndige psykologer arbejder med én grundhypotese, som de holder fast i, også når virkeligheden ikke passer til hypotesen. Jeg kalder det at ’absoluttere teoriens gyldighedsområde’. Det betyder, at psykologen tilskriver sin metode ubetinget validitet.
Symptomerne på vold kan til forveksling ligne de symptomer, man ser i det dysfunktionelle mønster med ’enmeshment’, jeg har beskrevet. Derfor er det let for psykologen at tolke i en psykoanalytisk referenceramme. Men resultatet af tolkningen vil blive direkte modsat det resultat, man ville få, hvis man anlagde et voldsfagligt perspektiv.
Her følger nogle eksempler på, hvad jeg mener
En voldsramt mor vil ofte:
– Have nogen grad af belastningsreaktion, som bl.a. viser sig ved talepres. Hun er optaget af at beskrive volden, som hun har oplevet den.
Det tolkes som ’overinvolering’ og ’rigiditet’. Eller som en ’overdreven’ optagethed af ’konfliktfeltet’.
– Beskrive børnenes frygt eller svære efterreaktioner efter samvær.
Det tolkes som sammenblanding af følelser; psykologerne forestiller sig, at børnene frygter deres far, FORDI de tager farve af morens frygt,
– Holde fast i sin forklaring, hvis psykologen spørger ind til morens egen andel af volden.
Det tolkes som manglende evne til at se andres perspektiv.
– Være i forhøjet alarmberedskab og udvise intens frygt.
Det tolkes som manglende evne til at se nuancer,
Hvis børnene fortæller om vold, overgreb eller følelser af frygt, tolkes det som et behov hos barnet for at tilfredsstille mors perspektiv; de tager farve af morens frygt, og det skader barnets relation til den anden forælder, konkluderes det.
Hvis man derfor udviser symptomer på følgevirkninger af vold, løber man en meget stor risiko for at tabe en sag om samvær eller forældremyndighed, fordi alle symptomerne på den reaktive tilstand, som er en følgevirkning af vold, bliver tolket af psykologen som en brist hos en selv. Og som årsagen til problemerne i stedet for som en følgevirkning af dem.
Iben Elene Oksfeldt
efterår 2021
kommentar – bemærkninger:
Iben Elene Oksfeldt har lagt ovenstående artikel ud på sin facebookside, hvor jeg læste den.
Hun har givet mig lov til at dele artiklen på vores hjemmeside.
Jeg er kun advokat og ikke psykolog. Med mange års indsigt i, hvad der foregår i de tunge forældreansvarssager er jeg blevet stigende bekymret for de børnesagkyndige. Det er et emne, jeg har talt ganske meget med Iben om de senere år.
Da jeg selv har svært ved at formulere den fagpsykologiske problemstilling, er det rigtig godt at få lov til at lægge Ibens analyse op her.
Ibens bekymringer dækker rigtig meget, hvad jeg selv oplever ganske ofte.
Læsere af denne hjemmeside vil vide, at mine bekymringer over de børnesagkyndige ikke er ny.
Helt generelt er jeg bekymret over ”vores” (samfundets) tilgang. Vi er alle voldsomt optaget af, at der ikke må udøves vold. Det gælder over for barnet såvel som partneren. Psykisk vold er vi også generelt bevidste om. Seksuelle overgreb selvfølgelig også.
Når det problematiseres konkret, sætter vi en børnesagkyndig undersøgelse i gang. Somme tider men ikke altid. De børnesagkyndige har ofte den tilgang, som Iben Elene Oksfeldt beskriver.
De og dommerne siger ofte, at det går jo nok. Vi skal selvfølgelig ikke træde den mulige voldsudøver over tæerne. Så børnene bliver forsøgskaniner.
Et andet sted har jeg skrevet og i øvrigt for nylig sagt i landsretten, at fremtidens Mette Frederiksen kommer til at give nutidens skilsmissebørn en undskyldning og en erstatning, som man har givet Godhavnsbørnene.
Tak til Iben for at dele analysen.
Viggo Bækgaard
20. oktober 2021
formand for Landsforeningen Børn og Samvær – advokat (H) – mediator