Ikke samvær for F med B, som F var dømt for vold imod i 2019. F var dømt i flere forhold, TFA 2024/361 ØLD
Byrettens begrundelse (Odense)
Familieretten lægger til grund, at F flere gange er dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 245, herunder at F ved Østre Landsrets dom af 26. maj 2020 blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk.1, ved at have givet B et slag i maven med en krykke.
Familieretten lægger desuden til grund, at B under børnesamtalen den 24. maj 2024 flere gange gav udtryk for, at han tænker på sin far, og at han gerne vil se sin far, idet han udtalte bl.a., »Han tænker meget på far også før i dag både om de gode ting og de dårlige ting,« og »Hvis kommunen kan passe på ham, vil han gerne se sin far en enkelt gang eller en gang imellem.«
Efter forældreansvarslovens § 4 a kan der ikke træffes afgørelse om, at en forælder, der er straffet efter straffelovens §245, kan tillægges samvær med barnet, medmindre det er bedst for barnet.
Efter en samlet vurdering af barnets forhold, herunder karakteren af den vold barnet har været udsat for, den tid der er gået, siden at forholdet blev begået, samt at det er vigtigt, at barnet får mulighed for at lære sin far at kende, finderretten, at B skal have 2 samvær med sagsøger med et passende tidsmæssig mellemrum på 3-6 måneder, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt.
For at sikre at sagsøgte og B fortsat kan have hemmelig adresse, og da B, der ikke har set sin far i næsten 5 år, har givet udtryk for, at han ønsker at se sin far, hvis der kan være nogen til stede, som kan passe på B, skal F haveovervåget samvær med B som nedenfor bestemt.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 29, jf. § 4.
Når samværene er gennemført, afgiver overvågeren en rapport om sit indtryk af forløbet af de overvågede samvær. Overvågeren sender rapporten til Familieretshuset, der efter en ny børnesamtale med B træffer afgørelse om eventuelt fortsatte samvær.
(Byrettens resultat: 2 overvågede samvær)
Landsrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1, nr. 3, at der ikke kan træffes afgørelse om samvær eller anden kontakt mellem barnet og parten, hvis parten er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af bl.a. straffelovens §245, medmindre det er bedst for barnet.
F blev i 2012 dømt for vold efter straffelovens § 245 mod sin anden søn, og han er endvidere ved ankedom af 26. maj2020 dømt for vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, mod B og sin tidligere samlever. Der har ikke været samvær siden 2019, hvor M afbrød samværet som følge af F’s vold mod B, og ved ankedom af 10. marts 2021 blev det bestemt, at B ikke skulle have samvær med F.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder indholdet af referatet af børnesamtalen, finder landsretten, at det vil være bedst for B, at der ikke fastsættes samvær, herunder overvåget samvær, med F.
M’s frifindelsespåstand tages derfor til følge.
(Landsrettens resultat: ikke samvær).
Kommentar:
Hvis jeg skulle have gættet på forhånd, ville jeg nok have gættet, at byrettens ”halleluja-dom” var blevet resultatet. Men jeg ville virkelig have kaldt det netop halleluja.
Det er befriende for min retsopfattelse, at landsretten når til ”det rigtige resultat”. F er altså dømt for vold flere gange samt for stalking af en tidligere kæreste.
Det er med ret stor sikkerhed en af de situationer, hvor jeg ganske enkelt ville have afvist F, hvis han havde søgt min assistance.
Sagen indeholder i øvrigt et ret ofte forekommende element, som man kunne kalde ”barnets nysgerrighed”, hvor barnet siger, at han da godt vil se far, hvis det kan gøre sikkert. Vi har altså at gøre med en sag, hvor man ikke har fulgt barnets eget udtrykte synspunkt.
Viggo Bækgaard
21. november 2021