Ikke tvangsfuldbyrdelse af aftale om samvær under retsmægling, da aftalen ikke indeholdt bestemmelse om tvangsfuldbyrdelse, TFA 2015/196 VLK
Byrettens begrundelse:
Parterne har på et mæglingsmøde den 25. juni 2014 indgået aftale om samvær, hvorefter F har samvær med A hver søndag fra kl. 8.45 til 12.45 på M’s adresse – – -. Parterne har videre aftalt, at samværet fra tidligst den 15. august 2014 kan flyttes til F’s nye bopæl under forudsætning af, at han er kommet på plads i den nye lejlighed.
Efter det oplyste er F nu kommet på plads i sin nye lejlighed. Da parterne ikke har aftalt andre forudsætninger for samværets flytning til hans lejlighed, og da der ikke er grundlag for at antage, at en flytning af samværet vil udsætte A’s sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, skal A udleveres til samvær i overensstemmelse med parternes aftale. M har ikke krav på at være til stede under samværsbesøget.
Udleveres A ikke til samvær i overensstemmelse med det aftalte, vil M blive pålagt tvangsbøder på hver 1.000 kr. for samværsbesøgene den 9., 16., 23. og 30. november 2014.
Landsrettens begrundelse:
Den aftale af 25. juni 2014, der blev indgået under retsmægling, indeholder ikke bestemmelse om, at den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. Aftalen kan derfor ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3. Landsretten ophæver derfor fogedrettens kendelse.
kommentar:
Afgørelsen er et stort svirp til fogedretten. Reglerne er altså ret klare.
Moralen er, at man ALTID skal huske at få en såkaldt fuldbyrdelsesbestemmelse ind i en aftale, hvis den skal have virkning.
Viggo Bækgaard