Ikke beskikkelse af advokat for M under fogedsag. M pålagt tvangsbøder, hvis hun ikke udleverer til ferie, TFA 2015/430 VLK
Byrettens begrundelse:
Fogedretten har i tidligere sager mellem parterne vedrørende F’s samvær med D ved kendelse den 6. august 2014 (– – –) og ved kendelse den 10. december 2014 (– – –) afvist at beskikke advokat A for M. Kendelsen, som blev afsagt den 6. august 2014, blev kæret til landsretten, som den 9. september 2014 stadfæstede fogedrettens afgørelse (sagen – – –).
Efter en samlet vurdering finder fogedretten fortsat ikke, at M har et konkret behov for advokatbistand, jf. retsplejelovens § 500, stk. 2. Det forhold, at fogedretten i sin indkaldelse havde anført, at M kunne møde i fogedretten ved en fuldmægtig, medfører ikke, at betingelserne for advokatbeskikkelse er opfyldt. Fogedretten imødekommer derfor ikke M’s anmodning om fri proces, og om at advokat A beskikkes.
…
Der foreligger ikke en lægeerklæring, som dokumenterer, hvorvidt – og i hvilket omfang – D var ramt af opkast og diarré fra den 22. december til den 24.-25. december 2014. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder fogedretten, at det ikke alene med M’s forklaring er godtgjort, at D i dette tidsrum var så syg, at D ikke burde være udleveret til F til juleferiesamvær. M har således, idet hun ikke udleverede D til samvær hos F i perioden 23. december 2014 til 26. december 2014, ikke overholdt Statsforvaltningens resolution om samvær af 2. oktober 2014.
Som følge af det misligholdte samvær i juleferien fastsætter fogedretten en tvangsbøde på 2.500 kr. til M, som forfalder, såfremt M ikke udleverer D til samvær i vinterferien hos F som bestemt i Statsforvaltningens resolution om samvær af 2. oktober 2014, jf. retsplejelovens § 537, stk. 3.
Landsretten stadfæstede med samme begrundelse.