Ikke udlevering af 5-årig D gennem fogedretten til samvær, TFA 2015/535 ØLK

Ikke udlevering af 5-årig D gennem fogedretten til samvær, TFA 2015/535 ØLK

Byrettens begrundelse:

Der har været afholdt en samtale med S til brug for sagen. Ved denne samtale deltog børnesagkyndig psykolog B. Denne har efter samtalen blandt andet noteret »Det vurderes, at der er et højt angstniveau i relation til samvær med faren, som det er nu – og det vil være alvorligt skadeligt for ham at blive tvangsudleveret. Det vurderes, at han har et autentisk ønske om genoptagelse af kontakten med faren, når han har sikkerhed for, at faren ikke foretager sig noget farligt.«

Det er fogedrettens opfattelse, at psykologens ordvalg af »alvorligt skadeligt« må sidestilles med ordlyden i retsplejelovens § 536, stk. 6, hvor der er anført, »… barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.«

Under hensyn til ovenstående finder fogedretten, at det på nuværende tidspunkt vil udsætte S for alvorlig fare, såfremt han udleveres til samvær, hvorfor (sagen nægtes fremmet).

Landsrettens begrundelse:

Ved Næstved Rets dom af 2. september 2014 blev parternes fælles forældremyndighed over S, født – – – juli 2005, ophævet og forældremyndigheden tillagt indkærede, M, alene. Kærende, F, har haft weekend- og hverdagssamvær med S i henhold til tillægsresolution af 17. juli 2014 indtil medio januar 2015, da M meddelte, at samværet måtte indstilles af hensyn til S.

Fogedretten har den 5. marts 2015 afholdt en samtale med S under deltagelse af børnesagkyndig psykolog, B, der i notat af 5. marts 2015 blandt andet har vurderet, at der er et højt angstniveau hos S i relation til samvær med faren, som det er nu, og at det vil være alvorligt skadeligt for S at blive tvangsudleveret til F.

Efter en samlet vurdering finder landsretten, at S’ sjælelige sundhed udsættes for fare, såfremt han nu udleveres til samvær, og det tiltrædes derfor, at fogedsagen er nægtet fremmet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens afgørelse.